Min tennis 2019
sidste år før den kinesiske virus
 



Retur til forsiden

 


Lisicki planlægger comeback

Torsdag 26. dec.:
Sabine Lisicki er faktisk den yngste af de tyske "golden girls" (f. 22/9 1989) og nåede 2013 Wimbledon-finalen mod Marion Bartoli. Selv om Lisicki tabte den finale, var hun på det tidspunkt ét af de største tyske tennisnavne, men så blev hun ramt af en farlig virus-sygdom, der satte hende ud af spillet. Her slut 2019 er hun nede som nr. 564 på verdens-ranglisten, mens hun i 2013 sluttede hun som nr. 15. Nu intensiverer Lisicki imidlertid sin genoptræning for at kunne gøre comeback ved nogle turneringer i 2020. Med en sådan lidenskab for tennis og en sådan psykisk styrke og stædighed kan man kun ønske hende lykke til.
 



Sabine Lisicki

 


En australier på toppen

Torsdag 12. dec.:
Året 2019 slutter med en australier på førstepladsen - Ashleigh Barty - sportskvinden, som havde svært ved at vælge mellem tennis og cricket. Samantha Stosur og Jelena Dokic nåede som det højeste fjerdepladsen. Vi skal tilbage til 1976 for at finde den seneste australske etter: Evonne Goolagong Cawley. Barty og Goolagong er begge spillere med finesse. Bartys vinklede og slicede slag er i særklasse, og hendes serv er overraskende god i forhold til, at hun kun er 166 cm høj. Spændende hvor stabil Barty bliver i toppen.
Årets højdespringere på kvindernes rangliste er canadieren Bianca Andreescu (fra 152 til 5), Belinda Bencic (fra 54 til 8), de to unge amerikanere Sofia Kenin (fra 52 til 14) og Amanda Anisimova (fra 96 til 24), de to nye tjekker Marketa Vondrousová fra 68 til 16) og Karolina Muchová (fra 144 til 21), Jelena Rybakina fra Kazakhstan (182 til 36), polakken Iga Swiatek (fra 186 til 60), teenageren Cori "Coco" Gauff (fra 875 til 68) og vor egen Clara Tauson (fra 863 til 271. Pudsigt at både sidste års højdespringer Osaka og dette års Andreescu markerede sig ved at slå Serena Williams i US Open. Men hvor mange af alle disse nye mon vil slå sig fast i toppen?
Kroaten Petra Martic (15) er efter mange år på touren for første gang i top 20; det samme er hendes yngre landsmandinde Donna Vekic (19), som nu samarbejder med den fhv. Angelique Kerber træner Torben Beltz. Sverige har igen en spiller i top 50, Rebecca Peterson (44), mens Johanna Larsson (216) nærmer sig karrièreslut.
De tidligere top 20 spillere og store håb, canadieren Eugénie Bouchard og tyskeren Sabine Lisicki, er de seneste år raslet ned af ranglisten og nu helt nede som hhv. nr. 214 og nr. 564. Tysk tennis havde et dårligt år i 2019. Angelique Kerber tog igen elevatoren (fra 2 til 20), og Julia Görges havde problemer (fra 14 til 28). De næste er Laura Siegemund (75), Andrea Petkovic (78) og Tatjana Maria (87). Ved de tyske mesterskaber vandt Antonia Lottner (f. 1996) over Katharina Hobgarski (f. 1997): Kan de løse krisen i tysk kvindetennis? Men også fransk kvindetennis oplever en krise: Både Garcia (46) og Mladenovic (38) slutter uden for top 20.
Tjek de seneste fire års WTA-ranglister
 






Ashleigh Barty
(foto: Si Robi, Wikimedia)


Belinda Bencic
(foto: Si Robi,  Wikimedia)

 


Wozniacki, Grönefeld og Navarro stopper

Fredag 6. december 2019:
Danmarks største tennis-stjerne gennem tiderne, Caroline Wozniacki (f. 1990), meddeleler, at hun stopper sin karriere efter Australian Open januar 2020. Wozniacki begyndte at spille professionel tennis som 15-årig, jf. Dagens meddelelse ~ AFP-telegram ~ The Telegraph ~ Karriere i tal ~ Begyndelsen ~ Min tennis-2002-2013 nederst

På Twitter oplyser den 34-årige hannoverianer Anna-Lena Grönefeld, at hun efter 18 gode år også slutter sin professionelle karriere. Grönefeld Hun gjorde sig især gældende i doubler, jf. Wikipedia - - Desuden har den 31-årige spanier Carla Suarez Navarro meddelt karriere-slut, jf. AFP-telegram.
 



A.-L. Grönefeld
(foto: Si Robi, Wiki)
 


De unge er ankommet, men...

London, 17. nov.:
Ved de bedste tennis-mænds årsafslutning i London måtte de tre 'gamle' - Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic - vige for de unge: Alexander Zverev, Dominic Thiem, Daniil Medvedev og Stefanos Tsitsipas. Således vandt Tsitsipas over Federer og Zverev over Nadal. Finalen blev en dyst mellem Tsistsipas og Thiem. Den 21-årige græker slog østrigeren med 6-7, 6-2, 7-6.

Tsitsipas mangler endnu sin første grand slam sejr og udtalte i et øjebliks beskedenhed, at det er for tidligt at afskrive 'de gamle. 33-årige Rafael Nadal slutter da også året som nr. 1 for femte gang (2008, 2010, 2013, 2017, 2019); det samme har Roger Federer og Jimmy Connors gjort, mens Pete Sampras er den eneste, der sluttede året som nr. 1 seks år i træk.
Ranglisterne for de seneste fire år viser stort fald for Andy Murray (126), Juan Martin del Potro (123), TomᚠBerdych (104) og Philipp Kohlschreiber (79). Mere overraskende er nedturen for Kevin Anderson (91) og Jack Sock (253).

