|
Portræt af Robin Wood
Robin Wood | * 23/2 1931 † 18/12 2009 |
Robin
Wood var en indflydelsesrig engelsk-canadisk filmkritiker
fra 1960'erne og til sin død, men hans betydning og hans orientering gik
gennem årenes løb i vidt forskellige retninger.
Med "Hitchcock's Films"
(1965) og "Howard Hawks" (1968) satte han en ny standard for den
angelsaksiske filmkritik. Truffaut og kollegerne på Cahiers du Cinéma og i
Nouvelle Vague-kredsen havde allerede udråbt Hitchcocks og Hawks'
genialitet, men 'The French Line' havde ikke overbevist det filmkritiske
establishment i Norden eller på de britiske øer - og da slet ikke Penelope
Houston, der i en menneskealder var chefredaktør for British Film
Institute's tidsskrift Sight & Sound. For dette establishment var Hollywood
en kommerciel filmfabrik, og derfor var Hollywood-film pr. definition
alene at betragte som 'light entertainment'. Robin Wood og hans kolleger
(bl.a. Ian Cameron, Paul Mayersberg og Victor F. Perkins) ved tidsskriftet MOVIE (start
1962) blev hurtigt en uomgængelig udfordring og et reelt alternativ til
dette establishment. De havde ligeså stort et engagement som franskmændene
- og i vidt omfang det samme auteur-pantheon - men desuden havde de en
grundig og seriøs argumentation gennem en film-analyse inspireret af den
litterære nykritik: 'close reading'. Det var noget ganske andet end
franskmændenes til tider vidtløftige filosofiske abstraktioner.
For den hastigt
voksende seriøse filmkritik og tidlige filmvidenskab på universiteterne i
Storbritannien og Norden var Robin Wood og MOVIE desuden et frugtbart
alternativ til de munke-marxistiske strømninger, selv om sidstnævnte
senere sejrede og gjorde mange intellektuelle filmmiljøer til ørkenland.
Men i 1970erne skiftede Wood i den grad kurs, og hans private habitus som nyudsprunget homoseksuel (efter et længerevarende ægteskab med Aline
Macdonald og deraf tre børn) blev nu i den grad indblandet i hans filmkritik,
som blev et sært impressionistisk-feministisk-homoseksuelt-venstrepolitisk mix.
Olof Hedling om Wood
Robin Wood var således en spændende filmkritisk begavelse og engageret personlighed, som i
fem årtier var snart i centrum snart i periferien af væsentlige
filmkritiske udviklinger. Derfor er det både rimeligt og velkomment, at Olof Hedling
ved Lunds Universitet har valgt at studere Robin Wood, og helt i Woods ånd er det en
imponerende grundig bog. Hedling synes at have læst alt af Robin Wood og
de fleste af debatterne omkring ham. En særlig fortjeneste er det, at
Hedling udførligt forklarer den særlige kritiske tradition og det store
forbillede, litteraten F.R. Leavis, som udgik fra Cambridge-universitetet.
Hedling argumenterer godt for, at det er Leavis' ånd, som gennem alle år
trods alle omskiftelser har præget Robin Wood, der til sidst boede mange år i USA og Canada.
Men hvad med Woods metoder, Hedling? Hvordan helt præcist og konkret kommer Wood frem til sine
konklusioner? Hvori består f. eks. den 'close reading', som Wood bedriver
i 1960'erne, og hvad er hans særpræg sammenlignet også med nære kolleger
som Cameron og Perkins? Det er påfaldende, hvordan Wood både hos Hawks og
Hitchcock når frem til nogle terapeutiske temaer, herunder filmenes
etablering af harmoni og kosmos. Fordi han vil finde dem? Raymond Durgnat udfordrede Woods analyse
af både Hawks og Hitchcock. Durgnat gjorde den fejl at anvende for meget
plads på at fremhæve William Wellman på Howard Hawks' bekostning. Durgnats
opgør med Woods konklusioner står stærkere i "The Strange
Case of Alfred Hitchcock" (1974), og det er nært beslægtet med Christian
Braad Thomsens polemik mod Wood i "Hitchcock - Hans liv og film" (1990).
Både Durgnat og Braad har en freudiansk tilgang til Hitchcock
og tegner et mere tvetydigt billede af Hitchcocks filmunivers end Wood.
Hedling anfører mange af de diskussioner og polemikker, som er opstået
omkring Wood, men går ikke langt ind i dem. Det er en skam, selv om Wood
vitterligt ikke er en film-teoretiker, men virkelig en film-kritiker, jfr.
det You-Tube-klip, som er anført nedenfor. Wood kunne ikke have skrevet en bog som Victor F. Perkins'
"Film As Film" (1972) eller det opgør, som den alt
for tidligt døde Andrew Britton foretog - i det nye MOVIE - med den teoretiske og metodiske ortodoksi, som
tidsskriftet Screen stod for: "The Ideology of Screen" (MOVIE 26,
Winter 1978-79). Det er et fremragende arbejde af Britton, og det er
sikkert baggrund for nogle af Woods polemikker;
desuden er det ti år før, David Bordwell gennemfører noget lignende i bogen "Making Meaning"
(1989).
Vurderet ud fra en almindelig filmkritisk interesse er Hedlings bog et
imponerende og relevant værk, men måske især for os, som filmkritisk
så at sige er vokset op med Woods publikationer. Det er bare en skam, at
Olof Hedling ikke vover noget mere. Jeg savner hos Hedling noget af det
temperament og engagement, som kendetegnede den yngre Robin Wood.
Konklusion
Den ældre Wood blev så seksualpolitisk og alménpolitisk radikaliseret, at han i
sine artikler ofte tog sig ud som en helt anden end den engagerede
humanist og filmentusiast, som udfordrede 1950ernes og 1960ernes
konformisme. I sin nekrolog fortæller den gamle kampfælle Charles Barr
dog, at Wood stadig kunne forlade sig på de gamle værdier og f.eks.
accepterede en hospitals-operation med forbillede i den stoiske ro hos Howard Hawks' westernhelte. Det er rørende, synes jeg, og det er den Robin Wood,
jeg vil mindes. I en vis periode var Robin Wood den filmkritiker, som
kom til at betyde mest også for mig selv.
Olof Hedling: Robin Wood - brittisk filmkritiker. 2001, Lund,
Filmhäftet, 265 sider, illustreret. ISBN 91-974142-1-2
|
Tilbage til forsiden
Tilbage til
oversigten
Robin Wood som ung, ovenfor, og nedenfor div. udg. af Hitchcock bogen
|
|
VERDENS TI BEDSTE FILM IFØLGE WOOD
1 Rio Bravo (Howard Hawks, 1959)
2 Les demoiselles de Rochefort (Jacques Demy, 1967)
3 Heaven's Gate (Michael Cimino, 1980)
4 I Walked with a Zombie (Jacques Tourneur, 1943)
5 Banshun (Late Spring) (Yasujiro Ozu, 1949)
6 Marnie (Alfred Hitchcock, 1964)
7 Rally 'Round the Flag, Boys! (Leo McCarey, 1958)
8 The Reckless Moment (Max Ophuls, 1949)
9 La règle du jeu (Jean Renoir, 1939)
10 Ugetsu monogatari (Kenji Mizoguchi, 1953)
|
|
