retur til forsiden

MIN TENNIS 2022
 

Flashscore ~ Tennis Explorer ~  Tennis i TV ~ AP Tennis ~ ATP-news ~ ATP-rangliste ~ ATP-1-ere ~ BBC ~ DTB ~ DTF kalender ~ DTF nyheder ~ DTF ranglister ~ ESPN ~ Orange ~ Sportskeeda ~ SVT ~ t-avisen ~ t-books ~ t-net ~ t-now ~ t-online ~ TV 2/Sport ~ WTA-news ~ WTA-rangliste
 




● Seoul, Sydkorea, 25/9: Efter sejre over bl.a. Eugénie Bouchard tabte Tatjana Maria desværre semifinalen til Jekaterina Aleksandrova, som i finalen også slog Jelena Ostapenko.
● Tokyo, Japan, 25/9: Efter bl.a. en kvartfinale sejr over Beatriz Haddad Maya tabte Veronika Kudermetova desværre semifinalen mod Q. Cheng, som i finalen selv tabte til Ludmila Samsonova.
● Ceuta, Spanien, 24/9: 22-årige Olga Helmi fra Birkerød imponerede med tre sejre og gik til finalen mod 29-årige svensker Louise Brunskog. Da Helmi førte 4-0 i første sæt, måtte Brunskog trække sig, og Helmi kunne notere sig for en flot IFT-turneringssejr.
● Berkeley, USA, 23/9: 18-årige Johanne Svendsen fra Hørsholm-Rungsted deltog i IFT turneringen og vandt de to første kampe. I den tredje tabte hun desværre til den 32-årige Madison Brengle, USA, nr. 60 på WTA-ranglisten pr. 19/9
 


Siniaková fra New York til Portoroz



Tjekken Katerina Siniaková med den karakteristiske serv og baghåndsreturnering er verdens bedste dobbeltspiller, men vil gerne længere frem i single. Det kom hun i Slovenien - trods jetlag og træthed - og vandt sin tredje WTA titel i single
Billeder fra venstre: 2015, 2016 og 2019, hhv. Tatiana,  Wikimedia 1, Si Robi, Wikimedia 2 og Wikimedia 3


● Portoroz, Slovenien, 12/9-18/9: Hun nåede et enkelt glas champagne oven på US Open sejren i dobbelt, men så afgik flyet mod Europa og Slovenien, hvor Katerina Siniaková gerne ville markere sig i single, og trods jetlag begyndte Siniasková med sikre sejre over Martina Trevesian og Jodie Burrage. Efter skuffelsen i US Open ville Jelena Rybakina gerne gøre det bedre og vandt først over Laura Siegemund og Tereza Martincová og dernæst med fremragende, næsten fejlfrit spil over den godt kæmpende rumæner Ana Bogdan, som forud havde imponeret med sejre over Ajla Tomljanovic og Beatriz Haddad Maia. Med få timers mellemrum spillede Siniaková kvartfinale, hvor hun slog Jasmine Paolini, og semifinale, hvor hun slog den tyske overraskelse Anna-Lena Friedsam. Sandelig om ikke Siniaková også vandt den meget jævnbyrdige finale mod Rybakina: 6-7, 7-6, 6-4. Imponerende!
PS Ana Bogdans yngre rumænske kollega, Jaqueline Cristian, vandt d. 18/9 ITF turneringen i Neubourg, Frankrig

Til venstre: Linda Fruhvirtová. Foto: DarDarCH, Wikimedia

● Chennai, India, 12/9-18/9: For første gang i flere år blev der afviklet en WTA-turnering i India, hvor den fugtige varme gav mange problemer. Det sidste nye stortalent fra tjekkisk kvindetennis, den 17-årige Linda Fruhvirtová, slog Rebecca Peterson, et svensk håb som synes slukket, den lovende russer Varvara Gratjeva og argentineren Nadia Podoroska. Ja, den useedede teenager nåede helt til tops og besejrede i finalen den 3.-seedede polak Magda Linette 4-6, 6-3, 6-4. Fantastisk!
Se også afsnit om tennis-søstre nedenfor
 


Torsdag d. 15/9 kom den frygtede meddelelse om, at 41-årige Roger Federer slutter karrieren, jf. AP (1), AP (2), ESPN, Wikipediaog Min tennis 2012-2013 (rul ned)

Generationsskiftet

Iga Swiatek & Ons Jabeur  (Fotos: Si Robi, hhv. Wikimedia 1, Wikimedia 2)

12/9 2022: Rangerlisterne efter US Open markerer noget af et generationsskifte. Carlos Alcaraz er den hidtil yngste verdens-etter hos mændene, og aldrig har en nordmand været så højt placeret, jf. ATP 12/9
Hos kvinderne lægger US Open finalisterne sig også i toppen, idet Iga Swiartek fastholder førstepladsen, og Ons Jabeur stiger til nr. 2. Coco Gauff er for første gang i Top 10, Caroline Garcia vender tilbage til Top 10, og Veronika Kudermetova nærmer sig, 5 pladser frem til nr. 13, mens Jelena Rybakina desværre forbliver nr. 25 og Sorana Cirstea er nede som nr. 38, jf. WTA 12/9
 


Casper Ruud & Carlos Alcaraz  (Fotos: Si Robi, hhv. Wikimedia 3, Wikimedia 4)