Selv om tre af de gamle slutter året i toppen, er Dominic Thiem og Alexander Zverev for tredje år på top ti, og Medvedev (5), Tsitsipas (6) og Berettini (8) stormer frem. På dansk side kan vi glæde os over Mikael Torpegaards hidtil bedste årsafslutning (169), mens Holger Rune foreløbig er 555, og Frederik Løchte Nielsen (616) koncentrerer sig om doubler. Sverige håber på de etiopiske indvandrerbrødre Elias og Mikael Ymer (hhv. 178 og 74).
Tjek de seneste fire års ATP-ranglister
 



Stefanos Tsitsipas
(Keith Allison, Wiki)


Rafael Nadal
(Carine06, Wiki)
 


Også Berdych farvel

14. nov.:
Tjekken TomᚠBerdych meddeler også sit farvel fra top-tennis. Berdych nåede ganske vist ikke de samme højder som f.eks. Ivan Lendl og andre landsmænd gennem tiderne, men fik dog mange gode år i mændenes top-tennis, inklusive nogle gode kampe mod Roger Federer. Han blev født 17/9 1985 og blev professionel i 2002. 192 cm høj med en god højre-forhånd. Berdych er gift med fotomodellen Ester Sátorová, jf. Sporting News og Wikipedia - - - - foto: Tatiana, Wikimedia
 



 


Tak for musikken, Domi

12. nov.:
En stor, lille spiller rækher sig tilbage. Den kun 160 cm høje slovak Dominika Cibulkova har charmeret tennis-verdenen en række år, jf. mine tidligere krøniker. Hendes sidste store turnering var French Open 2019. Vi er vant til tjekkiske topspillere, men Cibulkova er slovak - og meget udholdende: "Duracel-Domi" kærligt kaldet. 9/7 2016 blev hun gift, og siden har tennis stået i anden række. Men tak for spillet og lykke til fremover, jf. Smash og Wikipedia - - - - foto: Carine06, Wikimedia
 



 


Kvindernes årsfinaler

● Shenzhen, Kina, 3. nov.:
Verdens-etteren Ashleigh Barty vandt års-finalen for de otte bedste kvindelige spillere, idet hun slog sidste års vinder, Jelina Svitolina, med 6-4, 6-3.

● Zhuhai, Kina, 27. okt.: I års-finalerne for de næstbedste otte kvinder vandt Aryna Zabalenka i og med finalesejr over Kiki Bertens. Den 23-årige tjekke Karolina Muchová var dog den mest imponerende. Muchová nåede semifinalen, hvor hun tabte til Sabalenka, men forinden havde Muchová slået både Alison Riske og Sofia Kenin, og Muchová har generelt gjort det fint i 2019, hvor hun også nåede kvartfinalerne i Wimbledon.
 



Karolina Muchová
f. 21/8 1996 (foto: Carine06, Wiki)
 


Görges skift, Federer sejr, Nadal gift

● Hamburg/Regensburg, 29. okt.:
Jens Gerlach fratræder sin stilling i det tyske tennisforbund og bliver træner for Julia Görges. Gerlach trænede Anastasia Myskina (2002-2007) og Vera Zvonareva (2014-2015). Undervejs har han også trænet det schweiziske og det engelske landshold. Siden januar 2018 har Gerlach været tysk Fed Cup kaptajn.
Efter årene med træner Michael Geserer (2005-2019) blev den ukendte Sebastian Sachs Görges' træner i maj dette år, men fyret i oktober. Ny fitness-træner for Görges er Scott Byrnes, som tidligere har taget sig af bl.a. Ana Ivanovic og Viktoria Azarenka. Lad os håbe, at Jens Gerlach og Scott Byrnes kan give noget mere stabilitet i Görges' spil fremover, jf. Aktuel DTB-pressemeddelelse og DTB-pressemeddelelse 2017

● Basel, Schweiz, 27. okt.: Efter at have slået Stefanos Tsitsipas i semi-finalen vandt Roger Federer også finalen mod australieren Alex De Minaur. Det er 10. gang, Federer vinder Swiss Indoors i Basel.

● Mallorca, Spanien, 19. okt.: Rafael Nadal og kæresten María Perelló har giftet sig, jf. Der Spiegel og Vogue
 






Jens Gerlach
f. 1/5 1973 i Stuttgart, gift med Magdalena Kucerová
(foto: Swiss Tennis)
 


Görges, Linz, Lux, Moskva

Luxembourg, 14.-20. okt.:
Her gik det bedre for Julia Görges end i Linz, omend Görges måtte gennem nogle hårde tre-sæts-kampe mod Misaki Doi, Sorana Cirstea og Mónica Puig. Görges vandt semifinalen over Jelena Rybakina, men kampen var mere jævnbyrdig, end tallene antyder: 6-3, 6-4. Således stod Görges ligesom i 2018 i finalen, denne gang over for Jelena Ostapenko, som bl.a. vandt en svær kamp mod Élise Mertens. Ostapenko vandt klart 6-4, 6-1. Görges vandt Luxembourg i 2018, men i 2017 valgte hun Moskva og vandt dér. I år var det schweizeren Belinda Bencic, som vandt i Moskva, nemlig over hjemme-favoritten Anastasia Pavljutjenkova. Bencic nåede dermed ind på top ti og blandt de otte bedste til årsfinalen.

Linz (Østrig), 7.-13. okt.: Forud for turneringen fyrede Julia Görges både træneren Sebastian Sachs og fysio'en Florian Zitzelsberger. Den tyske Fed-Cup kaptajn Jens Gerlach overtog for resten af året, og Görges vandt sin første kamp mod russeren Margarita Gasparian, men tabte så til veninden Andrea Petkovic. Jelena Rybakina slog en tredje tysker ud, Anna-Lena Friedsam. Petkovic fortsatte med en klar sejr over Viktoria Kuzmova. Den sympatiske østriger, Barbara Haas, fik ikke meget glæde af hjemmebanen. Efter at have vundet over italieneren Martina Trevisian tabte Haas til russeren Anastasia Pavljutjenkova. 32-årige Petkovic tabte semifinalen til 15-årige Cori Gauff, som i finalen også slog Jelena Ostapenko 6-3, 1-6, 6-2.
 







Barbara Haas
f. 19/3 1996 i Steyr, Østrig, 165 cm høj, højre-håndet, 16 IT fitler, 0 WTA titler

 


Wozniacki, Cirstea m.fl. i Asien


 China Open, Beijing, 28. sept.-6. okt.: Caroline Wozniacki fik en god uge i turneringen, hvor hun vandt sidste år. Wozniacki slog Lauren Davis, Christina McHale, Katerina Siniaková og Daria Kasatkina, inden hun i semifinalen måtte bøje sig for Naomi Osaka, som også vandt finalen over Ashleigh Barty.

Tasjkent Open, Uzbekistan, 23.-28. sept.: Tatjana Maria blev slået ud af Anna Kalinskaja, men med sejre over Denisa Allertová, Ysalina Bonaventura, Danka Kovinic og Katarina Zavatska gik rumænske Sorana Cirstea hele vejen til finalen. Her vandt dog belgieren Alison Van Uytvanck 6-2, 4-6, 6-4.

