retur til forsiden


MIN TENNIS 2025


Externt: Explore ~ Flashscore ~ TV ~ Antena ~ AP ~ BBC ~ GSP Cîrstea ~ TNNS ~ t-now ~ t-sport

 t-tonic ~ TV 2 ~ WTA-News ~ WTA-Calendar ~ WTA-Rangliste ~ ATP-Calendar ~ ATP-Rangliste


Interne links: Min tennis 2024 ~ Min tennis 2023 ~ Min tennis 2022 ~ Min tennis 2021 

 Min tennis 2020 + Görges ~ Min tennis 2019 ~ Min tennis 2018 ~ Min tennis 2014-2017

Min tennis 2002-2013 + Schweiz + Wozniacki + Dansk 


Mine 2025 favoritter


7 kandidater til at blive på min Top TiSorana Cîrstea (1) (med mindre hun afslutter karrieren i år), Jelena Rybakina (2), Katerina Siniaková (4), Mirra Andrejeva (5), Karolina Muchová (7), Elise Mertens (8), Veronika Kudermetova (10) ....

7 nye kandidater: Amanda Anisimova (USA), Leylah Fernandez (CAN), Sofia Kenin (USA), Emma Navarro (USA), Linda Nosková (CZ), Jasmine Paolini (IT), Emma Raducanu (GB)....

3 kandidater til at forlade min Top 10Donna Vekic (3), Daria Kasatkina (6),  Jaqueline Cristian (9) ....

Cîrstea talte i forbindelse med Simona Haleps afsked (se februar) om også at slutte, men udstråler som altid stor glæde ved at spille turneringstennis (....)

Se baggrund og kriterier for min favoritliste, som begyndte i 2012.


Hos mændene har Novak Djokovic svært ved at fastsætte udløbsdatoen. Grigor Dimitrov pådrog sig en måske fatal skade i Wimbledon. Jannik Sinner er for kedelig og Carlos Alcaraz for speciel, men jeg holder positivt øje med Alexander Bublik, Taylor Fritz, August Holmgren, Lorenzo Musetti, Holger Rune, Casper Ruud og Jan-Lennard Struff


● 9/11 - 16/11 ATP Finals, Turino, Italia:  (....)

● 1/11 - 8/11 WTA Finals, Riyadh, Saudi-Arabien:  (....)



● 27/10 - 2/11 Rolex Paris Masters (ATP 1000):   (....)

● 27/10 - 2/11 Chennai Open, India (WTA 250):  (....)

● 27/10 - 2/11 Hong Kong Open, Kina (WTA 250):  (....)

● 27/10 - 2/11 Jiangxi Open, Kina (WTA 250):  (....)

● 20/10 - 26/10 Guangzhou Open, Kina (WTA 250):  (....)

● 20/10 - 26/10 Pan Pacific Open, Tokyo (WTA 500):  (....)

● 13/10 - 19/10 Japan Open, Osaka (WTA 250):  (....)

● 13/10 - 19/10 Ningbo Open, Kina (WTA 500):  (....)


 ● 6/10 - 12/10 Wuhan Open, Kina (WTA 1000): Sorana Cîrstea gjorde et nyt forsøg og mødte Jelena Ostapenko i første runde. (....)

 
● 1/10 - 12/10 Rolex Shanghai Masters (ATP 1000)August Holmgren gik gennem kvali, men tabte skuffende første-runde-kampen i tre sæt mod Jordan Thompson. (....)


Anisimova og Nosková
bedst i Kina


24/9 - 5/10 China Open, Beijing (WTA 1000): Sorana Cîrstea vandt første runde-kampen over Caroline Dolehide, men tabte i anden runde til Karolina Muchová, som derefter selv tabte til Amanda Anisimova. Tak til Emma Navarro, som slog Iga Swiatek, men desværre tabte til Jessica Pegula. I kvartfinalerne vandt Anisimova over Jasmine Paolini i et bravalla-slag, der trak søm ud; ottende parti i tredje sæt var på vippen, Anisimova overlevede seks break-points, vandt partiet og kampen: 6-7, 6-3, 6-4. Semifinalen mellem Jessica Pegula og Linda Nosková blev et nyt kæmpeslag; den unge tjekke vandt 6-3, 1-6, 7-6. Anisimova vandt let den anden semifinale mod Coco Gauff (servefejl), og Anisimova vandt også finalen over Nosková: 6-0, 2-6, 6-2, jf. AP, BBC og UBI.

15/9 - 21/9 Korea Open, Seoul (WTA 500): Cîrstea vandt i første runde over Anastasia Zakharova, men tabte i anden til Iga Swiatek. Katerina Siniaková  spillede sit bedste siden Warszawa i august og slog Daria Kasatkina 7-6, 6-2, men tabte til Jekaterina Alexandrova, som selv tabte finalen til Iga Swiatek.

24/8 - 7/9 US Open (grand slam): I stedet for at koncentrere sig om spillet lod Clara Tauson sig irritere af publikum, en dom der gik hende imod (v. Kader Nouni), og så tabte hun unødvendigt til 3-6, 6-2, 6-7 til det filippinske my Alexandra Eala, jf. Flashscore. Derimod gik Holger Rune videre til anden runde, hvor han trods en god indsats tabte til den tyske veteran Jan-Lennard Struff. Tyskeren imponerede med et serve & volley spil og vandt også over Tiafoe, men tabte til Djokovic. En træt Djokovic tabte selv til Carlos Alcaraz, og Jannik Sinner stormede til finalen via sejre over Lorenzo Musetti (kvart) og Félix Auger-Aliassime (semi). Med sit fantasifulde spil vandt Alcaraz finalen over Sinner (6-2, 3-6, 6-1, 6-4) og overhalede Sinner på ATP ranglisten pr. 8/9.
Sorana Cîrstea vandt i første runde 7-5, 6-0 over argentinske Solana Sierra, men tabte i anden runde 6-7, 7-6, 4-6 til Karolina Muchová (semifinalist ved US Open i 2023 og 2024) - Cîrsteas sjette nederlag ud af deres syv møder. Den tre timer lange kamp var en fabelagtig duel, hvor Cîrstea i første og andet sæt havde nogle føringer, som hun ikke kunne holde, og så blev det tiebreak-afgørelser; i tredje sæt havde Cîrstea ikke længere kræfterne. Det er 9. gang ud af 16, at Cîrstea må stoppe i anden runde i New York, hvor hendes bedste resultat er 2023, da hun nåede kvartfinalerne.
Amanda Anisimova slog klart Beatriz Haddad Maia med aggressive grundslag og med delikate, vinklede baghåndsreturbolde, og Amanda fik revanche mod Iga Swiatek for Wimbledon-finalen med en 6-4, 6-3 sejr, jf. BBC. Amanda kæmpede sig også til en 6-7, 7-6, 6-3 semifinalesejr over Naomi Osaka, jf. AP, BBC og Tennis Now. I den anden semifinale var Jessica Pegula tættere på sejren, end tallene viser, men Aryna Sabalenka vandt 4-6, 6-3, 6-4. Oven på de to semi'er blev finalen et antiklimaks, desværre en meget ujævn kamp. Anisimova nåede en tiebreak i andet sæt, men lavede for mange fejl, og så vandt Sabalenka 6-3, 7-6.
WTA Ranglisten pr. 8/9 2025: Nr. 1 er naturligvis Sabalenka, 4 Anisimova (+5), 5 Mirra Andejeva, 10 Rybakina, 12 Tauson, 15 Muchová, 26 Veronika Kudermetova, 65 Polina Kudermetova (+2) og 66 Cîrstea (+5).
Tyveri: Sorana Cîrsteas Cleveland-pokal blev stjålet fra hendes hotel i New York under US Open, men arrangørerne i Cleveland sørgede for en ny pokal, som Cîrstea kunne tage med sig hjem.