● 29/8 - 11/9 US Open, New York, USA (grand slam): Mens Angelique Kerber holder pause pga. graviditet, gjorde Tysklands nye håb, Jule Niemeier, det rigtig godt med sejre over bl.a. Sofia Kenin og Julia Putintseva, men tabte så til verdens-etteren Swiatek. Caroline Garcia fortsatte sin gode comeback-stime med sejre over bl.a. Bianca Andreescu, Alison Riske og Cori Gauff. I semifinalen tabte Garcia dog til Ons Jabeur, som så skulle møde Iga Swiatek i finalen; den vandt Swiatek 6-2, 7-6: Det er Swiateks tredje grand slam titel efter French Open 20 og 22.
Hos mændene vandt den 19-årige spanier Carlos Alcaraz finalen 6-4, 2-6, 7-6, 6-3 over den 26-årige nordmand Casper Ruud. Tjekkerne Barbora Krejciková og Katerina Siniaková vandt kvindernes dobbelt-titel med en finalesejr på 3-6, 7-5, 6-1 over Caty McNally og Taylor Townsend fra USA.
Mens Clara Tauson tabte i første runde til Garbiñe Muguruza, vandt Holger Rune over tyske Peter Gojowczyk og gik videre uden kamp, da den 37-årige John Isner var blevet skadet, men danskeren tabte så klart til briten Cameron Norrie. De danske håb var herefter de tre piger i junior-turneringen, men Natacha Schou kom ikke gennem kvalifikationen, og Rebecca Munk Mortensen tabte sin første kamp i hovedturneringen. Til gengæld vandt Johanne Svendsen sin første kamp 6-3, 7-6 over Katherine Hui fra USA, men tabte så desværre til canadieren Kayla Cross.
 


● 21/8 Hørsholm: Ved de danske mesterskaber for hold begyndte Gentofte kvindernes finale stærkt, da Hannah Viller Møller vandt over hjemmeholdets Anna Klasen, men så tog Johanne Svendsen fat og besejrede Emilie Francati; Kajsa Persson og Mathilde Tranberg fulgte godt op. Men Gentofte vandt de to doubler, og så gik finalen ud i et gyldent opgør mellem Johanne Svendsen og Kajsa Persson for HRT og søstrene Emilie og Helena Francati for Gentofte: Kneben sejr til Svendsen og Persson og mesterskab til HRT. KB's mænd vandt finalen over Gentofte, som således også her fik sølv.

● 15/8 - 21/8 Cincinnati, USA (1000 pts.): Comeback-stimen fortsatte for Caroline Garcia, som vandt turneringen med finalesejr 6-2, 6-4 over Petra Kvitová. Det er Garcias 11. titel i karrieren.

● 8/8 - 14/8 Toronto, Canada (1000 pts.): Jelena Rybakina tabte en jævnbyrdig, velspillet og spændende kamp mod Cori Gauff: 4-6, 7-6, 6-7. Simona Halep vandt en forrygende finale over det nye navn fra Brasilien, Beatriz Haddad Maia, 6-3, 2-6, 6-3. Hvilket gennembrud for den 26-årige brasilianer og hvilket comeback for den 30-årige rumænske slider; det er to år siden, Simona Halep sidst vandt en turnering; dette er hendes 24. titel i alt. Takket være sejren her vender Halep tilbage i Top Ti, og takket være sejren i San José vender Daria Kasatkina også tilbage i Top Ti, jf. WTA 15/8. Men ranglisterne er misvisende pga. den tåbelige beslutning om ikke at give points for Wimbledon-turneringen; Jelena Rybakina er således nede som nr. 25. Danske Clara Tauson er pga. skader og nederlag nr. 47, mens Holger Rune er nr. 29 hos mændene, jf. ATP d. 15/8.
 


Finalisterne i Vejle: Hannah Viller Møller og Johanne Svendsen (foto: DTF)

● 1/8 - 7/8 Silicon Valley Classic, San José: En styrket Veronika Kudermetova slog i de to bedste kampe italienske Camila Giorgi 7-6, 4-6, 7-5 og Ons Jabeur 7-6, 6-2. Men i semifinalen tabte Kudermetova til Shelby Rogers, der forud imponerede med sejre over Bianca Andreescu, Maria Sakkari og Amanda Anisimova. Daria Kasatkina besejrede Rybakina, Sabalenka, Badosa, vandt finalen over Rogers 6-7, 6-1, 6-2, og opnåede således sin femte titel i karrieren.

● 1/8 - 7/8 Citi Open, Washington: Australieren Nick Kyrgios vandt igen en turnering, den 7. titel i karrieren, med finalesejr over amerikaneren Nishioka. Forinden havde Kyrgios også slået Mikael Ymer, Frances Tiafoe og Reilly Opelka.
● 1/8 - 7/8, Frederiksberg: Rebecca Munk Mortensen (KB) vandt ITF W15 turneringen med en finalesejr over canadieren Jessica Alsola: 5-7, 6-1, 6-3.
● 25/7 - 31/7, Vejle: ITF W15 turneringen sluttede med en ren dansk finale, hvor Johanne Svendsen (Hørsholm-Rungsted) besejrede Hannah Viller Møller (Gentofte) 6-1, 6-0.
● 25/7 - 31/7, Poland Open, Warszawa (250 pts.):
 Så vandt Caroline Garcia endelig en turnering igen. Undervejs til finalen slog hun verdens-etteren Swiatek. I finalen vandt Garcia 6-4, 6-1, over Ana Bogdan, som på sin vej til finalen bl.a. besejrede Katerina Siniaková.
● 19/7: Daria Kasatkina meddeler, at hun er lesbisk, og kritiserede desuden det russiske regime, jf. BBC
 


Wimbledon overraskelser

 
Årets herlige oplevelser og overraskelser i Wimblendon: Vinderen Jelena Rybakina og semifinalisten Tatjana Maria (fotos: Wimbledon)