Wuhan Open, Kina, 22.-28. sept.: Den store industriby lagde arena til et spændende revanche-opgør mellem OL-vinderen 2016 Mónica Puig og Angelique Kerber. Puig lagde tryk på, mange vindere, mange fejl, men sejr 7-6, 5-7, 6-1. Ingen revanche for Kerber og et nyt tidligt farvel. Også hurtig afsked med Caroline Wozniacki, som blev slået af taiwaneseren Su-Wei Hsieh. Dejligt at se Garbiñe Muguruza tilbage, og 'Mugu' spillede offensivt ligesom Puig, men lavede for mange fejl, og så vandt Jelina Svitolina. Puig tabte til Alison Riske. Trist for den underholdende tennis. Jelena Rybakina gik videre og mødte den hviderussiske furie Aryna Sabalenka, som vandt den spændende kamp 6-3, 1-6, 6-1, og i finalen sejrede Sabalenka også over Alison Riske.

Korea Open, Seoul, 16.-22. sept.: Min yndlings-tennis-familie var med og godt med, idet Tatjana Maria og Lara Arruabarrena-Vecino vandt dobbelt-finalen over Hayley Carter og Luisa Stefani: 7-6, 3-6, 10-7. Lille Charlotte (se under Wimbledon) holdt mor Tatjanas blomster.

Nanchang, Kina, 9.-15. sept.: Båstad-deltageren Jelena Rybakina (se juli nf.) gik fra sejr til sejr, men sejrsstimen sluttede i finalen, hvor svenske Rebecca Peterson vandt overbevisende 6-2, 6-0.
 







Sorana Cirstea
f. 7/4 1990 i Bucharest, Rumænien, 176 cm høj, højre-håndet, prof. 2006, 1 WTA titel (Tasjkent 2008)


Garbiñe Muguruza
(foto: Wikimedia)
 


US Open: Gigantisk

26. aug.-7. sept.:
Caroline Wozniacki én af sine bedste kampe i lang tid, da hun i første runde af årets sidste grand slam turnering vandt over den talentfulde kineser Yafan Wang med 1-6, 7-5, 6-3; bl.a. gik Caroline frem til nettet på de rigtige tidspunkter. Wozniacki vandt også anden-runde kampen mod Danielle Collins: 4-6, 6-3, 6-4, men tabte i tredje runde til det canadiske håb Bianca Andreescu. Ud i tredje runde gik også teenage-vidunderet 'Coco' Gauff, som tabte til Naomi Osaka, men så måtte Osaka give fortabt over for Belinda Bencic, som vandt 7-5, 6-4.
Julia Görges begyndte med en sejr over det russiske talent Natalia Vikhljantseva 1-6, 6-1, 7-6 (jf. Båstad), og fortsatte med 7-5, 6-0 over Francesca Di Lorenzo. Görges vandt lidt overraskende i tredje runde over Kiki Bertens 6-2, 6-3, og tabte overraskende i fjerde runde til Donna Vekic, som vandt 6-7, 7-5, 6-4. Den sympatiske amerikanske serve & volley-spiller Taylor Townsend slog to rumænere på stribe, først selveste Simona Halep, og dernæst Sorana Cirstea 7-5, 6-2. Men uimodståelige Bianca Andreescu stoppede Townsend og gik hele vejen til finalen via knebne sejre over Élise Mertens og Belinda Bencic. Den 19-årige canadier med rumænske rødder overvandt både Serena Williams og et usportsligt publikum: 6-3, 7-5. Siden Williams vandt US Open 2012-14 (to gange over Azarenka og sidste gang over Wozniacki) har fem forskellige kvinder vundet: Flavia Pennetta 2015, Angelique Kerber 2016, Sloane Stephens 2017, Naomi Osaka 2018 og nu Andreescu, den første canadiske grand slam vinder overhovedet.

Hos mændene var den store overraskelse i kvartfinalerne, at "lille Federer", Grigor Dimitrov, i kvartfinalen slog Roger Federer himself, men den ustabile Dimitrov tabte til Medvedev i semifinalen. Rafael Nadal overvandt Diego Schwartzman og dernæst Matteo Berrettini for så at møde Daniil Medvedev i finalen. Det blev en gigantisk match, fem sæt og fem timer, inden Nadal kunne falde omkuld som vinder: 7-5, 6-3, 5-7, 4-6, 6-4. Men nu skrev Medvedev sig også ind i tennis-historien, hvor Roger Federer står øverst med 20 sejre i grand slam-turneringer, Nadal 19 og Djokovic 16 sejre.
 



Bianca Andreescu
f. 16/6 2000 i Canada, 170 cm høj, højre-håndet, prof. 2017
(foto: Keith Allison, Wikimedia)


Daniil Medvedev
f. 11/2 1996 i Rusland, 198 cm høj, højre-håndet, prof. 2014 (foto: Si Robi, Wikimedia)
 


Sommer-tennis i Båstad m.v.

8.-13. juli:
Sidste år var der ingen kvindetennis i Båstad, men i år var der igen en uge, endda med fri adgang alle dage. Jeg havde lejlighed til at følge kampene tirsdag d. 9., hvor den unge russer Natalia Vikhljantseva sendte den italienske veteran Sara Errani ud med 6-0, 6-3. Dagens program blev forrykket pga. den 3½ timer lange, men ikke særligt velspillede kamp mellem den nye svenske håb Mirjam Björklund og Anna Zaja fra Tyskland; Björklund vandt 6-7, 7-6, 7-6.

Den bedste kamp stod mellem Sorana Cirstea (bill. t.v., eget foto) og den svenske veteran Johanna Larsson. Sidstnævnte begyndte suverænt, Cirstea kom stærkere ud efter en regn-pause, men Larsson vandt dog 6-0, 7-6.

I tirsdagens sidste kamp så jeg Clara Tauson mod Jelena Rybakina. En lidt mærkelig kamp, som Rybakina vandt 6-4, 7-6. Rybakina bød på flere serve-esser og et flot slagkraftigt spil, men også mange fejl. Relativt godt spil af Tauson. Man anede klart, at begge spillere, men især Rybakina, har et stort potentiale. Tauson bør dog snarest aflægge teen-surmuleriet.

Efter Båstad vandt Jelena Rybakina d. 21. juli turneringen i Bucharest med en finalesejr på 6-2, 6-0 over rumæneren Patricia Maria Tig. Efterfølgende tabte Rybakina dog d. 25. juli i anden runde af turneringen i Jurmala, Letland, hvor amerikaneren Bernarda Pera slog hende 6-4, 0-6, 2-6.

