Filmorientering
Polsk film
 






 




Warszawa: Mindestedet for den ukendte soldat. Her æres Polens faldne i Første Verdenskrig samt de faldne i den efterfølgende polsk-sovjetiske grænsekrig. Våbenhvile-aftalen af 11/11 1918 og den efterfølgende Versailles-fredstraktat var grundlaget for genskabelsen af Polen som stat.

I forbindelse med Cinematekets filmrække om Første Verdenskrig blev også den polske side af krigsafslutningen fejret. Som introduktion til visningen af to polske mellemkrigstidsfilm holdt jeg lørdag d. 10/11 2018 et foredrag om Polen og polsk film med særligt henblik polsk film i mellem-krigsårene. Nedenfor følger en bearbejdet udgave af foredraget.
 


 Tilbage til forsiden

 Artikel- oversigt






 


Polsk film - med særligt henblik på mellemkrigsårene

Polsk film bliver ofte identificeret som polsk film efter Anden Verdenskrig, og den største instruktør – i denne periode og overhovedet – er Andrzej Wajda (1926–2016). Hans filmproduktion spænder over årene fra midten af 1950erne til hans død i 2016. Med nuancer og finesser formåede Wajda i sine film ofte at omgå den kommunistiske ensretning af kulturen. I nyere tid blev Wajda berømt for trilogien ”Złowiek z marmuru” (1977, Marmormanden), ”Złowiek z zelasa” (1981, Jernmanden) og ”Wałesa, złowiek z zelasa” (2013, Walesa – håbets mand). I Wajdas sidste film ”Powidoki” (2016, Efterbillede) portrætteres en maler og kunst-teoretiker Wladysław Strzeminski, hvis liv bliver plaget og forkortet, da han modsætter sig stalinismens ’socialistiske realisme’.

Mange dygtige instruktører kom frem efter Anden Verdenskrig. Ud over Wajda er Roman Polanski (1933– ) og Krzysztof Kieslowski (1941–1966 )de mest berømte, men nævnes bør også Walerian Borowczyk (1923–2006), Aleksander Ford (1908–1980), Wojciech Has (1925–2000 ), Wanda Jakubowska (1907–1998), Jerzy Kawalerowicz (1922–2007), Tadeusz Konwicki (1926–2015), Jan Lenica (1928–2001), Wojciech Marczewski (1944– ), (Andrzej Munk (1921–1961), Jerzy Skolimowski (1938– ) og Krzysztof Zanussi (1939– ). Blandt de yngre skal nævnes Dorota Kedzierzawska (1957– ), Jan Jakub Kolski (1956– ), Władysław Pasikowski (1959 – ), Wojciech Smarzowski (1963– ) og frem for alt Paweł Pawlikowski (1957–), der er verdensberømt for ”Ida” fra 2013. Pawlikowski begyndte med dokumentarfilm, bl.a. en film om førnævnte Konwicki, og har lavet spillefilm siden 1998. Hans nyeste film er ”Zimna wojna” (2018, Kold krig).

Polen mellem vest og øst

I Andrzej Wajdas film ”Katyn” fra 2007 er der en fantastisk sekvens, som illustrerer Polens klemme mellem Tyskland og Sovjetunionen i 1939. Folk forsøger at flygte, den dårligt udrustede polske hær forsøger at kæmpe, men fra Vest kommer den tyske hær og fra øst kommer Den røde Hær. Polakkerne sidder i klemmen.

Det synes som et generelt eksistens-vilkår, at Polen har været klemt mellem Vest og Øst, mellem Tyskland og Rusland. Det betyder for det første en kulturel spænding og en kulturel udveksling mellem slavisk og vesteuropæisk kultur. Det betyder for det andet geopolitisk og magtpolitisk, at Polen har været undertrykt fra begge sider.