27/6 - 10/7 London: Årets Wimbledon turnering var problematisk. Arrangørerne udelukkede alle russiske og hviderussiske spillere; dernæst annullerede ATP og WTA endnu mere urimeligt alle ranglistepoints for turneringen, hvilket især gik ud over turneringens to store positive overraskelser: Tatjana Maria og Jelena Rybakina. Tatjana Maria (t.h.) slog Sorana Cirstea 6-3, 1-6, 7-5, og den snart 35-årige to-barns mor fortsatte med sensationelle sejre over Maria Sakkari (6-3, 7-5) og Jelena Ostapenko (5-7, 7-5, 7-5), de største sejre i hendes karrière. Tysk kvindetennis nye håb Jule Niemeier havde sensationelt besejret andenseedede Anett Kontaveit (6-4, 6-0) samt Lesia Tsurenko og Heather Watson; men den tysk-tyske kvartfinale vandt Tatjana Maria 4-6, 6-2, 7-5. Verdens-etteren Iga Swiateks sejrsstime blev brudt af Alizé Cornet, og Angelique Keber tabte til Elise Mertens, men hverken Cornet eller Mertens gik hele vejen. Jelena Rybakina gik til semifinale via sejre over bl.a. Petra Martic og Ajla Tomljanovic, og her vandt Rybakina så klart som 6-3, 6-3 over Simona Halep, vinderen fra 2019, mens Tatjana Maria skulle møde familiens veninde Ons Jabeur. Tuneseren vandt den underholdende kamp 6-2, 3-6, 6-1, men Maria har glædet mange med sit varierede og usædvanlige spil. Til gengæld vandt Rybakina finalen over Jabeur: 3-6, 6-2, 6-2. Med gode dybe slag og ryk til nettet hentede den høje, elegante kazakh sin og sit lands første grand slam sejr. Den 23-årige Rybakina har således indfriet de forventninger, vi fik i Båstad juli 2019. PS: Interview med Rybakinas træner siden 2019, Stefano Vukov.
Hos mændene blev 37-årige, 208 cm høje John Isner ganske vist slået ud af den unge italiener Jannik Sinner, men forinden slog Isner krotaten Ivo Karlovis verdensrekord med 20 og nåede op på 13.748 serve-esser siden 1991, mere end 2.000 over Roger Federer på tredjepladsen. Isner slog med 253 km/t for nogle år siden Karlovics rekord i den hårdeste serv nogen sinde. Isner har også en tredje rekord: den længste tenniskamp, den 11 t/5m lange kamp mod Nicolas Mahut dagene 22/6-24/6 2010 i Wimbledon. Men mændenes finale stod mellem Novak Djokovic og Nick Kyrgios, som bør glæde sig over at være kommet så langt, for han kæmper både med sig selv og modstanderen. Djokovic fejrede sin bryllupsdag med en 4-6, 6-3, 6-4, 7-6 sejr; det er hans 7. sejr i Wimbledon, den 4. i træk og hans 21. grand slam titel, dvs. blot én mindre end Nadal, men én mere end Federer.
Johanne Svendsen indledte junior-turneringen med en lidt usikker sejr på 6-3, 6-3 over Mia Slama fra USA, men tabte desværre i anden runde til polakken Olivia Lincer 6-7, 5-7. I kvindernes double stod finalen mellem det belgisk-kinesiske par Elise Mertens og Shuai Zhang og det tjekkiske par Barbora Krejciková og Katerina Siniaková; Siniaková var suveræn, og tjekkerne vandt 6-2, 6-4. Det er parrets anden Wimbledon titel (2018, 2022), og parret også har vundet Australian Open (2022) og French Open (2018, 2021). Mertens vandt Wimbledon-doublen sidste år s.m. Hsieh Su-Wei, Taiwan.

● 25/6 Eastbourne, England: Petra Kvitová vandt finalen over Jelena Ostapenko - hendes 29. titel.

● 20/6 - 25/6 Bad Homburg Open: Den beskedne tyske græs-turnering bød på comeback af 32-årige Sabine Lisicki, en grumt sygdomsramt spiller; Lisicki vandt de to første kampe, men måtte i en meget lige kamp bøje sig for Caroline Garcia. Snart 35-årige Tatjana Maria opnåede kun enkelt sejr, men den blev fejret af hele familien, for så at tabe til Alizé Cornet, og franskmanden slog også en tredje tysk veteran, 34-årige Angelique Kerber. Den fjerde af Tysklands endnu aktive "gyldne piger", 34-årige Andrea Petkovic, tabte allerede i første runde til Daria Kasatkina. Hvor er efterfølgerne? 22-årige Jule Niemeier er med kraftfuldt spil på vej frem, og 18-årige Nastasja Schunk ligeså, men i Bad Homburg triumferede franskmændene: Dels Cornet, dels Garcia med finalesejr over Bianca Andreescu, Garcias første turneringssejr i lang tid.
● 19/6 Berlin Open: Min tjekkiske yndling Katerina Siniaková vandt doublefinalen s.m. australske Storm Sanders over det fransk-schweiziske par Alizé Cornet og Jil Teichmann. I single måtte Belinda Bencic trække sig i finalen, så Ons Jabeur blev vinder.
● 19/6, Raanana, Israel: Lillesøster Polina Kudermetova vandt finalen over en anden russer, Maria Timofejeva: 4-6, 6-4, 7-5.
● 19/6, Halle, Tyskland: Endnu en flov indsats af den nye verdens-etter Daniil Medvedev i den kendte græsturnering, som Roger Federer har vundet flere gange. Polakken Hubert Hurkacz vandt finalen, og det er hans femte turneringssejr i hans unge karrière.
 


Mónica Puig stopper

13/6:
Det kom ikke helt uventet, men det er ikke mindre trist af den grund. Puertoricanske Mónica Puig har siden OL triumfen i 2016, været skadesplaget. I stedet har hun brugt tid på universitetsstudier og forsøgt genoptræning. Puig er nu tilknyttet den amerikanske TV-station ESPN og kommenterede senest French Open. Konsekvent stopper hun sin aktive, professionelle karrière. Statistikken er ikke så imponerende, men vi har ikke desto mindre mistet en herlig, skøn, alsidig og temperamentsfuld spiller. Tennis er blevet kedeligere.

