|
"Antichrist"
og "Kærestesorger"
Jeg læser, at der er almindelig skuffelse i filmbranchen og blandt
filmkritikere over de danske film i 2009. To af vore mest markante
instruktører udsendte ellers nye film i 2009, nemlig Nils Malmros
”Kærestesorger” og Lars (von) Trier ”Antichrist”. Begge lever op til det
ofte højtbesungne ideal om at være personlige film, men de kan dårligt
være mere forskellige.
Trier: Den store kunstner?
Lars (von) Trier (født 1956) markedsføres som tidens store, internationale
film-kunstner med meget stort K, inkl. diverse excentriske træk. Med sit
kunstnernavn ønsker han at vække associationer til fordums giganter i
filmhistorien som Josef von Sternberg og Erich von Stroheim. De to herrer
havde efter alt at dømme også selv tillagt sig deres ’von’. Triers nye
film ”Antichrist” tilegnes i slutteksterne den russiske filminstruktør
Andrej Tarkovskij, og filmen selv er desuden fuld af hentydninger til
Ingmar Bergmans og Carl Th. Dreyers film. I min vurdering af Triers film
er disse hentydninger et forsøg på at trække sig selv op ved hårene til
den store kunstnerliga. Samtidig gøres der i markedsføring af Trier og
hans film meget ud af ’det personlige’ – eller vel snarere det private –
så man skal få det indtryk, at filmene meget langt er udtryk for hans egne
fobier, traumer, mareridt, drømme osv.. Men er det ikke ligegyldigt for
filmene og deres kvaliteter? Når kunstværker én gang har forladt
’værkstedet’, er de overladt til os, modtagerne, og må leve eller forlise
på det, de faktisk giver udtryk for.
Med sine film placerer Trier sig i den internationale bølge af såkaldt
’postmoderne’ film, et begreb der i høj grad dækker over det gamle koncept
’kunst for kunstens skyld’, inkl. de mange referencer til anden kunst, og
det dækker også en tvetydighed, som præger Triers film meget. Lige meget
hvad Trier måtte sige om sig selv og sine film, og her har han uden tvivl
lært ét og andet af gamle Alfred Hitchcocks måde at gøre PR på, herunder
at vildlede tilskuerne i forståelsen af filmene, er det vores –
tilskuernes – oplevelse af den faktiske film, der tæller. Trier optræder i
interviews ofte som den ’progressive’ og ’ateistiske’ type, der gør sig
godt i visse akademiske miljøer, men hans film er – formodentlig ligeså
bevidst – dybt tvetydige: Han ’leger med’ både kristelige og ateistiske
elementer, men den form, han har valgt, gør ’legen’ vigtigere end
substansen.
Instruktørens private små cirkler
Triers film er netop også ’internationale’, og det skal utvivlsomt være en
dyd, at der ikke tales dansk i hans film, og at der ikke er nogen som
helst fornemmelse af noget nationalt og jordbundet – et konkret sted
hvorfra denne kunstners verden udgår. Skuespillerne hentes fra den store
vide verden, England, Frankrig eller USA, lige meget, bare det er store
navne – lige meget for de skal ikke formidle en genkendelig
menneskeverden, men reflektere kunstnerens autonome univers.
Endelig gør Trier også sit bedste for at leve op til den forestilling, at
store kunstnere også er store provokatører. Han indlægger altid elementer
i sine film, som utvivlsomt vil virke provokerende, og det er næsten altid
noget seksuelt – eksplicitte billeder som ellers kun hører til pornofilm.
Således også i ”Antichrist”, hvor der er billeder af ikke blot kønsdele og
kønsdele i ’normal’ seksuel funktion, men også kønsdele, der skamferes.
Igen får man mistanken, at det vigtigste er provokationen, ikke
fortællingen, og sekundært, at han gerne vil overgå Ingmar Bergman fra
”Stilheden” og ”Hvisken og råb”. Men man var aldrig i tvivl om, at Bergman
havde noget væsentligt på hjerte i sine film, lige meget om de lykkedes
helt eller ej. Triers ærinde og oprigtighed, som filmene udtrykker dem,
kan man derimod nemt være i tvivl om.
Ansatser som ikke bliver til noget
”Antichrist” indeholder ansatsen til en historie om et par og et
parforhold i krise. De har mistet et barn, og det har tilsyneladende
ødelagt deres forhold. Måske omkom barnet sågar ved en ulykke, mens parret
havde samleje, og seksualiteten er tilsyneladende det eneste, de har
tilbage. I dens stadigt mere ekstreme og forvredne form er den uden
fremtid, for den fører direkte over i vold og selvødelæggelse. Ud over de
’interne’ associationer i filmens billedsprog til andre film og til
malerkunst optræder en række symboltunge elementer, der vækker
associationer til religiøse og ’middelalderlige’ motiver, såsom Edens
Have, offerlam og hekse, samt både Freud og Nietzsche.
Alle disse ’fine’ hentydninger
fremmer ikke forståelsen af de to hovedpersoner. Skal vi opfatte hende som
noget i retning af en farlig heks, eller se skildringen som en slags
psykoanalyse af en kvinde martret af skyldfølelse? Skal vi anse ham for en
forstående ægtemand, der gør alt for at hjælpe hende og forholdet videre,
men afvises deri af hende, eller som en omklamrende og i sidste ende
undertrykkende dominerende person, der ikke vil give hende og hendes sorg
plads? Det hele er i filmen og mere til, men der er ingen klarhed. Vi er
lukket inde i et fortænkt mareridtsuinvers.