Sorana Cîrstea: Tredje WTA titel

17/8 - 23/8 Cleveland, USA (WTA 250): Sorana Cîrstea gik hele vejen til finalen og vandt. Ganske vist deltog de helt store navne ikke, men Cîrstea, som for et år siden gik med krykker, var helt ude i et halvt år og anede et karriere-slut, kæmpede sig igennem først kvalen, hvor hun vandt 6-1, 6-0 vs. Anna Frey og 6-2, 6-2 vs. Rebeka Masarova. I hovedturneringen vandt Cîrstea 6-4, 6-1 over Moyuka Uchijima og fik så revanche for juli-nederlaget til Jil Teichman med en 6-1, 6-1 sejr. I kvartfinalerne vandt Cîrstea 6-4, 6-1 over topseedede Ljudmila Samsonova. I semien slog Cîrstea Anastasia Zakharova: 6-1, 7-5, dvs. finale mod Ann Li (USA), som slog andenseedede Xinyu Wang i deres semi. Sandelig om ikke Cîrstea også vandt finalen: 6-2, 6-4, jf. RFI og Tennis Now.
Det var Cîrsteas tredje WTA titel efter Tasjkent 2008 og Istanbul 2021 og to ITF titler oveni; Cîrstea har desuden stået i fire WTA finaler: Budapest 2007, Toronto 2013, Tasjkent 2019 og Strasbourg 2021. Tjek Cîrsteas lange karriere på Wikipedia.
Sejren i Cleveland betyder, at 35-årige Cîrstea springer 41 pladser til #71 på ranglisten og tilbage i Top 100, hvor kun de to tyske veteraner, Tatjana Maria (38 år, #42) og Laura Siegemund (37 år, #52) er ældre end hende. De to andre rumænere, Jaqueline Cristian (#50) og Gabriela Ruse (#70), er dog foran hende, jf. rangliste pr. 25/8 2025.


Kudermetovas comeback

● 7/8 - 19/8 Cincinnati Open, USA (WTA 1000): Sorana Cîrstea vandt i første runde 6-1, 4-6, 6-3 over Donna Vekic og har nu vundet 5 ud af 7 kampe mod Vekic. I anden runde vandt Cîrstea 7-6, 2-6, 6-4 over Magdalena Frech og i tredje 6-7, 6-4, 6-4 over Yue Yuan, men måtte se sig slået af Iga Swiatek i fjerde: 4-6, 3-6. Jelena Rybakina vandt over Elise Mertens 4-6, 6-3, 7-5 og over Madison Keys 6-7, 6-4, 6-2, to slidsomme kampe. Rybakina modstod heden i Cincinnati, og med Stefano Vukov tilbage i træner-boxen s.m. David Sanguienetti vandt Rybakina takket være fremragende server det klassiske opgør mod Aryna Sabalenka 6-1, 6-4. Men de hårde kampe og den trykkende hede ramte Rybakina i den første semifinale, som hun tabte til Iga Swiatek: 5-7, 3-6.
Veronika Kudermetova overraskede med sejr over B. Bencic 6-4, 7-6, og efter en tre timers regnvejrspause vandt hun også over Clara Tauson: 3-6, 7-6, 6-4. Veronika har spillemæssigt været i krise de seneste år og tæt på at slutte karrieren, men hun blev inspireret af søsteren Polinas succes i Brisbane i begyndelsen af året (se nederst): Veronika og Polina. Veronikas træner, mangeårige kæreste og senere ægtemand er den tidligere spiller og Armani-model Sergej Demekhin, hvilket hun måtte gøre en interesseret Holger Rune opmærksom på. Veronika fortsatte i Cincinnati med en klar 6-4, 6-3 sejr over Magda Linette og flotte 6-1, 6-2 over ex-russeren Varvara Gracheva. Kudermetova kæmpede godt og var nær ved at vende kampen i 7. parti, 3. sæt, men Jasmine Paolini vandt partiet, sættet og kampen: 6-3, 6-7, 6-3.
Der var mange gode og spændende kampe i Cincinnati - Cîrstea, Rybakina og Kudermetova gjorde det flot - men ligesom i Wimbledon endte turneringen her på nedslående måde: Jannik Sinner måtte opgive i finalen mod Carlos Alcaraz, og Swiatek slog Paolini i kvindernes. Suk.


● 29/7 - 2/8 Challenger, Warszawa (WTA 125): Katerina Siniaková vandt finalen over schweizeren Viktoria Golubic 6-1, 6-2, jf. Europe Today og WTA.

● 27/7 - 7/8 Omnium, Montreal, Canada (WTA 1000): Sorana Cîrstea tabte i første runde til Lulu Sun fra New Zealand. Eugénie Bouchards afskedsturnering sluttede med et nederlag til Belinda Bencic. Clara Tauson imponerede med sejre over Iga Swiatek (se BBC) og Madison Keys (se BBC), men tabte semifinale til Naomi Osaka, som virkede fornærmet, da hun tabte finalen til den unge canadier Victoria Mboko.