● Nyheden: ESPN ~ Tennis Net ~ Tennis Now ~ SVT ~ WTA
● OL 2016, jf. Min tennis-2014-2017 ~ Olympisk
● Biografier: ESPN ~ Sportskeeda ~ Tennis Explorer ~ Wikipedia ~ Wikipedia career statistics ~ WTA
Fotos: t.v. 2016 v/Si Robi, Wikimedia og t.h. 2015 v/Andrew Campbell, Wikimedia
 


Fra Rom til Paris

● 22/5 - 5/6 French Open, Paris (grand slam): Der blev taget afsked med den 37-årige franskmand Jo-Wilfried Tsonga på Roland-Garros. Hans sidste prof.-kamp blev et nederlag til nordmanden Casper Ruud, men den underholdende tju-bang-Tsonga kan se tilbage på 18 ATP-titler og en bedste placering som nr. 5 i 2012. Holger Rune besejrede sensationelt canadieren Denis Shapovalov og den 4.-seedede græker Stefanos Tsitsipas, men tabte i den historiske nordiske kvartfinale til Ruud; denne slog i semifinalen den 33-årige kroat Marin Cilic, der ellers oplevede sin anden ungdom og havde vundet over både verdens-toeren Daniil Medvedev og den anden russer Andrej Rublev. Gruskongen Rafael Nadal besejrede i lange kampe canadieren Félix Auger-Aliassime og Novak Djokovic. I semifinalen mod Nadal snublede Alexander Zverev, vred om på foden og måtte opgive. I finalen triumferede gruskongen, som slog Ruud 6-3, 6-3, 6-0, og vandt for 14. gang i Paris.
Hos kvinderne blev Barbora Krejcíková (seedet 2), Anett Kontaveit, Ons Jabeur og Garbiñe Muguruza slået ud allerede i første runde. Angelique Kerber, som vandt over Aliaksandra Sasnovitj i Strassbourg (se n.f.), tabte i Paris til den energiske 28-årige hviderusser, der også slog Emma Raducanu. Daria Kasatkina gik videre efter sejre over Shelby Rogers og Camila Giorgi, mens Veronika Kudermetova ikke blot vandt over Paula Badosa, der opgav i andet sæt, men også over Madison Keys, som forud havde besejret Jelena Rybakina i en tæt kamp. I den russiske kvartfinale spillede Kudermetova med størst energi, men også med for mange fejl, så trods problemer med at slutte kampen vandt Kasatkina. Over for Iga Swiatek i semien var Kasatkina chanceløs, og det samme var Coco Gauff i finalen. Det var Swiateks anden French Open sejr og hendes 35. sejr i træk.
Hos juniorerne vandt Johanne Svendsen de første to kampe for så at tabe i tredje runde. I double nåede Johanne og den kroatiske partner Petra Marcinko kvartfinalerne, hvor de tabte til et tjekkisk par. Men utvivlsomt en stor oplevelse for Johanne at deltage i Paris.

● 15/5 - 21/5 Internationaux de Strasbourg, Frankrig (250 pts.): 34-årige Angelique Kerber pudsede formen af med sejre over hviderusseren Aliaksandra Sasnovitj, polakken Magda Linette og franske Océane Dodin. Turneringens overraskelse, den 21-årige slovener Kaja Juvan, besejrede undervejs til finalen Elise Mertens og første-seedede Karolina Plisková. Finalen varede over tre timer og gik i tre yderst jævnbyrdige sæt, som alle blev afgjort i tiebreak. 34-årige Kerber vandt 7-6, 6-7, 7-6, og fik således revanche for chok-nederlaget til unge Juvan ved French Open 2020, jf. min 2020 tennisside. Det er Kerbers første turneringssejr siden Bad Homburg, juni 2021, jf. min 2021 tennisside, og Strasbourg-resultaterne skaber forventninger til både Kerber og Juran i French Open.

● 15/5 - 21/5 Open Parc, Lyon (ATP (250 pts.): Med en sejr i første runde over franskmanden Arthur Rinderknecht blev Holger Rune nr. 40 på ATP rangliste pr. 16/5. Det er den hidtil højeste placering for en mandlig dansk tennisspiller, én plads bedre end Kenneth Carlsen, som en uge i juni 1993 var nr. 41. Holger Rune slog dernæst franskmændene Adrian Mannarino og Manuel Guinard, men tabte semifinalen mod briten Cameron Norrie, som også vandt finalen over slovakken Alex Molcan.

● 9/5 - 15/5 Internazionali Roma (WTA 1000 pts.): I Madrid tabte Daria Kasatkina til Sara Sorribes Tormo, men i Rom overraskede Kasatkina positivt med en 6-4, 6-4 sejr over den bedste spanier, verdens-3-eren Paula Badosa. Semifinalen mod Ons Jabeur blev tæt; Kasatkina gjorde det godt og havde matchbold i tredje sæt, men tabte 4-6, 6-1, 5-7. Iga Swiatek vandt usvigeligt sikkert finalen over Jabeur med 6-2, 6-2. I mændenes finale vandt Novak Djokovic 6-0, 7-6 over Stefanos Tsitsipas. Kasatkinas gode resultat bringer hende fra nr. 23 til nr. 20 på WTA ranglisten pr. 16/5. Også glædeligt, at Veronika Kudermetova og Anastasia Pavljutjenkova vandt doublefinalen, 1-6, 6-4, 10-7 over den canadisk-mexicanske duo Gabriela Dabrowski og Giuliana Olmos.
 