Onsdag fortsatte Vikhljantseva med en klar sejr over georgiske Jekaterina Gorgodze 6-3, 6-0, og Johanna Larsson slog også klart Nederlandenes Aranxta Rus 6-1, 6-0. Derimod tabte Mirjam Björklund i en tre-sætter til franskmanden Fiona Ferro. Rybakina kom op imod den japanske veteran Misaki Doi, som vendte deres kamp og vandt 4-6, 6-4, 6-4. Torsdag tabte Larsson til serberen Aleksandra Krunic og Vikhljantseva tabte til Danka Kovinic fra Montenegro. Finalen vandt Doi over Kovinic: 6-4, 6-4.
 






Johanna Larsson
 f. 17/8 1988 i Boden, Sverige, 176 cm høj, prof. 2006-2020


Natalia Vikhljantseva
 f. 16/2 1997 i  Volgograd, Rusland, 185 cm høj, højre-håndet, prof. 2015
(fotos: Si Robi, Wiki)
 


Haleps og Strycovás Wimbledon

1.-14. juli:
Det sluttede godt, men allerede på den første dag af verdens største græs-turnering skete store overraskelser. 15-årige Cori Gauff besejrede 39-årige Venus Williams i en velspillet mor-datter lignende kamp: 6-4, 6-4, og Julia Putintseva slog anden-seedede Naomi Osaka 7-6, 6-2. Caroline Wozniacki begyndte sin første kamp dårligt, men kæmpede sig tilbage, hvorefter Sara Tormo måtte opgive pga. skade. Hos mændene måtte begge brødre Zverev og Philipp Kohlschreiber sige farvel.
Dag 2: Den forsvarende mester Angelique Kerber gik videre efter en spændende og velspillet kamp mod Tatjana Maria. Kerber vandt 6-4, 6-3. Maria spillede klogt, men fik ikke styr på første-serven.
Dag 3: Det amerikanske stjernefrø Cori Gauff vandt igen, nu 6-3, 6-3 over 30-årige Magdalena Rybarikova. Caroline Wozniacki vandt med besvær 7-6, 6-3 over den 22-årige russer Veronika Kudermetova. Mónica Puig kom for sent i gang mod Karolina Plisková, som vandt 6-0, 6-4.
Dag 4: Den 25-årige amerikaner Lauren Davis fejrede 4. juli med at besejre den forsvarende mester Angelique Kerber: 2-6, 6-2, 6-1. Kerber har sjældent lavet så mange fejl. Julia Görges vandt sikkert over den 22-årige russer Varvara Flink 6-1, 6-4. Rafael Nadal gik videre efter en kuriøs, besværlig kamp mod Nick Kyrgios.
Dag 5: Kineseren Shuai Zhang vendte kampen mod Caroline Wozniacki fra 0-4 til 6-4 og 6-2. Wozniacki manglede aggressivitet, og så kom kineseren til nettet og afgjorde boldene. Cori Gauff vandt igen: 3-6, 7-6, 7-5 i en sindsoprivende 166 min. lang kamp mod Polona Hercog, som kiksede en matchbold i andet sæt. Sidste års herrefinalist, sydafrikaneren Kevin Anderson, blev besejret af argentineren Guido Pella: 6-4, 6-3, 7-6.
Dag 6, lørdag 6/7: Desværre ingen revanche til Julia Görges for semifinale-nederlaget sidste år; for mange fejlslagne returbolde medvirkede til Serena Williams' sejr 6-3, 6-4.
Dag 7, mandag d. 8/7:  Amerikaneren Alison Riske havde tidligere vundet over Belinda Bencic og Donna Vekic, men det var overraskende, at hun også kunne slå verdens-etteren Ashleigh Barty: 3-6, 6-2, 6-3. Karolina Muchová slog en anden favorit, landsmandinden Karolina Plisková, 4-6, 7-5, 13-11. Simona Halep stoppede teenageren Gauff: 6-3, 6-3 sejr.
Dag 8, tirsdag d. 9/7: I kvindernes kvartfinaler stoppede Halep og Shuai Zhang med 7-6, 6-1, og Jelina Svitolina slog Karolina Muchová. Serena Williams måtte ud i tre sæt for at slå Alison Riske 6-4, 4-6, 6-3. Efter sejrene over Laura Siegemund, Kiki Bertens og Élise Mertens vandt Barbora Strýcová også over Johanna Konta: 7-6, 6-1.
Dag 9, onsdag d. 10/7: Mændenes kvartfinaler gav sejre til Novak  Djokovic (over David Goffin),  Roberto Bautista-Agut (over Guido Pella),  Rafel Nadal (over Sam Querrey) og i Wimbledon sejr nr. 100 Roger Federer (over Kei Nishikori).
Dag 10, torsdag d. 11/7: I kvindernes semifinaler vandt Simona Halep over Jelina Svitolina: 6-1, 6-3, mens den sympatiske Barbora Strýcovás imponerende sejrsstime i dette års Wimbledon desværre stoppet af Serena Williams: 6-1, 6-2.
Dag 11, fredag d. 12/7: I mændenes semifinaler vandt Novak Djokovic over Roberto Bautista-Agut: 6-2, 4-6, 6-3, 6-2. Roger Federer besejrede Rafael Nadal: 7-6, 1-6, 6-3, 6-4. "Federer havde lagt en en god strategi: god serv, hurtigt til net og korte dueller. Federer ville afgøre boldene hurtigt og ikke lade Nadal dominere fra baglinjen, men Nadal kæmpede indædt til det sidste" (Lasse Rasmussen).
Dag 12, lørdag d. 13/7: I kvindernes finale opnåede Simona Halep sin karrieres anden grand slam sejr, da hun suverænt besejrede Williams med 6-2, 6-2, og rundede den flotte sejr af med en fin, rørende og morsom tale.
Dag 13, søndag d. 14/7: Wimbledons hidtil længstvarende herrefinale sluttede med sejr til Djokovic (7-6, 1-6, 7-6, 4-6, 13-12), efter at Federer havde misbrugt to matchbolde i egen serv. Det er Djokovic' 16. grand slam-sejr og den 5. Wimbledon-sejr ud af i alt 75 titler.
 