● 21/7 - 27/7 Citi Open, Washington (WTA 500): Anna Kalinskaja spillede med stor koncentration og stort overskud - kunne smile både af sine fejl og sine træffere, da hun slog Magda Linette og Clara Tauson og vandt semifinalen mod Emma Raducanu. Leylah Fernandez vandt den anden semifinale 6-7, 7-6, 7-6 over Jelena Rybakina og vandt også finalen over Kalinskaja, som var blevet småskadet. ~ Hos mændene vandt Alex De Minaur en tæt finale over den evige taber Alejandro Davidovich Fokina; det er  australierens 10. titel, mens Spaniens nr. 2 endnu ikke har vundet én eneste ATP turnering!

● 21/7 - 26/7 Prague Open (WTA 250): Katerina Siniaková vandt over Gabriela Ruse, men tabte til topseedede Linda Nosková. Marie Bouzková vandt over Tereza Valentová og i finalen over Nosková.

● 14/7 - 20/7 Iasi Open, Rumænien (WTA 250): Sorana Cîrstea vandt sine tre første kampe, men tabte 4-6, 3-6 i semifinalen til Jil Teichmann. Mere overraskende tabte Jaqueline Cristian i den anden semifinale til Cîrsteas jævnaldrende Irina Begu, som også vandt finalen over Jil Teichmann.

14/7 De nye ranglister: På WTA ranglisten pr. 14/7 opnåede Tatjana Maria takket være sejren i Queens sin hidtil højeste rangering, nr. 36, og takket være de gode Wimbledon resultater sprang Laura Siegemund op til 54; Siegemunds bedste er nr. 27 i august 2016. Dermed har de to "gamle" overhalet de unge siden ranglisten pr. 9/6. Eva Lys, nr. 56, er nu eneste unge tyske spiller på Top 100. Generelt er det mest opmuntrende, at både Mirra Andrejeva og Amanda Anisimova nu er i Top 10, og at Jelena Rybakina trods alt er nr. 13. På ATP ranglisten pr. 14/7 er det mest opmuntrende, at Taylor Fritz er nr. 4 og Lorenzo Musetti 7. Tør vi håbe på mere fremgang for August Holmgren (146)?


30/6 - 13/7: Nedslående afslutning på Wimbledon

FACIT
: Jo, der var gode og spændende kampe også ved dette års Wimbledon, men det er nedslående, at de to single-vindere blev tidens to kedeligste spillere. Både Jannik Sinner og Iga Swiatek spiller fantasiløst og ensformigt. Tennis-sporten er dårligt tjent med to så uinspirerende 'stjerner'.
RUMÆNERNE:
Sorana Cîrstea nåede som bedst fem gange tredje runde i Wimbledon: 2008, 2012, 2017, 2021 og 2023. Simona Halep vandt turneringen, jf. Min tennis 2019. Ana Bogdan og Patricia Tig nåede ikke gennem kvalifikationen, fem rumænere deltog i hovedturneringen i år, men tabte alle tidligt: Efter en usædvanlig uenighed med dommeren mistede Cîrstea koncentrationen og tabte 7-6, 2-6, 1-6 til Hailey Baptiste; Cîrstea forsøgte sig også i dobbelt med Anna Kalinskaja, men uden held. Kun Irina Begu kom videre fra første runde, men tabte i anden til Daria Kasatkina.
DANSKERNE: For første gang fire danske deltagere, jf. Eurosport, men både servesvage Elmer Møller og ustabile Holger Rune blev slået ud i første runde.
August Holmgren og Clara Tauson gik videre, og Holmgren imponerede med sejre over den franske Top 50-spiller Quentin Halys og og Top 30-spilleren Tomas Machac, jf. Ritzau og Tennisavisen. Holmgrens eventyr sluttede mod Alex De Minaur, der vandt 6-4, 7-6, 6-3. Tauson vandt over Anna Kalinskaja, der ikke gjorde meget væsen af sig, men vandt også en god kamp over Jelena Rybakina, hvis spil er gået i stå - en udfordring for træner Davide Sanguinetti, jf. The Express og Tennisupdate. Omvendt har Tauson har udviklet sit spil de seneste år; der er sket meget for Tauson og Rybakina, siden jeg så dem spille mod hinanden juli 2019 i Båstad. Men da Tauson mødte Iga Swiatek, var hun en skygge af sig selv, åbenbart syg, og Swiatek vandt 6-4, 6-1.
KVINDERNES TOP: Sidste års Wimbledon vinder Barbora Krejcíková var også sygdomsramt, men spillede alligevel, og så vandt
Emma Navarro, jf. AP. I en lige kamp vandt Amanda Anisimova over Linda Nosková og besejrede også Anastasia Palvljutjenkova. Aryna Sabalenka vandt med besvær over Elise Mertens, Emma Raducanu og veteranen Laura Siegemund. Men semifinalen vandt Anisimova vandt fortjent 6-4, 4-6, 6-4, jf. AP, BBC og Reuters, og hviderusseren kunne ikke acceptere nederlaget, men brokkede sig siden over et enkelt jubel-udbrud fra Anisimova: Mere hyklerisk bliver det ikke, for Sabalenka skriger og skråler selv konstant under kampene. Sympatiske Anisimova mistede brat sin far Konstantin kort tid før US Open i 2019, og mentalt 'slidt' holdt hun pause fra konkurrence-tennis 2023-2024, jf. Sporting News, men er nu tilbage. Iga Swiatek vandt den anden semifinale over Belinda Bencic og desværre også finalen over Anisimova: 6-0, 6-0 - en trist afslutning på en ellers god turnering for Anisimova, jf. Tennis Now, Reuters, BBC og AP.
DÅRLIGSTE OG BEDSTE KAMP:  Den forsvarende Wimbledon-mester Barbora Krejcíková spillede i første runde mod det filippinske håb Alexandra Eala; det blev en pinligt ringe kamp, som Krejcíková burde have vundet 6-0, 6-0, for Eala fik stort set kun points via tjekkens fejl, og dem var der mange af. Krejcíková vandt 3-6, 6-2, 6-1. Anden-runde-kampen mellem topseedede Aryna Sabalenka og tjekkiske Marie Bouzková blev kvindernes bedste kamp. For en gangs skyld passede TV-kommentator Michael Mortensens superlativer. De spillede begge varieret, inkl. net-spil, men den hviderussiske støjsender havde de to-tre afgørende slag til sejren på 7-6, 6-4.
DOBBELT-EKSPERTERNE: Katerina Siniaková imponerede i første runde single med en sejr på 7-5, 4-6, 6-1 over verdens-sekseren Qinwen Zheng, men tabte i anden til Naomi Osaka. I mix-dobbelt spillede Siniaková denne gang s.m. nederlandske Sem Verbeek; de gik hele vejen og vandt turneringen, jf. AP. I dobbelt spillede Siniaková igen s.m. Taylor Townsend, men favoritterne tabte i semifinalen. Elise Mertens vandt i tredje runde single 6-1, 7-6 over Jelina Svitolina, og Mertens spillede også en rigtig god kamp i fjerde runde, selv om hun tabte 4-6, 6-7 til Sabalenka. I dobbelt spillede Mertens s.m. Veronika Kudermetova, og de vandt finalen over Su-Wei Hsieh og Jelena Ostapenko: 3-6, 6-2, 6-4.
MÆNDENE: Den kroatiske veteran Marin Cilic overraskede positivt, da han slog det britiske håb Jack Draper ud, jf. Tennis Now, men tabte siden til Flavio Cobolli. Grigor Dimitrov vandt over franskmanden Corentin Moutet og fik en sensationel, flot start på kampen mod Jannik Sinner, men måtte opgive pga. en skade. Den tredje veteran Novak Djokovic rundede Wimbledon sejr nr. 100 - blev fejret af datteren Tara - og besejrede også Holmgrens banemand De Minaur. I semi-finalerne tabte Djokovic til Jannik Sinner og Taylor Fritz til Carlos Alcaraz. Sinner vandt finalen over Alcaraz:  4-6, 6-4, 6-4, 6-4.