Da Polen igen blev en stat

Da den tyske delegation tidligt om morgenen d. 11. November 2018 underskrev våbenhvile-aftalen i en togvogn nord for Paris, var det ikke blot afslutningen på Første Verdenskrig, men også det første skridt til gendannelse af den polske stat efter o. 130 års besættelse og undertrykkelse. Da fredsaftalen blev underskrevet d. 28. Juni 1919 på Versailles-slottet uden for Paris, blev der dermed tegnet et nyt Europakort med plads til en polsk stat.

Man kan skelne mellem nation og stat, hvor stat står for den formelle organisation af nationen, af folket. Denne skelnen giver særlig god mening, når det gælder Polen. Der er en polsk nation, et polsk folk, men der har ikke altid været en polsk stat. Der er ikke plads her til at gennemgå de mange omskiftelser gennem flere århundreder, men vigtigt er, at i 1800-tallet og frem til Første Verdenskrigs afslutning var der reelt ingen polsk stat. De polske landområder var delt eller domineret mellem fremmede magter. To markante oprør blev begge knust: 1830 og 1863.

Ikke desto mindre har det polske folk gennem historien bevist, at de har formået at holde fast i det polske sprog og den polske kultur, også under fremmed herredømme. Under Anden Verdenskrig bukkede den polske stat for en tid under, men ikke det polske folk: Der opstod en modstands-bevægelse på polsk grund, og der blev dannet en eksil-regering i London. Efter Anden Verdenskrig blev der igen polsk stat. Grænserne og hele det polske landområde blev skubbet mod Vest af de sovjetiske sejrherrer, og desværre blev Polen nu underlagt Sovjetunionen og Warszawapagten. Men igen: Det polske folk, folkets selvstændighedstrang og folkets kristne tro lod sig ikke udradere af det nye kommunistiske imperium.

De vanskelige mellemkrigsår

Fredsslutningen 1918-1919 muliggjorde gendannelsen af en polsk stat, men det var en urolig tid, fuld af modsætninger og problemer både nationalt og internationalt. Polen rummede en stor befolkningsgruppe på 5-6 millioner ukrainere, cirka 15 pct. af den samlede befolkning, og der opstod regionale grænsekrige, værst 1919-1921 med den nye stat Sovjetunionen. Indenrigspolitisk begyndte det lovende med vedtagelsen af en ny demokratisk forfatning i 1921, men snart gik det skævt. Nationalforsamlingen valgte d. 9. December 1922 Gabriel Narutowicz til præsident, og han blev taget i ed d. 11. December. Kun fem dage efter blev han dræbt ved et attentat. Jerzy Kawalerowicz lavede filmen ”Smierc prezydenta” (1977, Præsidentens død) om Narutowicz’ fem dage på posten og processen mod attentatmanden.

Marskal Jozef Piłsudski blev periodens stærke mand, ikke formelt, men reelt. Den 12. maj 1926 begik han og nogle håndgange mænd et kup, som kostede over 300 menneskeliv. I første omgang støttede venstrefløjspartierne og fagbevægelsen ham. Den siddende præsident og statsminister blev sat 'skakmat'. Fra maj 1926 til sin død i 1935 herskede Piłsudski – formelt som hhv. ministerpræsident og forsvarsminister – selv om forfatningen fra 1921 stadig var gældende. Nationalkonservative dyder og militæret selv var i høj kurs. En ny, mindre demokratisk forfatning i 1935 skabte et militærdiktatur. Paradoksalt nok viste det sig i 1939, at man havde forsømt at modernisere militæret og dets udstyr. Det kan hænge sammen med, at den internationale økonomiske krise også blev mærkbar i Polen.

Polsk film: En lang historie

På tværs af alle de politiske og statslige omvæltninger, på trods af krige og skiftende former for undertrykkelse har polsk film imidlertid en lang historie. Polsk film var med fra begyndelsen – helt parallelt med de største filmlande Frankrig, Tyskland og USA. Verdens første første filmforestillinger foregik i Paris 1895, men Polen var med fra 1896, og den første biograf blev bygget 1899 i Łodz – en by, som mange år senere, i 1948, blev hjemsted for den epokegørende polske filmskole, hvor også enkelte danske instruktører har gået, bl.a. Kathrine Windfeld (1966–2015).

