|
 Mr.
Nobody
Livet som et kaos af fantasier,
drømme og mareridt
“Mr. Nobody” er et vildt voksende sammensurium af en film: En verden af
fantasier omkring manden Nemo Nobody og mulighederne i hans liv. Fra
begyndelsen kaster filmen os ‘in medias res’, midt ind i et kaos af
mareridt og dødsoplevelser, som hastigt afløser hinanden, før der begynder
at danne sig forskellige handlingsmønstre, vi som tilskuere kan holde os
til.
Hovedpersonen er som sagt en mand, der hedder Nemo Nobody. En stor del af
filmen viser ham i forskellige situationer med de tre piger/kvinder, han
som ung kunne vælge at leve sit liv sammen med: Jean, den stabile kvinde
og det materielt velorganiserede liv; Elise, den ustabile og den
tilsvarende ustabile, farlige tilværelse; og Anna, den romantiske drøm
(Anna som voksen spilles af en mørkhåret Diane Kruger).
Det er en slags vignetter af Nemos mulige tilværelser, og i filmens
helhedsforløb skiftes der imellem dem på en kaotisk og drømmerisk måde.
Ofte afbrydes de enkelte forløb af voldsomme mareridts-scener, som viser
oplevelser af død, nær-død og andre tragedier.
Der er to mulige ‘styrelser’ af det kaos af begivenheder, vi oplever. Det
kan være den 118-årige Nemos forvirrede erindringer og drømme om barndom
og ungdom, mens han først hypnotiseres af en læge og dernæst interviews af
en ung undrende journalist. Oldingen lever i år 2092 og er det sidste
menneske, der dør en naturlig død.
Et andet muligt styrende princip kan være den ni-årige Nemos
fantasi-udbrud i en situation, hvor han skal vælge, om han vil leve hos
sin far eller hos sin mor, da disse skilles.
Et tredje princip, som føjer sig til den overordnede styrelse er
sommerfugle-effekten: En teori om, at en sommerfugls vingeslag kan
forårsage en storm tusindvis af kilometer borte. Omsat i handling betyder
dette, at selv de mindste tilfældigheder kan få store følger for et
menneskes liv.
Det er ikke første gang, vi på film ser en sådan ‘hypotetisk’
fortællemåde. Fra nyere tid kan man tænke på Krzysztof Kieslowskis “Blind
kærlighed” (1981/1987) og Tom Tykwers “Lola rennt” (1998), som ‘leger’ med
‘hvad nu hvis’ og ‘hvad nu hvis ikke’. Men i den belgisk fødte instruktør
Jaco van Dormaels internationale produktion “Mr. Nobody” føres
fortællemåden ud i det ekstreme: Et mylder af episoder, der opleves
nærværende, morsomme, tragiske eller noget helt fjerde, men mange
tilskuere vil finde helheden for letkøbt, diffus og langtrukken, mens
andre måske vil blive inspireret og opløftet af filmens fantasier.
“Mr. Nobody” synes at hylde en form for ‘bevidsthedsudvidelse’, der kan
ligne både narkotika-fremkaldte tilstande eller nyreligiøse eksperimenter.
Selv om det flere gange i filmen bliver sagt, at et menneske skal vælge,
så ‘leger’ filmen overordnet med den modsatte forestilling, at vi på én
eller anden måde kan nå frem til ‘smage’ lidt af det hele.
Filmen giver det indtryk, at alt er drøm. Gang på gang viser situationer
sig i filmen at være drømme i drømme i drømme, osv., og så er det med at
vælge jo ikke alvor. Så hvad det end er, denne film vil formidle, er det
nok ikke lige kristendom, hvor mennesket får i opgave at påtage sig det
givne, konkrete, nære liv i frihed, valg og ansvar.
© Bo Torp Pedersen, 2010
|
|