22/6 - 28/6 BAD HOMBURG, Tyskland (WTA 500): Sorana Cîrstea tabte i kvalifikationen 2-6, 3-6 til Ajla Tomljanovic. Linda Nosková vandt over Tomljanovic og over Mirra Andrejeva, der er mindre god på græs. I semifinalen mod Jessica Pegula var Nosková var tæt på at vinde andet sæt og dermed kampen, men tabte desværre. 7-6, 5-7, 1-6. Pegula vandt også finalen: 6-4, 7-5 over Iga Swiatek.

16/6 - 22/6 BERLIN (WTA 500): Kvartfinalernes klassiske og 2½ timer lange opgør mellem Aryna Sabalenka og Jelena Rybakina blev vundet af støjsenderen 7-6, 3-6, 7-6, jf. WTA. Wimbledon-vinderen 2022 Rybakina blev overhalet af . Wimbledon-vinderen 2023, Marketa Vondrousová, som gik hele vejen med sejre over Madison Keys, Diana Sjnaider, Ons Jabeur, Sabalenka (semi), Xin Wang (finale).


Queen Of Queen's:
Tatjana Maria


16/6 - 22/6 Queen's Club, London (ATP 500): Den spanske veteran Roberto Bautista-Agut sejrede over Nuno Borges, Jakub Mensik og Holger Rune, men i semifinalerne tabte Agut til den 15 år yngre landsmand Carlos Alcaraz, mens Jiri Lehecka vandt over Jack Draper. I en velspillet finale vandt Alcaraz over Lehecka. Samtidig vandt Alexander Bublik finalen i Halle over Medvedev.

9/6 - 15/6 Queen's Club, London (WTA 500): For første gang siden 1973 var der en kvinde-turnering på det hyggelige anlæg i det Sydvest-London. Briternes Emma Raducanu kom flot fra start med sejre over den smilende spanier Cristina Bucsa og den dygtige slovak Rebecca Sramkova, men kunne ikke stille noget op mod Qinwen Zheng. Wimbledon 2022 vinderen, Jelena Rybakina, skulle møde Wimbledon semifinalisten fra samme år, Tatjana Maria, som først måtte gennem kvalifikationen. I hovedturneringen vandt Maria så over Leylah Fernandez 7-6, 6-2, og 6-7, 7-5, 6-1 over Karolina Muchová. Maria havde altså vænnet sig godt til græsset modsat Rybakina, som servede solidt, men fejlede returboldene og havde det svært med Marias midt- og netsøgende spil; Maria vandt 6-4, 7-6. Det samme skete for Madison Keyes i semi-finalen, som Maria vandt 6-3, 7-6. Trods fejl vandt Amanda Anisimova USA-opgøret med Emma Navarro, for Anisimova har de vinderslag, som den ellers dygtige Navarro savner, og Anisimova vandt også semifinalen over Zheng. Det blev en god turnering for Anisimova, selv om Tatjana Maria fortsatte sit netsøgende spil med mange slicede bolde og gode server og besejrede Anisimova i finalen: 6-4, 6-3. Det er det 37-årige familiemenneskes største titel efter kun tre mindre titler i karrièren (Mallorca 2018, Bogota 2022 og 2023), jf. BBC ~ The Guardian ~ LTA ~ Tennis Now ~ WTA ~ Wiki

9/6 - 15/6 Hertogenbosch, Nederlandene (WTA 250): Mange seedede spillere tabte undervejs, og turneringen splittedes i to uens halvdele. I første semifinale vandt Elise Mertens (seedet 3) 2-6, 7-6, 6-4 over Jekaterina Alexandrova (seedet 2) og afværgede 11 matchbolde til Alexandrova i andet sæt, jf. TV 2. I anden semi mødtes de to useedede Gabriela Ruse og Elisabetta Cocciaretto med Ruse som vinder. Mertens vandt finalen over Ruse med 6-3, 7-6, den 29-åriges 10. titel i single, jf. Tennis Now og WTA. 27-årige Ruse har foreløbig kun én WTA titel (Antalya december 2015), men flere kan komme.

15/6 Puszczykowo, Polen: Angelique Kerber meddeler, at hun har født sønnen Ben. Det er hendes andet barn efter datteren Liana, februar 2023, jf. Der Spiegel og Bild.