Gennem tyverne blev der produceret ca. 20 spillefilm årligt i Polen. Internationalt vakte polske film ingen opsigt, men Polen bidrog dog til den filmiske stjernehimmel. Fra Sverige kom Greta Garbo, fra Danmark Asta Nielsen, fra Tyskland Marlene Dietrich og fra Polen Barbara Apolonia Chałupec, som via Tyskland kom til Hollywood og blev en stor eksotisk filmstjerne under navnet Pola Negri (1897–1987).

1920'erne

Tyvernes polske film var præget af kærlighedsfilm og melodramaer, f. eks. ”Tajemnica przuystanku tranwajowego” (1922, Sporvognstoppestedets hemmelighed). Historien er en kærligheds-trekant mellem en fattig syerske, en frisør og en rig greve. ”Iwonka” fra 1925 forsøger at kombinere melodrama med patriotisme, og det blev snart en meget almindelig kombination.

På baggrund af, at Polen i mellemkrigsårene netop havde genvundet sin eksistens som stat, er det ikke mærkeligt, at mange film tog nationale og patriotiske temaer op, eller at anti-tyske, anti-russiske og anti-sovjetiske elementer indgår i handlingen. ”Wiatr od morza” (1930, Vinden fra havet) er et melodrama om et trekantsforhold, hvor en tysk mand og en polsk mand forelsker sig i den samme polske kvinde. Melodramaet ”Romans panny Opolskiej” (1928, Frøken Opolskas kærlighed) viser, hvordan sovjetisk inspirerede kommunister intrigerer mod landsby-læreren, men en velhavende frøken ansætter ham som tjener og beskytter ham.

Én af de mest berømte patriotiske film var Jozef Lejtes’ film ”Huragan” (1928, Orkanen). Helten er en officer, som kæmper for Polens frihed mod undertrykkerne, men tages til fange, og i slutbillederne lignes han ved den korsfæstede Jesus Kristus. Der er masser af kamp-scener og ind imellem scener, hvor der bedes i kirkerne, og scener, hvor man drikker og danser i værtshusene. Filmen ”Szalency” (1927, Galninge), instrueret af Leonard Buczkowski (1900–1967), havde arbejdstitlen ”Min første brigade”; det er også en episk film om heltemod og selvopofrelse – og en hyldest til militæret. Henryk Szaros debutfilm fra 1925, ”Jeden z 36” (Én af de 36), skildrer og hylder mennesker, som deltager i 1863 opstanden.

Denne blanding af det, vi i dag vil kalde ’action’, idyllisk hjemstavn, kærlighedsdrama og romantisk heltedyrkelse er en opskrift, som polsk film også i senere perioder flittigt har anvendt.

Henryk Szaros stumfilm ”Mocny cłowiek” (1929, En stærk mand) er én af de få film fra mellemkrigsårene, som nærmer sig det eksperimentelle og avantgardistiske. Filmens titel er også titlen på et manuskript, som i filmens handlingsgang bliver stjålet fra en død narkotika-misbruger. Tyven udgiver manuskriptet for sit eget, men det ender med, at han under en teater-opførelse får han samvittighedskvaler og tilstår.

Lydfilmen og perioden indtil 1939

Filmhistorisk er den skelsættende begivenhed i mellemkrigsårene overgangen fra stumfilm til lydfilm. I mange lande skete det i årene 1929-1930, og udviklingen gik hurtigt. I Polen gik det langsomt, og langt op i 30’erne var antallet stumfilm og lydfilm 50-50 procent.

Henry Szaros film ”Na Sybir” (1930, Til Sibirien) har ganske vist nogle få lyd-effekter, men er for størstedelen stadig en stumfilm og mest interessant på grund af sit kontroversielle emne: Handlingen viser, hvordan den russiske besættelsesmagt forfølger polske patrioter og sender dem til en fangelejr i Sibirien. Emnet var og blev i lang tid tabu.