Simona Halep
f. 27/9 1991 i Constanta, Rumænien, 168 cm høj, højre-håndet. Vinder af French Open junior-turneringen 2008. Senior-turneringer fra 2009. Ultimo 2012 i top 50, top 20 august 2013 og top 10 januar 2014. For første gang nr. 1 i verden pr. 9/10 2017. Med afbrydelser i alt 64 uger som nr. 1. Første grand slam sejr ved French Open 2018. I alt 36 turneringssejre. Seneste trænere: australieren Darren Cahill (2016-2018) og landsmanden Daniel Dobre (2018ff). Faderen Stere Halep var fodboldspiller, og Simona er stor fodbold-fan



Barbora Strýcová
f. 28/3 1986 i Pilzen, Tjekkiet, 164 cm høj, højre-håndet. Junior-titler 2002-03. Prof. fra 2003. Træner: David Kotyza


Tatjana Maria
f. 8/8 1987, Tyskland, 172 cm høj, højre-håndet, 15 ITF titler, prof. 2001, 1 WTA titel (Mallorca 2018). Træner og ægtemand: Charles Édouard Maria. Datter: Charlotte, f. 23/12 2013
 


Görges på vej til Wimbledon

29. juni:
Turneringen i Birmingham var plaget af regn, men bød på mange gode kampe, bl.a. et usædvanligt opgør mellem de tjekkiske tvillinger Karolina og Kristyna Plisková. Meget overraskende formåede den lavere rangerende Kristyna at besejre Karolina: 6-2, 3-6, 7-6, men ak, så blev Kristyna slået ud af endnu en tjekke, veteranen Barbora Strycová, 6-2, 6-4. Julia Putintseva vandt en chok-sejr over verdens-etteren Naomi Osaka, som var helt "væk", men mødte dernæst Julia Görges; denne er ved at finde serve-formen m.v. og slog sikkert Putintseva 6-3, 6-2. Heller ikke Petra Martic kunne ikke stille noget op over for Julia Görges, der vandt 6-4, 6-3. Ashleigh Barty slog sikkert Venus Williams (39 år) 6-4, 6-3 og dernæst Strycová med 6-4, 6-4. Så var der finale mellem Barty og Görges, og Barty fortsatte sejrs-stimen med 6-3, 7-5. En spændende, underholdende og velspillet finale, hvor Görges' dobbeltfejl dog gjorde udslaget, men hvor der også var plads til at vise smil og følelser.
Fra Queen's Club, London, kom den dårlige nyhed, at den 30-årige argentiner Juan Martin del Potro blev skadet og tog til Barcelona for at blive opereret i knæet. I den østtyske by Halle vandt Roger Federer turneringen for 10. gang, denne gang med en finale-sejr over David Goffin: 7-6, 6-1.
 






Julia Görges
(foto: Si Robi, Wikimedia)
 


Garcia og Vekic i Nottingham

16. juni:
Nottingham Happy Valley græs-turneringen var plaget af dårligt vejr, men selv om finalen foregik i strid sidevind, spillede Donna Vekic og Caroline Garcia en fin kamp med få uprovokerede fejl, flotte forhånds-slag og spændende dueller. Efter 2½ time og to sæt afgjort i tiebreak vandt Garcia med 2-6, 7-6, 7-6. Det var én af de finaler, hvor man ikke ønsker en taber. En tårevædet Vekic var stærkt skuffet. Men sejren var et comeback for Garcia, hvis resultater har været dårlige det sidste halve år. Garcia slog i semifinalen Jennifer Brady, USA, mens Vekic i sin semifinale besejrede tyskeren Tatjana Maria, og i kvartfinalen vandt Vekic over Garcias tidligere dobbeltpartner Kristina Mladenovic.
 



Donna Vekic
(foto: Si Robi, Wiki)
 


Alison Riske vandt, men...!


Natalia Vikhljantseva (foto: Peter Menzel, Wikimedia)

16. juni: Det lignede en hjemmebanesejr for Kiki Bertens i S-Hertogenbosch, Nederlandene, men amerikaneren Alison Riske vandt finalen 0-6, 7-6, 7-5 over den småskadede Bertens. På vej til finalen slog Bertens bl.a. Johanna Larsson fra Sverige og den charmerende unge russer Natalia Vikhljantseva fra Volgograd, mens Riske besejrede slovakken Polona Hercog og to andre russere, Veronika Kudermetova og Jekaterina Aleksandrova.
 











Natalia Konstantinovna Vikhljantseva, f. 16/2 1997 i Volgograd, Rusland, 185 cm høj, højre-håndet, to ITF titler, endnu ingen  ingen WTA-titler



Kiki Bertens
(foto: Si Robi, Wikimedia)
 


15. juni: Caroline Wozniacki gift i Italien /tv2.dk/
 

 


Bartys 1. og Nadals 18.

French Open, Roland Garros, Paris, 26. maj - 9. juni: Grand slam turneringen i Paris begyndte katastrofalt: Julia Görges, Angelique Kerber, Petra Kvitová og Caroline Wozniacki måtte udgå allerede i første runde. Til gengæld gik Puerto Ricos OL-vinder Mónica Puig - efter en flot 6-3, 6-1, sejr over hendes russiske veninde Daria Kasatkina - videre til tredje runde sammen med bl.a. Katerina Siniaková, Andrea Petkovic, Donna Vekic og det polske talent Iga Swiatek. Petra Martic vandt sikkert 6-3, 6-3 over 2. seedede Karolina Plisková, og Serena Williams blev slået af unge Sofia Kenin. Johanna Konta fortsatte den sidste tids fremgang med sejre over Donna Vekic og Sloane Stephens. Det nye tjekkiske håb, 19-årige Marketa Vondrousová, imponerede ved at vinde over Carla Suarez-Navarro, Anastasia Sevastova og Petra Martic. Den blot 17-årige amerikaner Amanda Anisimova stod for en sensationel kvartfinale-sejr på 6-2, 6-4 over sidste års Paris-vinder Simona Halep. Ashleigh Barty besejrede på stribe Andrea Petkovic, Sofia Kenin og Madison Keyes og over Anisimova i semifinalen med 6-7, 6-3, 6-3. I den anden semifinale vandt Vondrousová over Konta 7-5, 7-6. Barty kronede turneringen med en sikker 6-1, 6-3 sejr over en nervøs Vondrousvá, men begge havde en flot turnering. Det var den 23-årige Bartys første grad slam sejr i single. Barty fortsætter således rækken af boldbegavede australske topspillere.
Hos mændene gik de tre gamle, Novak Djokovic, Roger Federer og Rafael Nadal, endnu en gang langt, men Alexander Zverev og Dominic Thiem er lige hælene på dem. I kvartfinalen vandt Djokovic over Zverev, men i semifinalen stoppede Dominic Thiem 6-2, 3-6, 7-5, 5-7, 7-5 og verdens-etterens 'Djoko-slam'. I den første semifinale vandt Nadal sikkert 6-3, 6-4, 6-2 over Federer, og den 33-årige spanier var også uimodståelig i finalen, selv om 25-årige Thiem gjorde en god indsats. Grus-kongen vandt 6-3, 5-7, 6-1, 6-1. Det var Nadals 18. grand slam sejr, den 12. French Open sejr og den 3. i træk. Nadals sejrsstime i Paris er årene 2005, 2006, 2007, 2008, 2010, 2011, 2012, 2013, 2014, 2017, 2018 og 2019 - heraf fire finalesejre over Federer, tre over Djokovic og de to seneste over Thiem. Med sine 18 grand slam sejre er Nadal kun to fra Federers rekord.
 



