|
Martin Sne, Facebook-opslag, 24. september 2018
Her er Mikael, min far, Svend Mikael Sne, som i dag ville være fyldt 98.
Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod,
jeg lytter og jeg lytter, til det synger i mit blod,
den hvide rug, den blide rug, som mod min tinding slår,
det er som tusind fingre små på sølvtangenter går.
Jeppe Aakjær 1906
~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~
Svend
Mikael Sne (opr. Jensen), født 24/9 1920, død 11/8 2012
Gift 13/11 1954 m. skuespillerinden Aase Sonja Wolfsberg
jf.
Wikipedia ~
Danske Film ~
IMDb
Søn: Martin Wolfsberg Sne (28/10 1955 - 10/4 2019), fotograf, musiker og
skuespiller, jf.
Wikipedia
~
Danske Film ~ IMDb
|
Svend Mikael Sne
(Martins foto på Facebook)
|
|
Svend Sne studerede sprog og litteratur på Sorbonne-universitetet i Paris
oktober 1949-juni 1950. Som filmskribent kaldte han sig oftest Mikael Sne med
signaturerne MS eller SMS.
Han var i næsten 25 år filmanmelder på dagbladet Land og Folk
(1/5 1954 - 1/2 1979) og boede mange år Sagasvej 18 på Vesterbro. Sne
vikarierede periodisk i 1961 og 1962 på Se og Hør som billed-redaktør og
havde bijob på Dansk Grafia 1976-1976 og Filmavisen Tusind Øjne
1976-1979. Sne var aktiv freelance 1979-1984, bestyrelsesmedlem i
Københavns Filmmedarbejder-forening 1972-1980 og jurymedlem ved Det danske
Filminstitut 1981-1982. Han havde en birolle i filmen "I din fars lomme"
(instr. Lise Roos, 1973).
Måske lidt overraskende var Sne en stor ynder og kender af 1930'ernes Hollywoodfilm.
Teater, litteratur og cirkus havde også hans interesse. De færreste
danskere har set så mange sovjetiske film som han, og han bidrog
regelmæssigt til den store sovjetiske encyklopædi, Frit Danmark og Folkets
Jul. Sne skrev også
noveller, digte og den korte roman "Bartenderen" (Rhodos, 1988). Han bidrog
mere sporadisk til Fremad og Kosmorama.
Mikael Sne var en dannet, høflig og venlig mand, også som filmanmelder. Da
jeg var ung, syntes jeg, at han
ofte var for venlig, men han kunne også være skarp, jf. følgende to anmeldelser af
James Bond-film.
Den første anmeldelser gælder den fjerde James Bond-film,
Thunderball (instr. Terence
Young, 1965): Den velskrevne anmeldelse bliver til sidst
usædvanlig skarpt
pointeret. Sne karakteriserer "ånden i filmen" ud fra en henvisning til den østrigske nazist Otto Skorzeny.
Den slags gjorde Sne sjældent, så vidt jeg husker, og nazi-associationen
til James
Bond-figuren er i mine øjne noget ved siden af, men den havde åbenbart en
aktuel anledning. Sne benytter senere anmeldelsen af den tiende Bond-film,
The Spy Who Loved Me (instr. Lewis Gilbert, 1977), til en generel
karakteristik af Bond-filmene. Sne fremhæver her den anden James
Bond-film, From Russia With Love (instr. Terence Young, 1963), som den
bedste - ja, som "virkelig fremragende".
Gentleman og kommunist: En ikke helt almindelig kombination? Men det var
Mikael Sne. En kommunist af den kulturåbne slags og en klar anti-stalinist
på linje med f. eks. Albert Cervoni -
død 1993, jf. min sektion om franske filmkritikere - og måske endda
på linje med sin egen forgænger på Land og Folk: Werner Thierry,
død 2003, jf. min sektion om danske filmkritikere. Den
anti-stalinistiske holdning viste Sne bl.a., da han i den højspændte situation
1968 skrev en opsigtsvækkende artikel om udviklingen i tjekkisk film med titlen: "Er den
tjekkiske film-revolte forbi?" (Die Asta, nr. 4, oktober 1968). I
anmeldelsen af en moderne sovjetisk film fremhæver han positivt den
samfundskritiske dimension:
Monolog (instr. Ilja Averbakh, 1973).
Bortset fra to spørgerunder er der vist kun et enkelt bidrag af Mikael
Sne i Filmmuseets tidsskrift Kosmorama - af politiske årsager? pga.
fordomme? Men i Kosmoramas bedste periode, under Øystein Hjort, skrev
Sne dog artiklen "Chaplins linedans" i Kosmorama 91 (Juli 1969) om
Chaplins "The Circus", dens placering i Chaplins værk, de skiftende
holdninger til den, de problematiske aspekter af den, osv. Fremragende, mere æstetisk end
ideologisk, selv om den positive interesse for Chaplins film har aner hos
andre tidligere, kommunistiske filmkritikere og -historikere som Sadoul,
jf.
min sektion om franske filmhistorikere.