Den film, som regnes for den første rigtige polske lydfilm, er ”Kazdemu wolno kochac” (1933, Alle har ret til kærlighed), instrueret af Mieczysław Krawicz. Filmen udnytter til fulde, at man nu har talt dialog, toner og lyd-effekter til rådighed. Det er en musikalsk komedie om en fattig komponist, som pludselig får succes med én af sine sange. Han står til at få en stor karriere og til at vinde den kvinde, han elsker. Filmen har både sang og musik – og mange morsomme situationer.

Filmen blev skelsættende. Den blev startskuddet til flere komedier i polsk film, og komedierne dominerer i årene 1934-1939. Der er stadig også en del melodramaer, men de historiske kostumefilm bliver færre, fordi der ikke var penge til den slags udstyrsstykker længere. Den store økonomiske krise kradsede også i filmbranchen.

Krawicz fortsatte i komedie-sporet med ”Dwie Joasie” (1935), De to Joasier), en musikalsk komedie om en ung kvinde, som har svært ved at få og svært at beholde et job, fordi hun på grund af sit charmerende udseende chikaneres af nærgående chefer. Med hjælp af en veninde gør hun sig selv ’grimmere’ og får på den måde ønske-jobbet på et advokat-kontor, men så forelsker hun sig i chefen. Skuespillerne er oppe i højt gear, og såvel den hektiske spillestil som den moderne musik ligner faktiske mange danske 1930’er-komedier.

To forskellige skuespillere

Én af tidens mest populære skuespillere er Adolf Dymsza (1900–1975), som som lavede utroligt mange film i 1930’erne, næsten altid komedier. I Michał Waszynskis ”Wacus” (1935) spiller Dymsza både en voksen mand og en skoledreng. I komedien ”Niedorajda” (1937, Fjolset) spiller Dymsza en mand, der udgiver sig for at være sin egen tvillingesøster. I 1938 medvirker Dymsza i hele to komedier, begge instrueret af Mieczysław Krawicz. Først ”Robert i Bertrand” (Robert og Bertrand), som er en filmatisering af et populært teaterstykke, hvor Dymsza spiller den ene af to brødre. Dernæst ”Paweł i Gaweł” (Paweł og Gaweł), en komedie om to naboer, der forelsker sig i den samme kvinde.

En anden type skuespiller er Kazimierz Junosza-Stepowski (1880–1943), som lavede film fra 1912 til 1939. Han døde ved selvmord. Én af hans store filmsucceser var Michał Waszynskis melodrama ”Znachor” (1937, Svindleren). Her spiller han en læge, der efter et voldsomt røveri mister hukommelsen og vandrer målløst omkring ude på landet. Det ender med, at han bliver landsbyens ’kloge mand’, som helbreder syge. Junosza-Stepowski spiller hovedrollen i en usædvanlig neddæmpet og nuanceret stil.

Film på jiddisch

Et ganske særligt hjørne af polsk film afspejler den store jødiske befolkningsgruppe i landet, nemlig film på jiddisch. Det er et temmelig uopdyrket hjørne af polsk film, så jeg kan kun nævne en enkelt film, nemlig Michał Waszynskis ”Dybuk” fra 1937. Dybuk er det jiddische ord for en ond ånd, og filmen er et melodrama, hvor to fædre indgår en aftale om giftermål mellem deres børn. Da børnene bliver voksne, brydes aftalen, og kvinden Lea gifter sig med en anden. Den svigtede mand dør, og den onde ond besætter Lea. Da ånden uddrives af hende, dør hun også.