Dansk tennis lige nu

16/5 Brøndby:
Ikke overraskende er Holger Rune en suveræn nr. 1 på de danske tennis-mænds rangliste foran en anden KB'er, Eric Vanselboim, samt 3 Mikael Torpegaard, Lyngby, og 4 Christian Sigsgaard, Gentofte. Hos kvinderne er Clara Tauson, KB, en ligeså sikker nr. 1, men hold øje med de næste pladser: 2 Sofia Samavati, Holte, 3 Johanne Svendsen, Hørsholm, 6 Rebecca Munk Mortensen, KB, 7 Hannah Viller Møller, Gentofte, 8 Natacha Schou, Lyngby, og 19 Emilie Francati, Gentofte, på DTF-uge-19. Med Samavati, Svendsen og Mortensen i spidsen tegner det lyst for dansk kvindetennis, og der er flere tennis-piger med fremtiden for sig. Takket været Leschly Fonden kommer vore talenter ud i verden og får konkurrence-træning ved ITF-turneringer.
Bortset fra Clara Tauson er Sofia Samavati lige nu den mest formstærke af de unge spillere, men vi kan også vente os mere af Johanne Svendsen. På WTA ranglisten pr. 16/5 finder vi nr. 43 Clara Tauson, 492 Sofia Samavati, 783 Emilie Francati og 799 Karen Barritza. Hørsholm-Rungsteds bosniske spiller Dea Herdzelas er nr. 186 og på vej op, mens klubbens tyske spiller Anna Klasen er nr. 541. Johanne Svendsen, Rebecca Munk Mortensen, Hannah Viller Møller, Olivia Gram, Maria Jespersen, Julie Noe, Helena Francati m.fl. er ikke noteret på WTA-single ranglisten.
Den 29-årige tidligere Danmarksmester Karen Barritza spiller i Birkerød Tennisklub og spillede Fed Cup i 2021, jf. IFT og Fed Cup (= Billie Jean King Cup). Opslaget på Wikipedia er ikke opdateret, se i stedet profil hos DTF. Den yngste af tennis-søstrene fra Ballerup og AB Gladsaxe, Marija Arsovic, sluttede med tennis i 2020. Maja Arsovic, spiller stadig i AB, jf. profil hos DTF. (Se tidligere omtale af Arsovic og Barritza d. 19/10, 28/6 og 17/4 under Tennis 2020).
 


To 19-årige - og Tatjanas triumf

● 11/5, Paris: EuroSport meddeler, at Mischa Zverev, Alexanders storebror, bliver ny tennis-ekspert-kommentator på TV-kanalen. Han erstatter Boris Becker, der i april 2022 blev idømt 2½ års fængsel i London for bedrageri i forbindelse med konkurs i 2017.

28/4 - 8/5 Mutua Madrid Open: Som Holger Rune i München, så Carlos Alcaraz i Madrid. To 19-årige stormer frem mod toppen af mændenes tennis, men endnu ikke på helt samme niveau. Rafael Nadal fandt sin afløser, da den 19-årige Carlos Alcaraz ikke blot slog Nadal selv, men også Novak Djokovic. Alcaraz gik hele vejen og besejrede i finalen Alexander Zverev 6-3, 6-1, og Zverev sagde anerkendende: "Lige nu er du verdens bedste spiller. Du er en rigtig superstjerne og kommer til at vinde mange grand slams". Alcarez stiger til nr. 6 på ATP ranglisten pr. 9/5 2022, og Holger Rune til nr. 42. (Carlos Alcaraz, foto: Si Robi,  Wikimedia)

Hos kvinderne overraskede den 25-årige ukrainer Anhelina Kalinina med en sejrsstime, som gik ud over Sloane Stephens, Garbiñe Muguruza og Emma Raducanu. I kvartfinalen tabte Kalinina dog til den rutinerede schweizer Jil Teichmann, og Teichmann tabte så selv i semifinalen til Jessica Pegula, USA. I en ujævn finale vandt Ons Jabeur 5-7, 6-0, 2-6 over Pegula; den 27-årige tuneser er således den første araber/nordafrikaner, som vinder en WTA-1000-titel, og stiger til nr. 6 på WTA ranglisten pr. 9/5 2022

● 25/4 - 1/5 BMW Open, München (ATP 250 pts.): Den 19-årige dansker Holger Rune slog sensationelt verdens-3-eren Alexander Zverev 6-3, 6-2, bl.a. med effektive stopbolde. Rune besejrede i kvartfinalen finnen Emil Ruusuvuori 6-0, 6-2, og vandt semifinalen 6-4, 6-4 over den 28-årige Oscar Otte, som forud ellers havde slået Reilly Opelka. Også finalen vandt Holger Rune, idet nederlænderen Botic Van De Zandschulp måtte trække sig, og Rune noteres hermed for sin første ATP-titel. Bravo! (Holger Rune, foto: Wikimedia Commons)

● 18/4 - 24/4 Porsche Tennis Grand Prix, Stuttgart (WTA 500 pts.): Den uimodståelige verdens-etter Iga Swiatek vandt finalen og Porsche-bilen med en 6-2, 6-2 sejr over Aryna Sabalenka. Det er Swiateks fjerde titel i træk.
● 18/4 - 24/4 Istanbul, Tyrkiet (WTA 250 pts.): To af mine yndlinge mødtes i semifinalen, nemlig Sorana Cirstea og Veronika Kudermetova. Sidstnævnte vandt 6-3, 6-3 og mødte i finalen en anden ung russer, Anastasia Potapova, og 21-årige Potapova vandt finalen 6-3, 6-1 over 25-årige Kudermetova.

