Vi har stadig i morgen
En splittet film, som på uheldig måde blander historiske og moderne elementer
I
filmens verden signalerer en sort/hvid farveskala traditionelt noget historisk,
gammelt og autentisk, selv om vi alle oplever den virkelige verden i
mange farver. ”Vi har stadig i morgen” er ikke blot en film holdt i
sort/hvid, men den begynder også i det gamle normalformat 4 x 3. Filmen
hensætter os nemlig til Italien umiddelbart efter Anden Verdenskrig. En
historisk ramme er anlagt, og filmens prolog er en klar hilsen til ét
af den italienske neorealismes hovedværker, filmen ”Umberto D.” (instr.
Vittorio De Sica, 1952), hvor et stille morgen-ritual bliver prolog til
en stærk medmenneskelig fortælling fra det samtidige efterkrigs-Italien.
Hilsnerne i “Vi har stadig i morgen” til os filmhistorikere er dog
snart forbi, for da credit-sekvensen begynder, går filmbilledet ud i
vor tids normale bredformat, og værst af alt brager det løs med noget
larmende moderne musik. I det hele taget bruger filmen moderne musik –
også mere stilfærdige ‘Schlagere’ med tekster, der skal udtrykke temaer
i filmen. Denne ’upassende’ musik henviser til noget aktuelt og moderne, ja filmens historie om partner- og ægtefællevold
kunne ligeså vel foregå i det 21. som i det 20. århundrede. De
moderniserende træk i filmen skurrer mod den sort/hvide autenticitet,
hvor filmens ramme og andre dele af historien henviser til reelle
historiske forhold i efterkrigs-Italien: Almindelige menneskers
fattigdom, ’smarte’ spekulanter og kvinders valgret.
Filmen har imidlertid slået stort an i hjemlandet Italien, hvor den
havde biograf-premiere i oktober 2023. Mens ”Barbie” og ”Oppenheimer”
blev de største succeser i andre lande, skete det uventede i Italien:
Et sort-hvidt efterkrigstids-melodrama om vold i hjemmet og
undertrykkelse af kvinder i samfundet blev den mest sete film i
biograferne. Over fem millioner solgte billetter i Italien. Det er
naturligvis herligt, at nogen kan gennembryde muren af engelsksprogede
medieprodukter, som dominerer så voldsomt i Vesteuropa, men havde det
dog bare været en bedre og mere helstøbt film. Man skal nok være
mediesociolog med speciale i Italien for at begribe den helt enorme
succes i hjemlandet – nostalgien i "Vi har stadig i morgen" er begrænset.
Filmen giver undervejs appetit på noget mere og dybere – det er den
skuffelse, mange tilskuere uden for Italien vil opleve – men filmen er
hverken helt ligegyldig eller dårligt lavet, og skuespillerne gør det
tilforladeligt. Instruktøren Paola Cortellesi spiller selv den
hårdtprøvede hustru Delia, mor til tre, Valerio Mastandrea spiller ægtemanden Ivano,
Romana Maggiora Vergano den giftemodne datter Marcella), Emanuela
Fanelli veninden Marisa og Giorgio Colangeli Delias skrantende
svigerfar Ottorino. Men deres roller virker lidt forsimplede; de er heller
ikke i pagt med fortidens neorealistiske film, som “Vi har stadig i
morgen” alluderer til. Tilbage står spørgsmålet, hvorfor Cortellesi
overhovedet har valgt den historiske ramme.
© Bo Torp Pedersen, 2024
|
(Vision/Wildside/ Future Films)
Klik for stort billede
Vi har stadig mi morgen
(C'è ancora domani)
Italien 2023
118 min., S/H
Instr.: Paola Cortellesi
Manus: Paola Cortellesi, Giulia Calenda, Furio Andreotti
Medv.:
Paola Cortellesi (hustruen Delia), Valerio Mastandrea (ægtemanden
Ivano), Romana Maggiora Vergano (datteren Marcella), Emanuela Fanelli
(veninden Marisa), Giorgio Colangeli (delias svigerfar Ottorino),
Alessia Barela
Normal dansk biograf-premiere 24/4 2025
Dansk distribution: Camera Film
Till. f. børn fra 11 år
|