Jozef Lejtes


Jozef Lejtes' Pigerne fra Nowolipek

Fem instruktører bør fremhæves. Førnævnte Mieczysław Krawicz levede fra 1893 til 1944, mens Henryk Szaro levede fra 1900 til 1942, hvor han blev dræbt i den jødiske ghetto. Ud over disse to er de mest fremtrædende instruktører i perioden Jozef Lejtes (1901-1983), som efter Anden Verdenskrig fortsatte karrieren i USA, desuden Michał Waszynski (1904-1960) og Aleksander Ford (1908-1980). Sidstnævnte blev – som nævnt i indledningen – også én af de betydelige instruktører efter Anden Verdenskrig.

Det, vi forstår ved realisme eller socialrealisme, var generelt en sjældenhed i mellemkrigsårenes polske film, men dukker dog op ind imellem. Jozef Lejtes, som lavede det patriotiske drama ”Huragan” i 1928, er en instruktør, som gerne veksler genrer. I 1932 lavede han en film, som ud over romantik og krig også gav et nogle realistiske indtryk af livet på landet, nemlig ”Dzikie pola” (Vilde marker), mens ”Barbara Radziwiłłowna” fra 1936 er et svulmende melodrama, der udvikler sig til en patriotisk legende. Da den kvindelige hovedperson ligger på dødslejet, lignes hun visuelt ved en helgenen på et maleri.

Lejtes anden film i 1936, ”Róza”, fortæller sin kærligheds-historie på en real-historisk baggrund, nemlig den inspiration som den russiske revolution i 1905 gav polakkerne. Filmens helt drømmer om en ny fremtid for sit land, mens andre kun tænker på at berige sig selv. Han fængsles og torteres. Hans elskede er lærerinde og fortæller børnene om en fremtid i frihed. Da han og hun ses sidste gang, lover hun ham og hans sag evig troskab, og filmen slutter med billeder af citadellet i Warszawa, hvor de, der faldt for Polen og Polens frihed, mindes.

I 1937 lavede Lejtes en næsten hverdagsagtig skildring af fire piger fra samme etage-ejendom i Warszawa: ”Dziewczeta z Nowolipek” (Pigerne fra Nowolipek). Filmen følger dem i skole, fritid, krig og kærlighed. Deres skæbner bliver meget forskellige: Én af dem ender med at tage gift, en anden bliver lykkelig gift. Filmen slutter med, at man ser en ny generation af piger i ejendommens gård.

Aleksander Ford

Én af de mange betydelige instruktører i polsk film efter Anden Verdenskrig begyndte sin karriere i disse år. Det er Aleksander Ford, og han er den mest personlige og kunstnerisk anlagte instruktør i mellemkrigsårene. Lad mig omtale nogle af hans film i perioden. ”Legion ulicy” (1932, Gadens legion) er en film med usædvanlige og stærke hverdags-realistiske elementer. Den fortæller om en 15-årig dreng, som må klare sig selv, da hans mor, en syerske, kommer ud for en ulykke. Han bliver avissælger, men chikaneres af konkurrenter.

Aleksander Ford optog også en helt enestående film i Palæstina om jøder, der var udvandret til Palæstina og blev en slags pionerer for det senere Israel. Filmen skildrer pionerernes barske vilkår og arabernes modstand. Det var filmen ”Sabra” i 1933. Samme år arbejdede Ford på en film med titlen ”Przebudzenie” (Opvågnen) om en ung kvindes bevidstgørelse, hendes opvågnen til livets realiteter, men filmen var åbenbart for avanceret kønspolitisk med videre og blev trukket tilbage, omarbejdet af en anden instruktør og udsendt som en mere banal kærlighedsfilm med titlen ”Miłosc maturzystski” (Studenterkærlighed).

Endelig instruerede Ford yderligere et drama med hverdagsagtige indslag: ”Ludzie Wisły” (1936, Mennesker ved Wisła). Filmens hovedpersoner er nogle mennesker, der lever på både, som trafikerer Wisła-floden.

Hvad kan vi konkludere?