● 5/4 - 10/4: Tatjana Maria vandt finalen i den beskedne 250 points-turnering i Bogota, Columbien, mod Laura Pigossi 6-3, 4-6, 6-2. Begge finalister var useedede. Det er Tatjanas anden WTA-titel og giver trods alt points på WTA-ranglisten pr. 11/4, hvor hun rykker fra nr. 237 til nr. 114. Tatjana Maria er således aktuelt den fjerdebedste tyske tenniskvinde. Jf. Tennis Now, og hun er den første mor til to vinder i over 20 år. Ægtemand og træner Charles var naturligvis med, men også døtrene Charlotte og Celia. Samtidig i Charleston, USA, vandt Belinda Bencic finalen i 500 points turneringen over Ons Jabeur 6-1, 5-7, 6-4, og rykker fra nr. 21 til nr. 13 på ranglisten. ~ (Tatjana Maria foto t.h.: Si Robi, Wikimedia)

● 5/4 København: Royal Arena blev stedet for 31-årige Caroline Wozniackis såkaldte afskedskamp, to år efter karrièreslut ved Australian Open 2020, jf. Min tennis 2020. Det var en showkamp mod hendes endnu aktive 34-årige veninde Angelique Kerber. Wozniacki spillede usædvanlig godt og skarpt og vandt 7-5, 6-4. Kerber virkede lidt tilbageholdende i sit spil, men humøret var højt, og Miss Sunshine levede op til sit kælenavn. Se mere om Wozniacki og dansk tennis under Min tennis 2002-2013
 


● WTA, 4/4: Den 20-årige polak Iga Swiatek er den nye nr. 1 i kvinde-tennis. Hendes polske forgænger, Agnieszka Radwanska sluttede 2018 og  nåede aldrig førstepladsen. Swiatek er en rigtig polsk håndværker, ikke noget prangende spil, men solidt og sikkert. Hos både kvinder og mænd er en ny generation ved at indtage top-pladserne, jf. WTA rangliste pr. 4/4 og ATP rangliste pr. 4/4

● 22/3 - 3/4 Miami Open:  Den fugtige hede var ved at slå Katerina Siniaková ud, men hun endte med at besejre US Open-vinderen Emma Raducanu 3-6, 6-4, 7-5. Træner Torben Beltz skal lære den unge englænder at afgøre sine kampe i tide. Siniaková måtte senere - som fl.a. - trække sig med skade. I finalen satte Iga Swiatek den kedelige Naomi Osaka på plads med 6-4, 6-0. Mændenes finale var et sensationelt møde ml. to af fremtidens stjerner, da den 18-årige spanier Carlos Alcaraz slog den 23-årige nordmand Casper Ruud 7-5, 6-4.
 


● 26/3 2022, tjekker og rumæner: Det særlige tennis-gén hos tjekkiske kvinder lever i bedste velgående. Dags dato har Tjekkiet 18 kvinder på på ranglistens Top 400, heraf 8 på Top 100, og heraf 2 på Top 10. De tjekkiske mænd halter langt bagefter med kun 2 på Top 100. Jo, større lande som USA har flere tennis-kvinder: USA 12 på Top 100, Rusland 7 på Top 100 og mange flere på Top 400. Tjekkiet kan bedre sammenlignes med Rumænien: 18 kvinder på Top 400 og 6 på Top 100, p.t. ingen i Top 10 (men Simona Halep har jo været dér) og ingen mænd i Top 200.
Mine personlige favoritter er Sorana Cirstea, Gabriela Ruse, Jacqueline Cristian og Ana Bogdan i Rumænien hhv. Katarina Siniaková og søstrene Fruhvirtová i Tjekkiet

Foto øv.t.v.: Gabriela Ruse © Peter Menzel, Wikimedia ~ Foto øv.t.h.: Linda Fruvirtová © WTA ~ Foto n.t.h.: Brenda Fruhvirtová © ITF

● 25/3 2022, mine tennis-søstre: Dubai d. 14/2 gjorde opmærksom på Kudermetova- og Kitjinok-søstrene og Lyon d. 28/2 på Jastremska-søstrene. Med Linda Fruvirtovás sensationelle sejr 7-5, 2-6, 6-1 over Elise Mertens i Miami d. 25/3 blev verden også opmærksom på de tjekkiske søstre på bare 16 og 14 år. Her er min prioriterede søster-liste.
1) Russerne: Veronika Kudermetova og Polina Kudermetova
2) De yngste tjekker: Linda Fruhvirtová ~ Brenda Fruhvirtová
3) De bedste danske: Emilie Francati og Helena Francati (Gentofte)
4) De yngste danske: Maja Arsovic og Marija Arsovic (AB Gladsaxe)
5) De ukrainske søstre: Dajana Jastremska og Ivanna Jastremska
6) De ukrainske tvillinger: Ljudmyla Kitjenok og Nadija Kitjenok
7) De tjekkiske tvillinger: Karolína Plísková og Kristýna Plísková
8) Polakkerne: Agnieszka Radwanska og Urszula Radwanska
9) De overvurderede: Venus Williams og Serena Williams

● 25/3-26/3 DM i hold-tennis: Semifinalerne i kvindernes hold-mesterskab blev afgjort med sejre til KB (over HIK) og Gentofte (over HRT = Hørsholm-Rungsted), jf. DTF. Selv om Gentoftes Emilie Francati lagde stærkt ud med sejr over KB's Rebecca Munk Mortensen, vandt KB ganske klart finalen, og det blev dobbelt guld til KB, da også KB's mænd vandt deres finale.
 


25-årige Ashleigh Barty takker af

22/3 2022:
Barty slutter på toppen og med en sejr i Australian Open. Barty blev nr. 1 på ranglisten d. 24/6 2019 og bortset fra 8 uger, har hun holdt pladsen lige siden - de sidste 112 uger i træk. Efter US Open 2014 holdt Barty en pause på 21 måneder, hvor hun dyrkede sin anden yndlingssport: cricket. Nu er prof. tennis definitivt slut for Barty, som ikke har energi og gejst til at fortsætte. Barty står i den australske tradition for en alsidig og spilleglad stil og opnåede 15 titler, heraf 3 grand slam sejre, dog langt fra Evonne Goolagong Cawley med 68 titler. Læs også SVT ~ Tennis Now ~ Wikipedia ~ Foto Si Robi, Wikimedia
 