Ashleigh Barty, f. 24/4 1996 i Queensland, Australien, 166 cm høj, højre-håndet, prof. 2010

Marketa Vondrousová, f. 28/6 1999 i Sokolov, Tjekkiet, 173 cm høj, venstre-håndet, prof. 2015

Amanda Anisimova, f. 31/8 2001 i New Jersey, USA, 180 cm høj, højre-håndet, prof. 2016



Raffael Nadal
(foto: Tatiana, Wikimedia)
 


En Porsche til Kvitová

Madrid Open, 4.-12. maj:
Kiki Bertens stod igen i finalen. Sidste år tabte hun til Petra Kvitová, men i år vandt hun 6-4, 6-4 over Simona Halep. Bertens' sejrsstime i Madrid var imponerende: Katerina Siniaková, Jelena Ostapenko, Anastasia Sevastova, Petra Kvitová (!) og Sloane Stephens. Det er Bertens' hidtil største sejr i karrieren og en forrygende optakt til French Open.

Stuttgart Grand Prix, 22.-28. april: Porsche sponsorerede, og en bil stod klar til vinderen, da flere af de bedste tennis-kvinder mødes i Stuttgart, turneringen hvor Julia Görges opnåede én af sine første store sejre.
Tirsdag d. 23. kunne man se Daria Kasatkina besejre den for hårdt satsende Elise Mertens med 7-6, 7-5.
Onsdag d. 24. sled Anett Kontaveit sig til en sejr over Caroline Garcia på 6-4, 6-3. Julia Görges mødte Anastasia Pavljutjenkova og begyndte godt, men blev i løbet af andet sæt skadet og opgav ved stillingen 6-4, 2-6, 0-4.
Torsdag d. 25. spillede Belinda Bencic og Kiki Bertens en spændende kamp, hvor Bertens i andet sæt undgik de mange fejl og vendte kampen til en sejr på  4-6, 6-3, 6-4. Kontaveit imponerede igen - sejr over Pavljutjenkova 6-3, 6-2, og Donna Vekic vandt over Daria Kasatkina 6-1, 7-5.
Angelique Kerber, som var syg af influenza i 14 dage, og som derfor ikke var blandt "the golden girls" i Fed Cup, fik lov at sidde en runde over, men første kamp blev til gengæld mod Andrea Petkovic. Kerber virkede rask og vandt den gode kamp med 6-2, 6-4, men tabte i næste runde til Bertens.
I semifinalerne tabte Bertens til sin 'onde ånd' Petra Kvitová, mens Kontaveit fortsatte til finalen, som Kvitová vandt knebent med 6-3, 7-6.
 





Kiki Bertens, f. 10/12 1991 i Wateringen,  Nederlandene, 182 cm høj, højre-håndet, prof. 2009. Træner: Raemon Sluiter

Anett Kontaveit, f. 24/12, 1995 i Tallinn, Estland, 174 cm høj, højre-håndet, prof. 2010. Træner: Nigel Sears

Petra Kvitová, f. 8/3 1990 i Bilovec, Tjekkiet, 182 cm høj, venstre-håndet, prof. 2006, 27 titler - herunder Wimbledon 2011 og 2014

 


"The Golden Girls"


Fed Cup, 20.-21. april: I de indledende runder af kvindernes nations-turnering, Fed Cup, frem mod 2020 vandt Tyskland 3-1 over Letland. I Riga satte Andrea Petkovic kursen med en 7-5, 6-4 sejr over Jelenea Ostapenko, og den muntre Petkovic udtalte sig optimistisk om fremtiden: "We're oldies but goodies", Tennis Magazin kalder spillerne for "Ü-30-Generation" (Ü for über), og Petkovic har også kaldt denne gruppe af jævnaldrende spillere for "the golden girls". Den 'unge' Mona Barthel (28 år) måtte i sidste øjeblik erstatte Angelique Kerber (31 år) på det tyske hold, som ellers bestod af Julia Görges (30 år), Anna-Lena Grönefeld (33 år) og Andrea Petkovic selv (31 år). Tatjana Maria (31 år) var ikke med. Den tyske Fed Cup-træner, Jens Gerlach, nævnte dog den 22-årige Antonia Lottner og den 24-årige Carina Witthöft som to af de yngre spillere, han håber på.
 





Andrea Petkovic
(foto: Si Robi, Wikimedia)
 


Fra Charleston til Lugano

Lugano, Schweiz, 8.-14. april: Da jeg juli 2016 besøgte i Båstad, var den første kamp, jeg så, mellem slovenen Polona Hercog og tyskeren Julia Görges. Jeg faldt straks for 'Jule', men Hercog er også én, man lægger mærke til: Hun er formodentlig den mest tatoverede kvindelige tennis-spiller. 28-årige Hercog vandt nu sin første titel i 12 år, idet hun vandt finalen i Lugano over det polske talent Iga Swiatek 6-3, 3-6, 6-3, men det er nok 17-årige Swiatek, vi vil se mest til i fremtiden. Swiatek vandt junior-turneringen i Wimbledon 2018.

Charleston, South Carolina, 1.-7. april: Med sejre over Laura Siegmund (Tyskland) og Mihaela Buzarnescu (Rumænien) kom Caroline Wozniacki godt fra start. Kvartfinalen mod den 23-årige græker Maria Sakkari vandt Wozniacki så sikkert som 6-2, 6-2, og det betød semifinale mod kroaten Petra Martic, som imponerede med sejr over Belinda Bencic i deres kvartfinale, men Wozniacki fastholdt det sikre spil og vandt 6-3, 6-4. Siden sin fantastiske OL-sejr i 2016 har Puerto Ricos yndling Mónica Puig ikke nået de helt store resultater. Men ligesom Wozniacki kom Puig fint fra start med sejre over den italienske veteran Sara Errani, den unge amerikaner Sofia Kenin og meget imponerende også over hviderusseren Aryna Sabalenka. I kvartfinalen vandt Puig sikkert 6-3, 6-2 over amerikaneren Danielle Collins, men var chanceløs i semifinalen: Hårdtslående Madison Keys vandt 6-4, 6-0, og Keys fortsatte i samme dur i finalen mod Wozniacki, som Keys slog 7-6, 6-3. Det var Wozniackis første finale i 2019 og trods alt et klart fremskridt for hende.
 