Under stadigt vanskeligere økonomiske, sociale og politiske vilkår blev der i mellemkrigsårene dog lavet adskillige polske spillefilm. Generelt må man dog sige, at der ikke var grundlag for det, vi kan kalde kunstneriske eller eksperimenterende film.

Det er sandsynligvis grunden til, at få filmhistorikere har beskæftiget sig med polske film fra netop denne periode. Samtidig er deres vurdering af filmene ofte forbeholden på grund af manglen på realisme og socialrealisme i filmene. Desuden ser man ned på genrefilm og overser realistiske indslag i dem. Således skriver den nu afdøde danske filmkritiker Børge Trolle i sin bog ’Østeuropæisk film’ følgende sammenfatning:

”De nationale, sociale og moralske dogmer dominerede på bekostning af en realistisk menneskeskildring; virkeligheden blev transporteret over til poetiske metaforer, eller den drev over imod symbolisme, mystik eller måske karikatur.”

Helt forkert er Børge Trolles konklusion ikke, dog har den noget nedladende over sig. Personligt synes jeg, at vi ikke uden videre skal se ned på genrefilm, altså film som følger bestemte konventioner og mønstre. Her kan også fortælles gode historier, og det skete også i polsk film i mellemkrigsårene.

© Bo Torp Pedersen, november 2018
 









Andrzej Wajda







































Marskal Jozef Piłsudski



















Pola Negri






















En fransk plakat for Jozef Lejtes patriotiske melodrama "Huragan".


























Mieczysław Krawicz' komedie "Dwie Joasie", én af mange komedier i 1930'erne


























Junosza-Stepowski


































































Aleksander Ford


 


Kilder

Hönsch, Dr. Ulrike (red.): Der Brockhaus in einem Band. Gütersloh/München 2010, F. A. Brockhaus. 14., reviderede udgave.

Janicki, Stanisław: Dreißig Jahre polnischer Film.
In: Reichow, Joachim: Film in Polen. Berlin 1979, Henschelverlag.

Liehm, Antonin & Mira: The Most Important Art. Soviet And Eastern European Film After 1946. Orlando 1977, University Of California Press.

Nielsen, Jens Jørgen: Polen 1918-2010. Et land i forandring. København 2010, Frydenlund.

Robinson, David: The History Of World Cinema. London/New York 1981, Eyre Methuen/Night & Day. ASnden, reviderede udgave.

Rode, Mikal (red.): Hirschsprungs konversationsleksikon, Bind 4. København 1967, Forlaget Skrifola. Anden, reviderede udgave.

Schepelern, Peter (red.): Filmleksikon. København 2010, Gyldendal. Anden, reviderede udgave

Smith, Ida og Lars: Turen går til Polen. København 1999, Politikens Forlag. Ottende, reviderede udgave.

Toeplitz, Jerzy: Geschichte des Films. Band 1: 1895-1928. Berlin 1975, Henschelverlag.

Toeplitz, Jerzy: Geschichte des Films. Band 2: 1928-1933. Berlin 1976, Henschelverlag.

Toeplitz, Jerzy: Geschichte des Films. Band 3: 1934-1939. Berlin 1979, Henschelverlag.

Trolle, Børge: Film og politik. Fra tressernes velstandsperiode til halvfjersernes krise belyst gennem en række artikler og essays. København 1978, SP Forlag.

Trolle, Børge: Østeuropæisk film. København 1974, Rhodos.

Whyte, Alistair: New Cinema In Eastern Europe. London 1971, Studio Vista/Dutton.

Zentner, Dr. Christian: 100 Jahre Erster Weltkrieg. Die Urkatastrofe des 20. Jahrhunderts. Renningen 2013, Garant Verlag.


Links

Tjek min nekrolog-side:
Wajda under 2016,  Toeplitz nederst på siden

Tjek mine filmanmeldelser:
"Ida"
"Katyn"
"Walesa - håbets mand"
 



Filmhistorikeren Jerzy Toeplitz
Se langt nede på denne nekrolog-side

 


Denne side er opdateret d. 22/11,  2018