Markante skuffelser i Paris

25/5 - 8/6 Roland Garros, Paris (grand slam): Ligesom i Rom måtte Sorana Cîrstea trække sig med en skade. Gabriela Ruse begyndte godt med en sejr over McCartney Kessler, men tabte desværre til Paula Badosa. Rumæniens p.t. bedste, Jaqueline Cristian, som ikke har vundet en WTA titel endnu, spillede en imponerende kamp mod Iga Swiatek; det var ikke nok, og Iga Swiatek vandt den tætte kamp 6-2, 7-5, men blamerede sig med uforskammet skrig i hovedet på Cristian. Jelena Rybakina havde ingen problemer med den lettiske krudtugle Jelena Ostapenko: 6-2, 6-2. Lena begyndte fantastisk mod Iga Swiatek, men kunne ikke holde det høje niveau, og så vandt Swiatek 1-6, 6-3, 7-5, men Swiatek nåede igen at udvise dårlig opførsel, da Rybakina havde vundet første sæt, jf. Sportskeeda. 18-årige Mirra Andrejeva er en spiller i bedste udvikling, støttet af Conchita Martínez. Mirra fik god modstand af den smilende spanier Cristina Bucsa, men vandt dog 6-4, 6-3, og slog derefter Ashlyn Krueger, USA, med 6-3, 6-4. Kazakhen Julia Putintseva spolerede med et vist held Andrejevas spil, men så gik hendes eget spil i stykker, Andrejeva oppede sig og vandt 6-3, 6-1. I mødet med ex-russeren Daria Kasatkina viste Mirra igen sin styrke og vandt 6-3, 7-5. Kvartfinalen mod den franske overrraskelse Lois Boisson var desto mere skuffende: Andrejeva var overraskende defensiv, savnede variation og sjuskede. Boisson, som allerede havde slåetJessica Pegula, vandt 7-6, 6-3, men i semifinalerne gik den franske forhånd træt, også takket være en meget koncentreret og næsten fejlfri indsats af Coco Gauff, som vandt 6-1, 6-2. Den første semi var præget af dårligt spil, indtil Aryna Sabalenka minimerede fejlene i tredje sæt og vandt over Iga Swiatek: 7-6, 4-6, 6-0. Finalen handlede igen mest om at minimere fejlene; men Gauff vandt fortjent over støjsenderen Sabalenka: 6-7, 6-2, 6-4. Carlos Alcaraz vandt mændenes finale over Jannik Sinner i en 5½ timer lang kamp med supertiebreak i sidste sæt.

18/5 - 24/5 Geneva Open (ATP 250) & Internationaux de Strasbourg (WTA 500): På samme dag vandt de to Wimbledon 2022-vindere igen en turnering. Novak Djokovic vandt i Genève med knebne 5-7, 7-6, 7-6 finalen finalen over Hubert Hurkacz - serberens titel nr. 100, jf. Tennis Now. I Strasbourg fik Jelena Rybakina oprejsning for den sidste tids skuffelser, da hun med 16 serve-esser vandt finalen 6-1, 6-7, 6-1 over Ljudmila Samsonova; forud gik sejre over Beatriz Haddad Maya og Magda Linette. Det var Lenas første titel i over et år og den njiende i alt, jf. Tennis Now og WTA News.

Efter de sidste års skuffelser meddelte Caroline Garcia, som jeg så med hendes far og daværende træner Louis-Paul Garcia i Båstad 2017, at hun ophører med prof-tennis. Garcia havde en herlig udstråling - med skønne sejrs "flyveture" - og triumferede bl.a. ved årsafslutningen i 2022, hvor hun også var i US Open semifinalerne. Garcia opnåede 11 WTA titler og nr. 4 på ranglisten i september 2018. Frankrig har nu kun ex-russeren Varvara Gracheva i Top 100.



Cîrstea & Kalinskaja triumf

22/4 - 4/5 Mutua Madrid Open (ATP/WTA 1000): I en kamp på over 2½ timer tabte Sorana Cîrstea til Hailey Baptiste 2-6, 7-5, 6-7, men spillede også dobbelt med Anna Kalinskaja; parret vandt de første to kampe og kvartfinalen 6-0, 6-3 over Linda Nosková og Clara Tauson samt semifinalen 7-6, 6-4 over Sue-Wei Hsieh og Jelena Ostapenko. I finalen vandt det debuterende tennis-par Cîrstea og Kalinskaja over de rutinerede dobbeltspillere Veronika Kudermetova og Elise Mertens 6-7, 6-2, 12-10. Tjek WTA med video. Det er Cîrsteas sjette dobbelttitel i karrieren, den første siden Lugano 2019.

Jelena Rybakina vandt sin første kamp over Bianca Andreescu, men tabte 3-6, 4-6 til Jelina Svitolina. Iga Swiatek spillede ujævnt med knebne sejre over Alexandra Eala, Diana Sjnaider og Madison Keys - og modtog endda to 'æg'. I semien blev Swiatek fejet ud af banen med 1-6, 1-6 af Coco Gauff, men Gauff tabte finalen mod Aryna Sabalenka. Hos mændene vandt Casper Ruud finalen over Jack Draper; nordmandens første ATP 1000 sejr.

14/4 - 21/4 Porsche Grand Prix, Stuttgart (WTA 500): Elise Mertens opnåede en sjælden god turnering i single med sejre over Aliaksandra Sasnovitj og Diana Sjnaider, men tabte så til Sabalenka. Jekaterina Alexandrova gjorde det også fint med sejre over Ljudmila Samsonova, Mirra Andrejeva og Jessica Pegula. Jelena Ostapenko vandt over Dajana Jastremska, Emma Navarro og Iga Swiatek. Letten vandt derpå også semifinalen over Alexandrov og finalen 6-4, 6-1, jf. TennisNow, over verdens-etteren Aryna Sabalenka, som for fjerde gang tabte en finale i Stuttgart (jf. 2021, 2022 og 2023). Julia Görges vandt turneringen i 2011.

14/4 - 20/4 Rouen, France (WTA 250): Mens Jaqueline Cristian blev slået ud, nåede Gabriela Ruse semifinalerne, hvor hun dog tabte til Jelina Svitolina, som i finalen vandt over Olga Danilovic.

14/4 - 20/4 Barcelona Open, Spanien (ATP 500): Efter klare sejre over Casper Ruud og Karen Khatjanov gik Holger Rune hele vejen og vandt også finalen mod Carlos Alcaraz: 7-6, 6-2.

31/3 - 6/4 Charleston, South Carolina, USA (WTA 500): For første gang i lang tid kom Sofia Kenin rigtig langt i en turnering. Med energisk og pågående spil besejrede hun bl.a. Belinda Bencic, Daria Kasatkina, Anna Kalinskaja og Amanda Anisimova (udgik med skade), men tabte desværre finalen mod Jessica Pegula. Med sit vanlige afventende og forsigtige men sikre spil vandt Pegula 6-3, 7-5.


