Filmorientering

Svend Mikael Sne

 



Til forsiden

Til oversigten
 


Martin Sne, Facebook-opslag, 24. september 2018
Her er Mikael, min far, Svend Mikael Sne, som i dag ville være fyldt 98.

Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod,
jeg lytter og jeg lytter, til det synger i mit blod,
den hvide rug, den blide rug, som mod min tinding slår,
det er som tusind fingre små på sølvtangenter går.
Jeppe Aakjær 1906

                                                     ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

Svend Mikael Sne (opr. Jensen), født 24/9 1920, død 11/8 2012
Gift 13/11 1954 m. skuespillerinden Aase Sonja Wolfsberg
jf. Wikipedia Danske Film ~ IMDb

Søn: Martin Wolfsberg Sne (28/10 1955 - 10/4 2019), fotograf, musiker og skuespiller, jf. Wikipedia ~ Danske Film ~ IMDb

 



Svend Mikael Sne
(Martins foto på Facebook)
 


Svend Sne studerede sprog og litteratur på Sorbonne-universitetet i Paris oktober 1949-juni 1950. Som filmskribent kaldte han sig oftest Mikael Sne med signaturerne MS eller SMS. Han var i næsten 25 år filmanmelder på dagbladet Land og Folk (1/5 1954 - 1/2 1979) og boede mange år Sagasvej 18 på Vesterbro. Sne vikarierede periodisk i 1961 og 1962 på Se og Hør som billed-redaktør og havde bijob på Dansk Grafia 1976-1976 og Filmavisen Tusind Øjne 1976-1979. Sne var aktiv freelance 1979-1984. Bestyrelses-medlem i Københavns Filmmedarbejderforening 1972-1980 og jurymedlem for Det danske Filminstitut 1981-1982. Han havde en birolle i filmen "I din fars lomme" (instr. Lise Roos, 1973).

Måske lidt overraskende var Sne en stor ynder og kender af 1930'ernes Hollywoodfilm. Teater, litteratur og cirkus havde også hans interesse. De færreste danskere har set så mange sovjetiske film som han, og han bidrog regelmæssigt til den store sovjetiske encyklopædi, Frit Danmark og Folkets Jul. Sne skrev også noveller, digte og den korte roman "Bartenderen" (Rhodos, 1988). Han bidrog mere sporadisk til Fremad og Kosmorama.

Mikael Sne var en dannet, høflig og venlig mand, også som filmanmelder. Da jeg var ung, syntes jeg, at han ofte var for venlig, men han kunne også være skarp, jf. anmeldelser af James Bond-film. Den første anmeldelser gælder den fjerde Bond-film, Thunderball (instr. Terence Young, 1965): Den velskrevne anmeldelse bliver til sidst usædvanlig skarpt pointeret. Sne karakteriserer "ånden i filmen" ud fra en henvisning til den østrigske nazist Otto Skorzeny. Den slags gjorde Sne sjældent, så vidt jeg husker, og nazi-associationen til James Bond-figuren er i mine øjne noget ved siden af, men den havde åbenbart en aktuel anledning. Sne benytter senere anmeldelsen af den tiende Bond-film, The Spy Who Loved Me (instr. Lewis Gilbert, 1977), til en generel karakteristik af Bond-filmene. Sne fremhæver her den anden James Bond-film, From Russia With Love (instr. Terence Young, 1963), som den bedste - ja, som  "virkelig fremragende".

Gentleman og kommunist: En ikke helt almindelig kombination? Men det var Mikael Sne. En kommunist af den kulturåbne slags og en klar anti-stalinist på linje med f. eks. Albert Cervoni - død 1993, jf. min sektion om franske filmkritikere - og måske endda på linje med sin egen forgænger på Land og Folk: Werner Thierry, død 2003, jf. min sektion om danske filmkritikere. Den anti-stalinistiske holdning viste Sne bl.a., da han i den højspændte situation 1968 skrev en opsigtsvækkende artikel om udviklingen i tjekkisk film med titlen: "Er den tjekkiske film-revolte forbi?" (Die Asta, nr. 4, oktober 1968).