Polona Hercog
f. 20/1 1991 i Mariborg, Slovenien, 185 cm høj, højre-håndet, prof. 2006
(foto: Carine06, Wikimedia)
 


Kontaveit og Barty i Florida

Miami, Florida, 19.-30. marts:
Med Rafael Nadal ude af billedet pga. skade var overraskelsen hos herrerne, at Novak Djokovic blev slået ud af Roberto Bautista-Agut, men denne blev dernæst selv slået ud af John Isner. Roger Federer gik 'planmæssigt' gennem runderne. I finalen vandt Federer 6-4, 6-1 over Isner, dvs. Federers turneringssejr nr. 101.
Vi er på det seneste blevet vant til, at Caroline Wozniacki ikke når så langt i turneringerne. Wozniacki blev her slået ud af taiwaneseren Su-Wei Hsieh, som også besejrede verdens-etteren Naomi Osaka. Men Hsieh blev så selv sendt ud af det estiske håb Anett Kontaveit, som også besejrede den canadiske tornado Bianca Andreescu, der tidligere slog Angelique Kerber ud. Det er én af den 23-årige Kontaveits bedste turneringer, hvor hun nu gik til semifinalen mod Ashleigh Barty, men dér sluttede det denne gang. Barty vandt ikke blot semifinalen over Kontaveit, men også finalen (7-6, 6-3) over Karolina Plisková. Det medfører, at den snart 23-årige australier Barty går ind på kvindernes aktuelle top ti.

21. marts: Den tjekkiske tennisspiller Lucie Safarová (f. 4/2 1987 i Brno) meddeler på Instagram, at hun slutter sin professionelle karrière ved turneringen i Prag d. 29. april - 4. maj. Den venstre-håndede Safarová blev professionel i 2002, og hendes højeste placering på ranglisten var som nr. 5 i sept. 2015. Hun har vundet 7 turneringer og nåede semifinalen i Wimbledon 2014 og finalen i French Open 2015. Hendes seneste sejr var i Prag 2016, og meget passende er det dér, hun slutter.
 















Lucie Safarová
(foto: Si Robi, Wikimedia)
 


Overraskelser i Californien

Indian Wells, Californien, 6.-17. marts:
Vi er så vant til, at tennis-mændene er stabile og kvinderne ustabile. Men sådan er det ikke altid. I Acapulco triumferede Nick Kyrgios, men det gik ham ilde i Indian Wells. 35-årige Philipp Kohlschreiber slog Kyrgios ud i anden runde. Dernæst besejrede Kohlschreiber selveste verdens-etteren Novak Djokovic 6-4, 6-4, men tabte så klart Gaël Monfils: 0-6, 2-6. Pga. en skade fik vi ikke endnu en duel mellem Federer og Rafael Nadal, men en spændende finale, hvor Dominic Thiem slog Roger Federer 3-6, 6-3, 7-5.
Hos kvinderne fortsatte vinderen i Dubai, Belinda Bencic, den opadgående kurve med sejre over belgieren Alison van Uytvanck, russeren Jekaterina Aleksandrova (som forinden slog Caroline Wozniacki ud) og oven i købet verdens-etteren Naomi Osaka så klart som 6-3, 6-1. I en næsten fejlfri kamp af begge spillere vandt Bencic over Karolina Plisková 6-3, 4-6, 6-3,  måske turneringens bedste kamp. Angelique Kerber udviste også mere stabilitet og kraft end senest, idet hun besejrede to af de yngre, lovende spillere, 24-årige Julia Putintseva fra Kazakhstan og 22-årige Natalia Vikhljantseva fra Rusland, dernæst hviderusseren Aryna Sabalenka og veteranen Venus Williams. Kerber besejrede i sin semifinale Belinda Bencic, som endelig var blevet træt: 6-4, 6-2. Kerber mødte i finalen den unge canadier Bianca Andreescu, som også nåede finalen i Auckland i januar, hvor hun tabte til Görges; denne gang vandt Andreescu: 6-4, 3-6, 6-4.
 






Philipp Kohlschreiber
 f. 16/10 1983 i Augsburg, Bayern, bor i Schweiz, 177 cm høj, højre-håndet, god baghånd, prof. 2001, højeste rangliste-placering nr. 16 i juli 2012, 5 turnerings-sejre
 


Belinda Bencic bare bedst

Dubai, Forenede arabiske Emirater, 17.-23. februar:
I Doha vandt Julia Görges over Alison Riske, men i Dubai vandt Riske 6-4, 7-5. Görges havde rygproblemer og havde nogle servefejl-kendelser imod sig. Også Donna Vekic blev slået ud i første runde, da tuneseren Ons Jabeur vandt over hende med 6-4, 7-6. Turneringens store positive spiller var schweizeren Belinda Bencic, som spillede nogle forrygende kampe og besejrede Aryna Sabalenka (6-4, 2-6, 7-6), Simona Halep (4-6, 6-4, 6-2 i kvartfinalen) og Jelina Svitolina (6-2, 3-6, 7-6 i semifinalen). Den unge stærkt spillende schweizer 'gik hele vejen' og vandt også finalen over Petra Kvitová: 6-3, 1-6, 6-2. Det er Bencic' største sejr. Hun har været med længe, men det er, fordi hun - ligesom en anden schweizer: Martina Hingis - begyndte tidligt, og så har Bencic gennem årene været plaget af mange skader.
 



Belinda Bencic, f. 10/3 1997 i Flawil, Schweiz, slovakiske forældre, bor i Sankt Gallen, 175 cm høj, højre-håndet. 2013: junior grand slam titler i Paris og Wimbledon. 2015: Første 'voksen'-titel i Eastbourne. 2017: Sejr i Poitiers. Træner (og far): Ivan Bencic
 


Mertens vinder i Doha

Doha, Qatar, 11.-16. februar:
Den 23-årige belgier Elise Mertens vandt den spændende finale over verdens-etteren Simona Halep med 3-6, 6-4, 6-3. Det er Mertens hidtil største turneringssejr - og fortjent. Mertens' vej til finalen begyndte med sejre over Katerina Siniaková og Kristyna Plisková (Karolinas tvillinge-søster). Mertens fortsatte med kvartfinalesejr over Kiki Bertens 6-4, 6-3, og i semifinalen slog Mertens en alt for defensiv Angelique Kerber 6-4, 2-6, 6-1. Simona Halep begyndte med at slå Lesia Tsurenko og vandt så knebent i kvartfinalen over Julia Görges: 7-6, 7-6. Forud havde Görges slået amerikaneren Alison Riske. I sin semifinale vandt Halep over den anden ukrainer, Jelina Svitolina: 6-3, 3-6, 6-4.
 