Nye teen-overraskelser i Miami

18/3 - 30/3 Miami Open, USA (WTA 1000)
: Sorana Cîrstea vandt i første runde over italieneren Elisabetta Cocciaretto med 6-3, 7-6 efter at have været bagud i tiebreak, men i anden runde blev Cîrstea besejret af Danielle Collins 6-4, 7-6. Også Kasatkina, Kenin, Rybakina, Tomova og Vekic blev stoppet i anden runde. Gabriela Ruse vandt i tre sæt over Polina Kudermetova i første runde og over Magdalena Frech i anden, men tabte til Sabalenka i tredje. 2 x Emma mødtes i anden runde, og noget overraskende var det Emma Raducanu, som vandt over Emma Navarro. Raducanu vandt så over McCartney Kessler og Amanda Anisimova. Det blev én af Raducanus bedste turneringer i lang tid, men desværre tabte hun til Jessica Pegula i kvartfinalen. Turneringens største overraskelse var den 19-årige filippiner Alexandra Eala, som besejrede Jelena Ostapenko, Madison Keys og Iga Swiatek. En historisk præstation. Desværre tabte Eala semifinalen til Pegula, mens Sabalenka vandt finalen over Pegula. Hos mændene gjorde Nick Kyrgios comeback, og efter 2½ års tørke vandt han endelig igen en kamp på ATP-touren, en sejr i tre sæt over Mackenzie McDonald, USA, men tabte så til Karen Khatjanov. Grigor Dimitrov nåede semifinalen, hvor han endnu engang tabte til Novak Djokovic. I finalen mødte Djoko, som håbede på sin turneringssejr nr. 100, den tjekkiske teenager Jakub Mensik, som forud havde slået bl.a. Jack Draper, Tomas Machac, Arthur Fils og Taylor Fritz. Finalen blev jævnbyrdig, begge servede og returnerede godt, men Djoko så mere og mere frustreret og træt ud, Mensik vandt 7-6, 7-6.

● Daria Kasatkina, der i 2022 sprang ud som lesbisk, og som har kritiseret Ruslands krigsførelse mod Ukraine, er blevet australier, jf. BBC og WTB. Allerede i 2015 skiftede en anden russer, Daria Gavrilova, også til Australien, hvor hun giftede sig med Luke Saville i 2021 og blev Daria Saville, jf. Wikipedia.


Strålende Mirra Andrejeva

Foto: WTA

5/3 - 16/3 BNP Paribas Open, Indian Wells, USA (WTA 1000)
: Sorana Cîrstea vandt i første runde over australske Maya Joint 6-2, 7-5, men tabte to matchbolde og dermed det 2½ timer lange revanche-drama mod Emma Navarro 6-3, 1-6, 6-7; Navarro blev senere slået af
Donna Vekic 7-6, 6-1, og Vekic endte i én af hendes nærved-kampe, da Madison Keys vandt 4-6, 7-6, 6-3. Mirra Andrejeva fortsatte sit glans-år med sejre over Varvara Gracheva, Clara Tauson, Jelena Rybakina og Jelina Svitolina; hun vokser spillemæssigt, fysisk og mentalt for vore øjne! I semifinalen mod den surmulende Iga Swiatek viste hun for alvor sin styrke. Da Swiatek tog andet sæt, kunne man tro, kampen var vendt, men Mirra kæmpede sig flot gennem tredje sæt til sejr: 7-6, 1-6, 6-3. 17-årige, snart 18-årige, Andrejeva fortsatte triumftoget med en 2-6, 6-4, 6-3 finalesejr over støjsenderen Aryna Sabalenka. Mirra takkede både dem, man bør takke, og sig selv. Teenageren hopper fra nr. 11 til nr. 6 på WTA ranglisten pr. 17/3, mens storesøster Erika er nr. 95.
Hos mændene gjorde Holger Rune det flot med sejre over Ugo Humbert, Stefanos Tsitsipas, Tallon Griekspoor og i semifinalen Daniil Medvedev. Førsteseedede Zverev var slået ud af Griekspoor, og i deres semifinale vandt englænderen Jack Draper over andenseedede Carlos Alcaraz. Den britiske komét fortsatte sit triumftog med en 6-2, 6-2 finalesejr over Rune og suser fra nr. 14 til nr. 7 på ATP ranglisten pr. 17/3, mens Rune går fra 13 til 12. Grigor Dimitrov er uændret 15, Taylor Fritz 4.

Fred Stolle * 8/10 1938  † 5/3 2025
 
Flashscore ~ Tennis Now ~ Wikipedia ~ Wimbledon 

25/2 - 2/3 ATX Open, Austin, Texas, USA (WTA 250): Sorana Cîrstea mødte i første runde en anden veteran, Laura Siegemund, og vandt 6-3, 0-6, 6-1. Endnu mere imponerende vandt Cîrstea i anden runde over andenseedede Diana Sjnaider: 6-3, 2-6, 6-4. Så lå vejen åben, men i kvartfinalen kom femteseedede McCartney Kessler på tværs. Kessler mødte i finalen Jessica Pegula, som vandt 7-5, 6-2.


Cîrstea og de unge i Dubai

Foto: WTA

16/2 - 22/2 Dubai Championships, Dubai, UAE (WTA 1000): Det blev de unges turnering, men Sorana Cîrstea gjorde det også godt. Cîrstea var på toppen i første-runde mod Daria Kasatkina med skarpe server og returbolde, 9 serve-esser og kun 2 dobbelt-fejl. Selv om Kasatkina vågnede op i andet sæt, vandt Cîrstea kampen 6-1, 6-4. Cîrstea fortsatte med en sejr i anden runde over den hårdtslående Alycia Parks: 3-6, 6-4, 6-1, og sluttede samme dag med en sejr i tredje runde i en over tre timers udmarvende kamp, hvor der blev kæmpet hårdt om hver eneste bold, men 34-årige Cîrstea over 23-årige Emma Navarro med 7-6, 3-6, 7-5. Efter kampen sagde Cîrstea: "I dag tilbragte jeg seks timer på banen, det var betemt ikke let. Nogle gange er tennis brutalt." Cîrstea besejrede således to USA-spillere på samme dag, og selv om hun kæmpede godt i kvartfinalen mod Karolina Muchová, var reserverne udtømt, og tjekken vandt 6-2, 7-5, men Cîrstea er tilbage på den store scene, jf. Tennis Up To Date.

Linda Nosková bekræftede sit gode spil fra Qatar med sejre over Julia Putintseva, Diana Sjnaider og Jessica Pegula, men tabte til Tauson.
Jelena Rybakina overlevede 6 matchbolde mod Paula Badosa og vandt også snævert over Sofia Kenin. Mirra Andrejeva imponerede med sejre over bl.a. Marketa Vondrousová, Peyton Stearns, verdens-toeren Iga Swiatek og i semifinalen også Rybakina. Clara Tauson sled sig igennem de to første kampe, men den svære sejr over Jelina Svitolina gav hende et skub fremad. Tauson spillede en fejlfri kamp mod verdens-etteren Aryna Sabalenka og vandt 6-3, 6-2. Tauson fortsatte med sejre over tjekkerne Nosková (kvartfinale) og Muchová (semifinale), men hendes dårlige fysik medvirkede til et klart finalenederlag. Efter et jævnbyrdigt første sæt vandt Mirra Andrejeva 7-6, 6-1; hun er den yngste vinder af en så stor turnering siden Martin Hingis i 1997 vandt Australian Open som 16-årig. På ranglisten pr. 24/2 hoppede Andrejeva fra nr. 14 til nr. 9, og Clara Tauson fra 38 til 23. Idet Sorana Cîrstea ikke nåede semifinalerne som i 2024, tabte hun trods det gode resultat mange points og faldt fra nr. 89 til nr. 120.