● 9/3 - 20/3 Indian Wells, USA (1000 pts.): Simona Halep vandt det rumænske opgør mod Sorana Cirstea, omend ikke så klart, som tallene antyder: 6-1, 6-4, og efter en svag start satte Iga Swiatek veteranen Angelique Kerber på plads med 4-6, 6-2, 6-3, og vandt 6-1, 6-0 over Madison Keys.  Jelena Rybakina slog på stribe Alison van Uytvanck, Viktoria Azarenka og Viktoria Golubic. Veronika Kudermetova vandt over Naomi Osaka og tjekkerne Marie Bousková og Marketa Vondrousová. Men så gik den ikke længere. Maria Sakkari slog Rybakina, og Paula Badosa slog Kudermetova. Efter endnu en dårlig kampstart vandt Swiatek over en lettere skadet Halep, og i den anden semifinale triumferede Sakkari med sejr over Badosa. I finalen sejrede Swiatek sikkert 6-4, 6-1, mens Sakkari satsede voldsomt og begik mange fejl. På WTA ranglisten pr. 21/3 er Ashley Barty stadig nr. 1, men nu er Swiatek nr. 2 (før nr. 4) og Sakkari nr. 3 (før nr. 6).
I mændenes turnering lignede Diego Schwartzmann (170 cm) en dværg ved siden af John Isner (208 cm), som med solidt serv og volley spil slog ham 7-5, 6-3. Semifinalen mellem den 35-årige spanske veteran Rafael Nadal og det 18-årige spanske håb Carlos Alcaraz havde også en lidt bizar side, nemlig en strid blæst. Nadal vandt, men tabte finalen 3-6, 6-7 til turneringens overraskelse, den 24-årige Taylor Fritz, USA, der rykker op fra nr. 20 til nr. 8 på ATP ranglisten pr. 21/3.

● 28/2 - 6/3 Lyon, Frankrig (250 pts.): I hjembyen skulle den tidligere verdens-firer Caroline Garcia ud af en lang tørkeperiode, der har sendt hende ned som nr. 74 på ranglisten. Garcia nåede semifinalen, men tabte her til kineseren Shuai Zhang. Sorana Cirstea tabte i den anden semifinale til ukraineren Dajana Jastremska, men Zhang vandt finalen over ukraineren. Dajana spillede i double med sin WTA-debuterende yngre søster Ivanna; begge var flygtet fra det krigshærgede Ukraine, jf. ESPN-1, ESPN-2, ESPN-3 og People. Se også tennis-søstre under d. 14/2.
 


Iga, Anett, Jelena, Veronika osv.

● 20/2 - 26/2 Qatar (1000 pts.):
Hvilket karriere-comeback for den lettiske krudtugle Jelena Ostapenko. Efter sejren i Dubai slog hun i Qatar Amanda Anisimova, Barbora Krejciková og Garbiñe Muguruza, men tabte så den baltiske semifinale til efterårets komét, esteren Anett Kontaveit, som forud havde slået Elise Mertens og Ons Jabeur. Iga Swiateks vej til finalen gik over Daria Kasatkina, Aryna Sabalenka og Maria Sakkari. Swiatek spillede en suveræn finale og gav ikke Kontaveit en chance. Swiatek vandt 6-2, 6-0; polakkens fjerde WTA-titel.

● 14/2 - 19/2 Dubai (500 pts.): Veronika Kudermetova vandt nogle af sin unge karrieres største sejre, da hun besejrede først Viktoria Azarenka 6-3, 6-4, så verdens-ranglistens nr. 7 Garbiñe Muguruza 3-6, 6-4, 6-4, schweizeren Jil Teichmann og tjekken Marketa Vondrousová, inden hun tabte finalen til letten Jelena Ostapenko. Det var Ostapenkos fjerde turneringssejr i en karriere, som pludselig har fået nyt liv. Kudermetova vandt dog dobbelt-finalen s.m. Elise Mertens 6-1, 6-3 over Ostapenko og ukrainske Ljudmyla Kitjinok. Veronikas yngre søster Polina spiller også tennis, Kitjinoks ditto. Se: Mine tennis-søstre of. d. 25/3 2022.                       (V. Kudermetova, foto: Si Robi, Wikimedia)
 


Ny rekord - og et farvel

● 13/2 Dallas, Texas:
John Isner skrev tennis-historie, da han i Wimbledon 2010 besejrede Nicolas Mahut i en 11 timer lang kamp med 70-68 i femte sæt. Isner har også spillet den næst-længste kamp i Wimbledon, nemlig da han tabte den 6½ timer lange semifinale mod sydafrikaneren Kevin Anderson 2018. Nu har Isner igen del i en rekord, idet han i semifinalen i Dallas tabte til landsmanden Reilly Opelka efter tennis-historiens længste tiebreak 24-22. (John Isner - foto: Si Robi, Wikimedia)

● 7/2 - 13/2 Sankt Petersborg:
Mens russerne skuffede på hjemmebane, overraskede rumænske Irina Begu positivt og gik til semifinale, men her måtte Begu bøje sig for førsteseedede Maria Sakkari. I finalen måtte Sakkari selv bøje sig for andenseede Anett Kontaveit. Med 5-7, 7-6 og 7-5 vandt esteren sin 6. WTA-titel.

