Filmorientering
 







 


Braad Thomsens bedste

Christian Braad Thomsen blev oprindelig kendt som filminstruktør, filmimportør - og som filmprovokatør, bl.a. over for Det danske Filminstitut og dets filmstøtte-ordninger (erhvervspolitik eller kunstpolitik?). Med årene er Braad Thomsen i stigende omfang blevet forfatter, og han har nu en for danske forhold usædvanlig lang række filmbøger på samvittigheden.

"Hitchcock - Hans liv og film" (1990) blev et folkeligt gennembrud for forfatteren Braad Thomsen. Med denne bog beviste han, at han kunne skrive både klogt og letforståeligt om andre filmkunstnere end Rainer Werner Fassbinder, Pier Paolo Pasolini og andre filmfolk af typen "De uforsonlige" - titlen på en anden af hans bøger (1988). De uforsonlige, kontroversielle og provokerende filmkunstnere, som ikke vil behage deres publikum, står stadig Braad Thomsens hjerte nærmest, men i sine nye bog, "Drømmefilm - 100 af verdens bedste film", beviser han igen, at han også evner at skrive interessant om film og filmkunstnere, som også mere generelt anses for væsentlige.

De 100 udvalgte film spænder således fra tidlige lydfilm som "Der blaue Engel", "M" og "City Lights" over de store klassikere i efterkrigsårene som "The Big Sleep", "Le Journal d'un curé de campagne", "Sunset Boulevard", "Singin' In The Rain", "Ugetsu monogatari" og "Touch Of Evil" frem til eksempler fra de forskellige nye bølger siden 1959 med f.eks. "L'Avventura", "Pierrot le fou", "Carnal Knowledge", "Family Life", "La Maman et la putain", "Manhattan" og "Down By Law" for at slutte med "Breaking The Waves". Alle film har fået hver fire sider til rådighed, og kapitlerne har en fast opbygning med: 1. biografi af instruktøren, 2. filmens hovedcredits, 3. synopsis, 4. analyse, 5. nogle vigtige litteraturhenvisninger. Analysen udgør hovedparten af de fire sider, næsten tre sider.

Grundlæggende skal det slås fast, at "Drømmefilm" er en god og velskrevet bog, som henvender sig til et bredt publikum, der gerne vil have en ordentlig introduktion til nogle af de vigtigste film og filminstruktører. Men dernæst skal det også anføres, at Braad Thomsens analyser ikke er indiskutable, og at man i visse tilfælde må tage klare forbehold. Jeg tænker ikke på udvalget af film. Det kan naturligvis også diskuteres. Mon ikke enhver læser vil finde filmeksempler, som han eller hun gerne ville have haft udskiftet med andre? Den diskussion er for mig at se mindre interessant end en evaluering af den metode eller den synsvinkel, Braad Thomsen anlægger på filmene og filminstruktørerne.

Selv om Braad i denne bog beskæftiger sig med de film, som alle filmhistorikere og filmkritikere beskæftiger sig med, er han tro mod sine grundholdninger og metoder. I kort begreb kombinerer Christian Braad Thomsen følgende anskuelser:
1. Den biografiske metode, hvorefter et kunstværk skal forstås ud fra kunstnerens eget liv og levned, dvs. mere eller mindre præcist som et resultat af den pågældendes egne erfaringer.
2. Den psyko-analytiske teori, hvorefter ethvert menneske rummer forskellige psykiske lag, drifter og tendenser, som kræver at blive levet ud, og som kan styre individets adfærd.
3. Et venstresocialistisk samfundssyn, hvorefter både de kapitalistiske systemer og de fleste virkeliggjorte socialistiske systemer ("kommunistiske") anses for undertrykkende og uretfærdige.

Selv om jeg ikke deler alle disse anskuelser, vil jeg pragmatisk sige, at jeg vil respektere en metode, hvis den kan afdække dimensioner, som også efter andre synsvinkler er væsentlige for den pågældende film eller filmkunstner. Dette lykkes i vidt omfang for Braad Thomsen, men der er også nogle markante tilfælde, hvor hans tilgang fører på vildspor.

Jeg hæfter mig særligt ved Braad Thomsens negative syn på kristendommen, som han anser for livsfjendsk og undertrykkende. Grundlaget for dette syn er mildt sagt diskutabelt, men i denne sammenhæng er det nok så interessant, at dette syn helt tydeligt står i vejen for en forståelse af kærnen i filmene "Roma, città aperta" (Roberto Rossellini, 1945) og "Andrej Rubljov" (Andrej Tarkovskij, 1966), hvor kristne begreber om samvittighed, forsoning og håb er helt centrale.

I analysen af "Roma, città aperta" kan Braad slet ikke få mening i filmens konklusion, men undrer sig åbenlyst. Hans negative forståelse af kristendommen spærrer fuldstændig. Når det gælder analysen af "Andrej Rubljov", står det lysende klart for mig, at det freudianske libido-begreb ikke er dækkende for den forløsning, som skildres i Tarkovskijs drama om den store ikon-maler. Det er en forløsning af kosmisk og religiøs art.

Derfor: Når alt det positive om Braad Thomsen som forfatter og ægte filmpædagog er sagt, er det bydende nødvendigt at bede læserne være bevidste om både arten af og begrænsningen i Braad Thomsens grundsyn. Andre tilgange end Braads er ikke blot mulige, men i enkelte tilfælde helt nødvendige.

Thomsen, Christian Braad: Drømmefilm - 100 af verdens bedste film. Gyldendal, 2000, 424 sider, personregister, ill., hæftet, 349 kr..

© Bo Torp Pedersen, 2001



Tilbage til forsiden

Tilbage til oversigten

































 


Henvisninger: Mere om Christian Braad Thomsen
http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_Braad_Thomsen
http://uk.imdb.com/name/nm0860894/
http://braadthomsen.tripod.com/id71.html
http://www.athenas.dk/fdh_thomsenchristianbraad.htm

                                 Opdateret 25/1,  2013