Store overraskelser i Qatar

Amanda Anisimova (foto: Tennis Channel)

17/2 WTA: WTA ranglisten 17/2 suser Anisimova fra nr. 40 d. 27/1 efter Australian Open til nr. 18 og Alexandrova fra 30 til 22. Men toppen uændret.

9/2 - 15/2 Qatar Open, Doha, Qatar (WTA 1000)
: En veloplagt Elise Mertens fejede Clara Tauson ud af banen med 6-0 i første sæt; mod slutningen af sættet viste Tauson sig (igen-igen) at være syg og måtte opgive. Efter et flot første sæt måtte Gabriela Ruse også trække sig, dog i tredje sæt, mod mandhaftige Maria Sakkari. Andrejeva, Jabeur, Kasatkina, Kudermetova-søstrene, Linette og Mertens faldt desværre inden de sidste kampe. 20-årige Linda Nosková dominerede med sikre tunge slag og vandt kampen mod Donna Vekic, der servede dårligt og har fået en dårligt start på dette år; Vekic' optrådte i egen spilledragt fra Donna Sport. Selv om det blev et (knebent) nederlag til Iga Swiatek, skabte Noskovás stærke spil store problemer for polakken. Marta Kostjuk spillede klogt og udholdende - og eliminerede tredjeseedede Coco Gauff, som lavede utroligt mange fejl, især i serv. Fremragende returneringer og stor udholdenhed gjorde udslaget, da Jekaterina Alexandrova vandt over verdensetteren Aryna Sabalenka: 3-6, 6-3, 7-6. Imponerende.
Jelena Rybakina servede relativt dårligt, men vandt dog over slovakken Rebecca Sramkova: 7-6, 6-2. I kvartfinalen spillede Rybakina et forfærdeligt første sæt mod Swiatek, men kom godt tilbage i andet og var kun ét point fra en tiebreak. Swiatek vandt 6-2, 7-5. Rybakina virkede stadig psykisk nedslået efter al træner-tumulten; hun og hendes nye træner Davide Sanguinetti må i arbejde for at få hende ud af krisen, jf. Tennis Now.
Efter kvartfinalerne var Swiatek eneste seedede spiller tilbage, for Alexandrova (Wiki) fortsatte sit eventyr i Qatar med en flot sejr over sjetteseedede Jessica Pegula: 4-6, 6-1, 6-1. Så var reserverne udtømt hos Alexandrova, der tabte semifinalen mod Amanda Anisimova, som spillede stærkt og kraftfuldt. Jelina Ostapenko vandt en fantastisk sejr over Swiatek: Mens andre trækker sig længere væk, trådte Ostapenko ind i banen og tog boldene endnu tidligere end Swiatek selv. Ud af deres fem indbyrdes kampe har letten vundet alle fem !! I finalen mellem de to useedede spillere vandt Anisimova (Wiki), idet hun besejrede Ostapenko (Wiki) med lettens eget power-spil: 6-4, 6-3, kronen på en turnering fuld af overraskelser og godt spil.


Simona Halep (foto: Nuta Lucian, Wikimedia)

3/2 - 9/2 Transylvania Open, Cluj-Napoca, Romania (WTA 250): Turneringen blev overskygget af meddelelsen om, at 33-årige Simona Halep trækker sig tilbage. Nyheden kom efter, at Halep - ligesom Gabriela Ruse og Sorana Cîrstea - blev slået ud i første runde. Halep var energibundtet, der aldrig gav op og fik en fantastisk karrière med bl.a. to grand slam sejre: French Open 2018 og Wimbledon 2019. Uden for banen oplevede hun i de sidste år modgang, især doping-sagen (se d. 5/3 på Min tennis 2024). Halep takkede Darren Cahill, som har betydet så meget for hende, og Cîrstea udtalte: "I aften græder jeg, for en del af mig trækker sig tilbage med dig. 27 års minder! Tak for alt, hvad du har gjort for vores sport, for Rumænien og for os alle. Jeg ønsker dig alt det bedste i dit nye kapitel af livet. Vi ses snart på den anden side", jf. Foto 1 ~ Foto 2 ~ Foto 3. I turneringens finale vandt Anastasia Potapova over Lucia Bronzetti.


3/2 - 8/2 Abu Dhabi Open, United Arab Emirates (/WTA 500): Jelena Rybakina, som vandt turneringen i 2024, ankom med en ny træner ved side, nemlig Davide Sanguinetti. Rybakina var seedet 1 og vandt sin første kamp, omend med et vist besvær (2-6, 6-4, 6-4), over Katie Volynets, USA. Rybakina vandt derefter endnu et tæt opgør mod Ons Jabeur: 6-2, 4-6, 7-6 (7-4), men tabte i et nyt tæt opgør mod Belinda Bencic: 6-3, 3-6, 4-6. Tjekkernes håb  Linda Nosková gjorde det fint med sejre over Magdalena Frech, Paula Badosa og Magda Lienette, men tabte så til Ashlyn Krueger. I finalen vandt Bencic over Krueger 4-6, 6-1, 6-1, Bencic' niende titel og den første efter datteren Bellas fødsel.

27/1 - 2/2 Linz, Österreich (WTA 500): Sorana Cîrstea gjorde comeback med en sejr over Arantxa Rus: 5-7, 6-2, 6-3. I anden-runde-kampen mod Tauson så man, at Cîrstea manglede noget endnu, selv om hun kæmpede godt og var tæt på at vende andet sæt, fik 4-4, servede, 40-40, flere fordele, men tabte partiet, og Tauson kunne serve til sejr 6-2, 6-4. Cîrstea havde generelt svært ved at styre returerne på Tausons tunge bolde, begik for mange dobbeltfejl i egen serv, og forhånden svigtede på vigtige tidspunkter, og så var det ikke nok, at baghånden fungerede fint. Det var trods alt dejligt at se Cîrstea igen - i elegant ny grøn spilledrag fra New Balance - og spillemæssigt noget at arbejde videre med Cîrstea og træner Sven Groeneveld. Tauson tabte klart semifinalen til Dajana Jastremska. I finalen begyndte Jekaterina Alexandrova bedst og vandt første sæt, Jastremska kom tilbage og vandt andet sæt, men Alexandrova tog det tredje sæt og vandt kampen, hendes femte WTA titel.