● 6/2 2022: Tatjana Maria vandt IFT-turneringen i Rome, Georgia (USA) med 6-4, 4-6, 6-2 over Alycia Park, USA, og hele familien var med.
Juan Martín del Potro meddeler, at han deltager i Buenos Aires og Rio de Janeiro turneringerne, men at de bliver hans sidste. US Open 2009 var hans største sejr, men den høje, 33-årige argentiner med den store serv har været plaget af alvorlige skader i sin karriere, som begyndte 2005.
Juan Martín del Potro (foto: Naparazzi, Wikimedia)

● 31/1 2022: Barty på toppen. Australian Open vinderen Ashleigh Barty befæstede sin førsteplads på ranglisten og er nu over 3.000 points foran nr. 2, Aryna Sabalenka, som åndes i nakken af Barbora Krejciková. Iga Swiatek avancerer til nr. 4, og Danielle Collins er nu nr. 10. Andre favoritter: 11 Ons Jabeur, 12 Jelena Rybakina, 20 Kerber, 22 Kasatkina, 26 Mertens, 29 Kudermetova og 32 Sorana Cîrstea. Clara Tauson stiger til nr. 34, hendes hidtil højeste placering, jf. WTA rangliste pr. 31/1 2022.
Hos mændene beholder Novak Djokovic førstepladsen, men Daniil Medvedev nærmer sig, fulgt af Zverev, Tsitsipas og AO-vinderen Rafael Nadal, jf. ATP ranglisten 31/1
 


Barty og Nadal skrev historie i 'down under'

Sorana Cîrstea (foto 2015: David Iliff, Wikimedia)

17/1 - 30/1 Melbourne, Australian Open:
Sorana Cîrstea fik en rigtig fin turnering med mindelser om 2017, hvor hun nåede kvartfinalerne i netop Australian Open. Her i 2022 vandt Cîrstea i første runde 6-2, 6-2 over Petra Kvitová, i anden runde 6-2, 6-4 over Kristina Kucova, Slovakiet, og i tredje runde 6-3, 2-6, 6-2 over den stærke russer Anastasia Pavljutjenkova. Hendes modstander i ottendedelsfinalerne blev Iga Swiatek, som forud vandt over Daria Kasatkina, og Swiatek slog også Cîrstea 5-7, 6-3, 6-3.

I kvindernes tidlige runder var det mest markante, at 2016-vinderen Angelique Kerber, 2020-vinderen Sofia Kenin samt 2019 og 2021 vinderen Naomi Osaka blev slået ud. Clara Tauson vandt i 2. runde over 2021's komét, Anett Kontaveit, men tabte i tredje runde til Danielle Collins, som fortsatte sin gode stime med sejre over Elise Mertens og Alizé  Cornet, den franske veteran, som havde slået Garbiñe Muguruza undervejs.
Ashleigh Barty havde en let vej til semifinalen mod Madison Keys, som på sin vej havde besejret bl.a. det andet spanske top-navn Paula Badosa, men Barty vandt 6-1, 6-3. I den anden semifinale slog Collins sikkert Iga Swiatek 6-4, 6-1. Uimodståelige Barty vandt også finalen, 6-3, 7-6, omend Collins var en ligeværdig modstander. Det er Bartys tredje grand slam titel efter French Open 2019 og Wimbledon 2021 og den første australske hjemmesejr siden 1978. Doublen vandt det tjekkiske par Katerina Siniaková og Barbora Krejciková; deres fjerde grandslam-sejr. (foto: Carine 06, Wikimedia)
Mændenes felt var stærkt også uden Roger Federer og udviste Novak Djokovic. Alexander Zverev 'snublede' dog og tabte til canadieren Denis Shapovalov. Rafael Nadal øjnede den magiske 21. grand slam titel, som også Djokovic og Federer har tilstræbt, men finale-modstanderen var Daniil Medvedev. I fem sæt og på 5t 24m overvandt Nadal den ti år yngre russer 2-6, 6-7, 6-4, 6-4, 7-5, og skrev dermed tennis-historie.
 


God begyndelse trods "No-vax"

Daria Kasatkina på ESPN ~ Foto 2021: Peter Menzel, Wikimedia

Traditionen tro begyndte det nye tennis-år i Australiens sol og sommer, men fik en trist skyggeside, da Novak Djokovic rejste til Australien uden at være vaccineret mod Covid-19 som påkrævet. Det vakte en del postyr forud for Australian Open og endte med No-vax' egen udvisning.

● 10/1 - 15/1 Sydney Tennis Classic (500 pts.): Finalisten i Adelaide, Jelena Rybakina, begyndte med en skarp 6-0, 6-1 sejr over US-Open vinder Emma Raducanu, men pådrog sig en skade. Også Ons Jabeur måtte trække sig. Daria Kasatkina spillede sit bedste og besejrede på stribe Sofia Kenin 6-4, 6-9, Elise Mertens 6-3, 6-4 og Garbiñe Muguruza 6-4, 6-4, men tabte semifinalen til Paula Badosa, der også vandt finalen: 6-3, 4-6, 7-6 over Barbora Krejciková.

● 4/1 - 9/1 Melbourne Summer Set 1 & 2 (250 pts.): Clara Tauson måtte udgå med skade i tredje runde, og den spinkle men rutinerede Aliaksandra Sasnovitj stod som vinder. Første finale vandt Amanda Anisimova 7-5, 1-6, 6-4 over seje Sasnovitj. Forud havde Anisimova besejret Daria Kasatkina og Sorana Cirstea. Anden finale vandt Simona Halep 6-2, 6-3 over Veronika Kudermetova.

● 3/1 - 9/1 Adelaide International 1 (500 pts.): Verdens-etteren Ash Barty blev spillet varm i en forrygende kamp mod Coco Gauff. Trods en del fejl var det tennis af bedste varierede slags. Barty vandt 4-6, 7-5, 6-1, og fortsatte med at slå Sofia Kenin 6-3, 6-4, Iga Swiatek 6-2, 6-4 og i finalen Jelena Rybakina 6-3, 6-2. Bartys 14. titel og en suveræn fremtræden, men trods alt også en god turnering for Jelena Rybakina, som forud havde slået Marie Bouzková, Shelby Rogers og Misaki Doi.
 


Min tennis 2021 ~ Min tennis 2020 ~ Min tennis 2019 ~ Min tennis 2018
Min tennis 2014-2017 ~ Min tennis 2002-2013 med Wozniacki, dansk og schweizisk tennis
Min Julia Görges ~ Denne side er opdateret d. 25/9, 2022