Elise Mertens, f. 17/11 1995 i Leuven, Belgien. 179 cm høj, højre-håndet. Første turneringssejr 2017 i Hobart. Første grand slam semifinale 2018 ved Australian Open
 


Vekic 2'er i Skt. Petersborg

Sankt Petersborg, 28. jan.-3. feb.:
Julia Görges begyndte tilforladeligt med 6-2, 7-5 sejr over grækeren Maria Sakkari, men tabte allerede i anden runde 6-4, 4-6, 4-6 til russernes egen comeback-veteran Vera Zvonereva. Efter et OK første sæt, begik Görges et hav af uprovokerede fejl.
Det kroatiske håb, charmetrolden Donna Vekic, begyndte med sejre over schweizeren Timea Bacsinszky 4-6, 6-1, 6-3, og russeren Veronika Kudermetova 6-4, 6-3. Vekic spillede op til sit allerbedste, da hun besejrede verdens nr. 2 og sidste års vinder i Sankt Petersborg, Petra Kvitová, med 6-4, 6-1, i en flot kamp. Donna Vekic begyndte finalen mod Kiki Bertens rigtig godt, men det holdt desværre ikke. Bertens vendte 2-5 i første sæt og vandt finalen 7-6, 6-4. Det er Bertens' tredje titel inden for et halvt år, men Vekic har stor ære af kampene i den historiske by og trænes i øvrigt af Angelique Kerbers tidligere træner, den succesfulde Torben Beltz.
 




Donna Vekic,
f. 28/6 1996 i Kroatien, 179 cm høj, højre-håndet
 


Australian Open

Melbourne, 14.-26. januar:
Årets første 'grand slam' turnering begyndte med første-runde-nederlag til to af mine yndinge. Julia Görges tabte til Danielle Collins, USA, med 6-2, 6-7, 4-6, og Mónica Puig tabte 4-6, 3-6 til russeren Anastasia Pavljutjenkova. Anden rundes imponerende kamp mellem Johanna Konta og Garbiñe Muguruza sluttede kl. 03:12 nat lokal tid med Muguruza som vinder: 6-4, 6-7, 7-5. Imponerende. Frustrerende derimod var tredje-runde kampen mellem den forsvarende mester Caroline Wozniacki og skrige-maskinen Maria Sjarapova. Wozniacki spillede ubegribeligt passivt, så Sjarapova trods en høj fejlprocent vandt: 6-4, 4-6, 6-3. Også sidste års vinder hos mændene, Roger Federer, blev slået ud, da den 20-årige græker Stefanos Tsitsipas vandt: 6-7, 7-6, 7-5, 7-6. Endnu en tidligere vinder måtte sige farvel, da Collins slog en uset dårligt spillende Angelique Kerber med 6-0, 6-2. I semifinalen havde Collins dommeren imod sig og tabte ufortjent til Petra Kvitová. Naomi Osaka vandt kvindernes finale med 7-6, 5-7, 6-4 over Kvitová. Først vandt den 21-årige japaner US Open 2018 (skandale-finalen mod Serena Williams) og nu også Australian Open. Hermed bliver Osaka også ny nr. 1 på kvindernes rangliste.
Rafael Nadal knuste i sin semifinale unge Tsitsipas 6-2, 6-4, 6-0, mens Novak Djokovic slog en anden positiv overraskelse i turneringen, franskmanden Lucas Pouille: 6-0, 6-2, 6-2. Djokovic vandt overraskende sikkert mændenes finale med 6-2, 6-3, 6-2 over Nadal, den 31-årige serbers 15. grand slam titel.
Den 16-årige dansker Clara Tauson vandt juniorernes finale i sikker stil 6-4, 6-3 over den jævnaldrende canadier Leylah Annie Fernandez.
 






AO-vinder:
Naomi Osaka
 f. 16/10 1997 i Osaka (!), Japan. 180 cm høj, højre-håndet, prof. 2013. Træner: Sascha Bajin


Årets første tennis-turneringer

I årets første uger spilles flere turneringer, bl.a. nedenstående, hvor spillerne forbereder sig på årets første grand slam turnering: Australian Open.

● Görges sejrede igen i Auckland, New Zealand, slut 6. januar
Turneringen blev præget af favorit-dræberen, den 18-årige canadier Bianca Andreescu, som begyndte med at slå ungareren Timea Babos 6-4, 7-6, dernæst en sært uenergisk Caroline Wozniacki 6-4, 6-4 og Venus Williams 6-7, 6-1, 6-3. Julia Görges vandt først over svenskeren Johanna Larsson 6-0, 6-4 og dernæst landsmanden Mona Barthel 6-4, 6-4. Kampen mod den canadiske skønhed Eugénie Bouchard blev lang og dramatisk, præget af en forstyrrende vind. Efter 2½ timer vandt Görges 3-6, 6-3, 7-6. Andreescu fortsatte det gode spil i finalen, mens Görges ikke kunne få serven til at fungere og lavede mange uprovokerede fejl. Med gode råd fra træner Michael Geserer forbedrede Görges sit spil, og Andreescus tabte kræfterne. Görges vandt således finalen for andet år i træk: 2-6, 7-5, 6-1. Hurra!

● Tsurenko 2'er i Brisbane, Australien, slut 6. januar
Ukraineren Lesia Tsurenko imponerede turneringen igennem, bl.a. med en semifinalesejr over Naomi Osaka, Japan. I finalen fik Tsurenko en ankelskade og måtte se sig slået af den tjekkiske favorit Karolina Plisková: 6-4, 5-7, 2-6. Ken Nishikori, Japan, vandt mændenes finale med 6-4, 3-6, 6-2, over Daniil Medvedev, Rusland.

● Kvitová-sejr i Sydney, Australien, slut 12. januar
Hjemmefavoritten Ashley Barty imponerede med sejre over Jelena Ostapenko, verdens-etteren Simona Halep, belgieren Elise Mertens og nederlandske Kiki Bertens. Barty mødte i finalen Petra Kvitová, som i kvartfinalen vandt klart over Angelique Kerber med 6-4, 6-1. I en spændende, men også opslidende tre-sætter vandt Kvitová over Barty med 1-6, 7-5, 7-6.
 



Auckland-vinder:
Julia Görges
(foto: Si Robi, Wiki)


Godt spil i Brisbane:
Lesia Tsurenko
 f. 30/5 1989, højre-håndet, prof. 2007, kvartfinalen i US Open 2018 (foto: Si Robi, Wikimedia)
 


 Opdateret d. 25/5, 2021