Det er en artikel, som gør mig trist over, at Sne ikke fik mulighed for at
skrive flere artikler eller anmeldelser af denne art, f. eks. i Kosmorama.
Kosmorama 64 (december 1963) bringer datidens danske filmanmelderes lister over
favoritfilm, og Sne nævner nedenstående ti film - i prioriteret
rækkefølge? Udvalget illustrerer hans forkærlighed for Chaplin, Capra
og 1930'ernes film. Den eneste sovjetiske film på listen er vel at mærke
et tøbrudsværk fra Khrusjtjov-årene.
The Gold Rush (instr. Charles Chaplin, 1925)
The Grapes Of Wrath (instr. John Ford, 1940)
Paths Of Glory (instr. Stanley Kubrick, 1957)
Sudba tjeloveka (instr. Sergej Bondartjuk, 1959)
City Lights (instr. Charles Chaplin, 1931)
Mr. Smith Goes To Washington (instr. Frank Capra, 1939)
La crise est finie (instr. Robert Siodmak, 1934)
La belle équipe (instr. Julien Duvivier, 1936)
Mr. Deeds Goes To Town (instr. Frank Capra, 1936)
Monsieur Verdoux (instr. Charles Chaplin, 1947)
|
Land og Folk 1947
Knud Jespersen
DBL ~
Leksikon
Wiki ~
Gravsted
1990: Sidste udgave af
Land
og Folk, udgivet af
DKP
Sadouls Chaplin-bog, dansk udgave
Sudbja tjeloveka
(En mands skæbne)
|
|
I 1970'erne og 1980'erne traf jeg Mikael Sne ved presseforestillinger og
somme tider på Filmmuseet, hvor han af og til mødtes med Bo Halvorsson,
jf.
den svenske sektion (gul) på min filmkritikerside. Desværre mistede
jeg med tiden kontakten med Sne - det føles som et tab - og jeg vil mene,
det er et tab for dansk filmkritik, at der ikke er udgivet mere af Sne i
bogform end den korte roman, "Bartenderen" (1998) (*. Hans viden og skrivemåde fortjente
større udbredelse. Sne og Børge Trolle,
død 2004, jf. min sektion om danske filmkritikere,
er formodentlig de to danskere, der har set flest sovjetiske film.
Jeg var tre uger i hhv. november 1974, februar 1975 og maj 1975 vikar
for Mikael Sne på Land og Folk (**. Min kortvarige optræden i Land og
Folk - og senere i Fremad, ungkommunisternes månedsblad - skete, selv
om jeg ikke var partimedlem og aldrig blev det. Jeg opnåede dog at
besøge de 'hellige haller' i Dronningens Tværgade, da jeg skulle tale
med Fremads redaktør og så et glimt af den legendariske ideolog Gelius
Lund. Samarbejdet med Fremad fik en ende, da jeg ikke anmeldte en
Olsen-bande-film så begejstret som jeg burde: Filmen var anti-EF og
skulle derfor roses til skyerne. Generelt havde jeg det svært med at
være så 'firkantet', som Fremad-redaktøren ønskede det. Men der var
folk, som registrerede mine få skriverier i kommunisternes presse,
bl.a. aktivisten Gertrud Galster. Mange år senere, hvor jeg holdt et
uskyldigt filmcauseri i Hendriksholm Kirke, Rødovre, blev jeg bagefter
spurgt af en mand, som jeg ikke kender/kendte, om jeg engang havde
skrevet i Land og Folk. Det svarede jeg bekræftende på, men da der var
andre, som ville snakke, fik jeg ikke spurgt ham om, hvor han kendte
den korte episode i min fortid fra. Et utroligt tilfælde, synes jeg.
*) Kortromanen "Bartenderen" er henlagt til besættelsesårenes København og
giver en levende beskrivelse af byen, miljøerne og tidens vilkår. Formen
er frit fortællende og lidt eksperimenterende. Undervejs skiftes pludselig
til en jeg-fortæller, hvilket jeg finder forvirrende. Bo Tao Michaëlis
anmeldte bogen således i
Berlingske.
**) De film, jeg anmeldte for Land og Folk, er "Den beskidte vej", "De
excentriske fyre", "Emmanuelle", "Frankenstein" og "Kun de gamle går
i krig". Tidligere havde jeg en enkelt filmanmeldelse i det
aarhusianske dagblad Demokraten, nemlig "Vestens kanoner". Ligesom Sne
har jeg kun haft én anmeldelse i Kosmorama: "Anger" (Tengiz Abuladze, 1984) i Kosmorama 180, Sommer 1987; den kan findes under Mine filmanmeldelser.
|
Bartenderen
Forlaget Rhodos 1988
Bogtorvet
|