27/1 - 2/2 Singapore Tennis Open (WTA 250): Det blev den niende WTA-titel i single og den første siden oktober 2023 for Elise Mertens, da hun vandt finalen i Østen over Ann Li (USA) 6-1, 6-4.

20/1 - 26/1 Bengaluru (tid. Bangalore), India (ITF): Tatjana Maria og hele familien rejste fra Australien til Indien, hvor Tatjana vandt turneringen med en finalesejr over franske Leolia Jeanjean.
 

Keys kronet i AO


Madison Keys (foto: Si Robi, Wikimedia)


12/1 - 26/1, Australian Open, Melbourne (grand slam): Vi er vant til tjekkiske spillere i toppen, men her blev alle fire tjekkiske kvinder slået ud i første og anden runde, og hos mændene overlevede Jirí Lehecka anden runde og tabte så til Novak Djokovic. Trods ujævnt spil vandt Katerina Siniaková s.m. Taylor Townsend dobbelt-finalen mod Su-Wei Hsieh og Jelena Ostapenko: 6-2, 6-7, 6-3; parrets 2. grandslam, jf. Wimbledon 2024. Det gik heller ikke optimalt for rumænerne. Det nye håb, Anca Todoni, spillede i første runde et meget lige og fint første sæt mod Qinwen Zheng, som dog vandt kampen 7-6, 6-1. Sorana Cîrstea vendte tilbage efter skader, nu med Sven Groeneveld som træner, men tabte 4-6, 4-6 til Jelina Svitolina i første runde, selv om Cîrstea førte 4-3 i andet sæt. Gabriela Ruse spillede en stærk kamp mod Madison Keys, hvor Ruse kom bagud 0-4 i første sæt, men kæmpede sig tilbage og fik en tiebreak, som hun dog tabte; i andet sæt tog Ruse igen fire partier i træk og vandt sættet; i tredje sæt var Ruse tæt på en ny tiebreak, men Keys vandt 7-6, 2-6, 7-5. Den fjerde og nu bedste rumæner Jaqueline Cristian vandt over Petra Martic og Lucia Bronzetti, men tabte derefter til den charerende Eva Lys, som trænes af Torben Beltz; Lys var siden chanceløs mod Swiatek, men markerede sig.


Clara Tauson fortsatte sin gode stime, idet hun slog tjekken Linda Nosková i første runde og Tatjana Maria i anden runde, men måtte bøje sig for Aryna Sabalenka i tredje. Den 17-årige russiske komét Mirra Andrejeva vandt over Maria Bousková og Magdalena Frech, men tabte desværre også til den storskrålende Sabalenka; storesøster Erika Andrejeva slog en ukendt kineser, men tabte så til Beatriz Haddad Maia. Sofia Kenin, som vandt turneringen i 2020, var energisk, men begik for mange fejl, og så vandt Coco Gauff. Med vanlig udholdenhed og kampgejst vandt Donna Vekic andenrunde-kampen over Diana Sjnaider 7-6, 6-7, 7-5, men tabte med alt for ujævnt spil til Anastasia Pavljutjenkova. Veronika Kudermetova gjorde comeback med første-runde-sejr 6-1, 6-1 over australieren Olivia Gadecki, i anden runde 7-6, 2-6, 6-2 over Katie Boulter og endnu stærkere i tredje runde over Haddad Maia 6-4, 6-2, men i fjerde runde tabte hun til Svitolina, idet hendes spil kollapsede efter en fin start.


Jelena Rybakina begyndte med tre forholdsvis lette sejre, men mødte så Madison Keys, der spillede et fremragende første sæt, Rybakina kom tilbage, men ikke overbevisende og bevægede sig halvdårligt, måske rygproblemer, og så endte det med sejr til Keys på 6-3, 1-6, 6-3. Madison Keys, som trænes af ægtemanden Bjorn Fratangelo, fik et fantastisk forløb: Først med den tætte sejr over Gabriela Ruse og så de følgende sejre over Danielle Collins og Jelena Rybakina. I semifinalen vandt Keys over Iga Swiatek: 5-7, 6-1, 7-6 (10-8); de to første sæt var ikke velspillede, men tredje sæt havde både godt spil og stor spænding og gik i match-tiebreak. Den snart 30-årige Keys, som blev professionel i 2009, kronede karrieren med sin første grand slam sejr: 6-3, 2-6, 7-5 over Aryna Sabalenka.


Mændenes turnering skuffede for det meste. Elmer Møller udgik i første runde og August Holmgren i anden runde af kvalifikationen. I hovedturneringen måtte Holger Rune bøje sig for Jannik Sinner. Novak Djokovic havde kikket den indtil da suveræne Carlos Alcaraz ud, returnede fantastisk og opnåede en fire-sæt-kvartfinale-sejr. I semifinalen mod Alexander Zverev måtte Djoko udgå med en skade efter at have tabt første sæt i tiebreak, og i en tam finale vandt Sinner sikkert over Zverev.



Den anden Kudermetova 'down under'

30/12 2024 - 5/1 Auckland, New Zealand: Turneringen har mistet sin glans siden Julia Görges i sin tid stod i tre finaler og vandt de to: 2018 og 2019. I år deltog Clara Tauson og nåede finalen efter godt spil og sejre over Lucrezia Stefanini, Sofia Kenin, Madison Keys og Robin Montgomery. Tauson vandt også finalen, idet Naomi Osaka måtte trække sig efter første sæt. På ranglisten for 6. januar sprang Tauson fra nr. 50 til 41.  38-årige Gaël Monfils vandt mændenes finale over belgieren Zizou Bergs.

29/12 2024 - 5/1 2025, Brisbane, Australien: Den store overraskelse var Polina Kudermetova, som gik hele vejen til finalen, hvor hun dog tabte til Sabalenka. Forinden havde Polina vundet over Ljudmila Samsonova, Daria Kasatkina, Ashlyn Krueger og Anhelina Kalinina. Finalen betød, at 21-årige Polina sprang 50 pladser fra nr. 107 til nr. 57 på ranglisten for 6. januar: Polina overhalede dermed sin 27-årige søster Veronika (nr. 77), der har oplevet en nedtur.


Opdateret d. 5/10, 2025