Bortset fra to spørgerunder er der vist kun et enkelt bidrag af Mikael Sne i Filmmuseets tidsskrift Kosmorama - af politiske årsager? pga. fordomme? Men i Kosmoramas bedste periode, under Øystein Hjort, skrev Sne dog en artikel, Chaplins linedans - Kosmorama 91, Juli 1969, om Chaplins "The Circus", dens placering i Chaplins værk, de skiftende holdninger til den, de problematiske aspekter af den, osv.. Fremragende, mere æstetisk end ideologisk, selv om den positive interesse for Chaplins film har aner hos andre tidligere, kommunistiske filmkritikere og -historikere som Sadoul, jf. min sektion om franske filmhistorikere. Det er en artikel, som gør mig trist over, at Sne ikke fik mulighed for at skrive flere artikler eller anmeldelser af denne art, f. eks. i Kosmorama.

Kosmorama 64 (december 1963) bringer datidens danske filmanmelderes lister over favoritfilm, og Sne nævner nedenstående ti film  - i prioriteret rækkefølge? Udvalget illustrerer hans forkærlighed for Chaplin, Capra og 1930'ernes film. Den eneste sovjetiske film på listen er vel at mærke et tøbrudsværk fra Khrusjtjov-årene.

The Gold Rush (instr. Charles Chaplin, 1925)
The Grapes Of Wrath (instr. John Ford, 1940)
Paths Of Glory (instr. Stanley Kubrick, 1957)
Sudba tjeloveka (instr. Sergej Bondartjuk, 1959)
City Lights (instr. Charles Chaplin, 1931)
Mr. Smith Goes To Washington (instr. Frank Capra, 1939)
La crise est finie (instr. Robert Siodmak, 1934)
La belle équipe (instr. Julien Duvivier, 1936)
Mr. Deeds Goes To Town (instr. Frank Capra, 1936)
Monsieur Verdoux (instr. Charles Chaplin, 1947)
 



Land og Folk 1947


Knud Jespersen
DBL ~ Leksikon
Wiki ~ Gravsted


1990: Sidste udgave af Land og Folk,  udgivet af DKP



Sadouls Chaplin-bog, dansk udgave


Sudbja tjeloveka
(En mands skæbne)
 


Jeg var en uge eller to i november 1974 (tror jeg nok, undersøges p.t.) vikar for Mikael Sne på Land og Folk,
Min kortvarige optræden i Land og Folk - og senere i månedsbladet Fremad for unge - skete, selv om jeg ikke var partimedlem og aldrig blev det. Jeg opnåede dog at besøge de 'hellige haller' i Dronningens Tværgade, da jeg skulle tale med Fremads redaktør og så et glimt af den legendariske ideolog Gelius Lund. Samarbejdet med Fremad fik en ende, da jeg ikke anmeldte en Olsen-bande-film, så begejstret som jeg burde: Filmen var anti-EF og skulle derfor roses til skyerne. Generelt havde jeg det svært med at være så 'firkantet', som Fremad-redaktøren ønskede det.
Men der var folk, som registrerede mine få skriverier i kommunisternes presse, bl.a. aktivisten Gertrud Galster. Mange år senere, hvor jeg holdt et uskyldigt filmcauseri i Hendriksholm Kirke (Rødovre), blev jeg bagefter spurgt af en mand, som jeg ikke kender/kendte, om jeg engang havde skrevet i Land og Folk. Det svarede jeg bekræftende på, men da der var andre, som ville snakke, fik jeg ikke spurgt ham om, hvor han dog kendte den korte episode i min fortid fra. Et utroligt tilfælde, synes jeg.
I 1970'erne og 1980'erne traf jeg Mikael Sne ved presseforestillinger og somme tider på Filmmuseet, hvor han af og til mødtes med Bo Halvorsson, jf. den svenske sektion (gul) på min filmkritikerside. Desværre mistede jeg med tiden kontakten med Sne - det føles som et tab - og jeg vil mene, det er et tab for dansk filmkritik, at der ikke er udgivet mere af Sne i bogform end den korte roman. Hans viden og skrivemåde fortjener større udbredelse.
 










Bartenderen
Forlaget Rhodos 1988
Bogtorvet
 


Opdateret 4/2, 2021