Der er ingen tvivl om, at Triers film har
en samlende motiv-kreds af seksualitet, sorg, skyld, lidelse, soning og
død, men jeg har svært ved at se, at de er det væsentlige i filmene. Det
væsentlige er den kunstneriske, finkulturelle og elitære prætention.
Triers film skal frem for
alt demonstrere, at Trier er en stor
filmkunstner, der hører hjemme i filmens panteon blandt Bergman, Dreyer, Sternberg, Tarkovskij
og andre.
Malmros: Opgør med det overfladiske
Nils Malmros (født 1944) tilhører et andet årti og en anden
filmkunstnerisk retning end Lars (von) Trier. Malmros’ ofte udtalte
inspiration fra den franske nybølge, især François Truffauts film,
bekræftes til fulde af filmene selv i deres indgående beskæftigelse med
børn og unge, med livets alvor, med lidelser og sygdomme, anfægtelser og
’arv’. Men selv om Malmros har et slægtskab med én af de største i
europæisk filmhistorie, er han ikke den postmoderne type for hvem lige
netop denne reference eller denne kunstnerrolle med stort K er det
’saliggørende’. Malmros er ikke postmoderne, men moderne. Han vil noget
med sine film: Han vil fortælle nogle historier, der gør op med
overfladiske og idylliserede forestillinger om livet, ikke mindst børns og
unges tilværelse. Her er Freud ikke bare en reference blandt mange andre
hentydninger; her er psykoanalysens afdækning af de kræfter, der former (barne-)sindet,
en rød tråd i filmenes menneske- og verdensbillede.
Den århusianske læge laver ikke mindre personlige film end f. eks. Trier,
tværtimod. Alle mulige beretninger tyder på, at Malmros trækker på
erfaringer og oplevelser fra sit eget liv i næsten alle filmene, men
filmene er ikke private. Filmene er ikke til for Malmros’ egen skyld, for
at give ham en kunstnerstatus. Filmene fortæller deres historier, så
historierne får deres eget liv og deres egne dybder. Vi behøver ikke at
vide noget om privatpersonen Malmros, og ikke desto mindre er der kun én
af Malmros’ film, som ikke i sig selv er en genkendelig og ægte
Malmros-film, nemlig ”Barbara” efter Jørgen-Frantz Jacobsens roman.
Fra Aarhus til Viborg
Malmros’ 2009-film, ”Kærestesorger”, lægger op til et gensyn med velkendte
Malmros-motiver og temaer: Unge mennesker, her gymnasieelever i Viborg, og
deres vanskeligheder i en kritisk fase af deres personlige udvikling. Har
man set flere af Malmros’ tidligere film, lever den nye film op til de
kvaliteter, vi forventer, mht. træfsikker miljøbeskrivelse og varieret
persongalleri. Selv om vi har forladt Malmros’ eget Århus og ikke længere
hører den skrækkelige Århus-dialekt, og selv om Viborg-miljøet generelt
står mere anonymt og rigsdansk, er beskrivelsen af forskellige familier og
miljøer lige på kornet. Menneskeskildringen er lysende og varm – alle får
deres individualitet – og Malmros kombinerer ubesværet brugen af ukendte
og kendte skuespillere.
”Kærestesorger” er styret af en personlig fortæller og -stemme, nemlig
gymnasiasten Jonas, der fra et ikke nærmere defineret tidspunkt fortæller
om de tre år i gymnasiet og hans forhold til Agnete fra samme årgang. Det
er måske en del af forklaringen på, at filmen står svagere end visse af
Malmros’ tidligere film med lignende motiver og temaer. Jonas selv er
nemlig en pæn og veg fyr, mens Agnete er et anderledes kompliceret,
dybtfølende og lidende menneske, men da vinklen og indsigten er Jonas’,
fremtræder filmens og Agnetes drama ikke så stærkt og intenst, som det
havde fortjent.
I medmenneskets tjeneste
Selv om Malmros’ ofte vælger en tilbageskuende tilgang, er der fremtid i
hans film - i det, han vil med at lave film - og det er trist, hvis
Malmros nu ikke vil lave flere film. For andre danske filminstruktører, også for dem der måtte
være mere optagede af deres samtid, for dem alle er der noget at lære af Malmros,
hans professionelle omhu – og hans ståsted. Malmros lever op til Emile
Zolas udødelige definition af al god realistisk kunst, nemlig at
kunstværket viser et hjørne af virkeligheden set gennem en kunstners
temperament. Malmros tager mennesker alvorligt.
Når mange først blev en anelse skuffede over ”Kærestesorger”, skyldes det
ikke mindst høje forventninger til en Nils Malmros-film. Lidt mere på
afstand og ved gensyn i DVD-udgaven vinder filmen ’points’ tilbage.
”Kærestesorger” eksemplificerer en filmkunst i medmenneskets tjeneste, en
filmkunst der blomstrer i en ’have’ et sted i Danmark – fjernt fra det
trierske luftkastel og fortænkte mareridtsunivers.
© Bo Torp Pedersen, 2009
|
Antichrist
IMDb
A. O. Scott
Christian Monggaard
Mick LaSalle
Tobias
Lynge Herler
Kærestesorger
IMDb
Filmz
Kulturkapellet
Mikkel Hilgart
Tobias
Lynge Herler
|