|
Belfast
En barndom i stridens by
Filmen Belfast
kaster os direkte ind i de voldsomme uroligheder i Belfast 15. august
1969 (markeret med tekst). De blev indledningen til 30 års nordirsk
borgerkrig, ofte kaldet The Troubles, som sluttede med The Good Friday og Belfast aftalerne, der trådte i kraft 2. december 1999.
Ifølge filmen blev de religiøse og politiske dimensioner af konflikten
overskygget af bandevold og -hærværk. Filmen skildrer en lille
protestantisk familie i ét af de fattige arbejderkvarterer i Belfast,
hvor det er svært at tjene til livets brød på ærligt vis.
Familiefaderen har fået arbejde i England. Det hele fortælles i den
9-årige dreng Buddys øjenhøjde, hvor mor og bedstefar er tilværelsens
holdepunkter, og hvor den første forelskelse spirer på skolebænken.
Belfast repræsenterer i
sin fremtoning en velkendt form for engelsk filmrealisme, og det er
sympatisk at ville skildre omgivelsernes pres på borgere, som bare vil
arbejde og leve et nogenlunde normalt liv med deres kære. Men det
medrivende menneskelige drama udebliver, og en vis pænhed vinder –
utroligt nok den voldelige og voldsomme sammenhæng taget i betragtning.
Øjenhøjden er nok drengens, men tonen er den voksnes temmelig
nostalgiske tilbageblik på barndommen.
Tidsbilledet udsmykkes af filmcitater, sange og musik. Personerne ser High Noon (instr. Fred Zinnemann, 1952) og The Man Who Shot Liberty Valance
(instr. John Ford, 1962) på TV. Citaterne herfra er udtryk for, at
mennesker bør stå imod uret og voldsmænd. Filmens personer holder pause
fra virkeligheden i biografen, hvor de ser One Million Years B.C. (1966) med Raquel Welch og Chitty Chitty Bang Bang (1968) med Dick Van Dyke.
Van Morrison bidrager med 8 sange til filmen, men det er svært at opfatte teksterne. Én af sangene, Carrickfergus udtrykker dog klart nok noget centralt i filmen: The sea is wide and I can’t swim over og my childhood days bring sad reflections of happy days so long ago. Mod slutningen ser Buddy sine forældre glade, da vi får en energisk udgave af 1967-pop-hittet Everlasting Love – et udtryk for håb på trods?
For publikum i 2021-2022 risikerer filmen at blive noget historisk,
idet den aktuelle irske og nordirske situation er en helt anden. Den
ulyksalige forbindelse mellem religion og politik synes så småt ved at
smuldre, og en ny tredje politisk kraft er på vej frem. Vil Boris
Johnsons besynderlige Brexit-ordning for Irland og Nordirland i
virkeligheden fremme den bedste løsning, at Irland bliver én ø og én
stat, eller er det for meget at håbe på?
Kenneth Branagh,
født 1960 i netop Belfast, har selv udtalt, at det er hans mest
personlige film. Ja, sandsynligvis er det hans eneste personlige film.
Både som skuespiller og instruktør står Branagh for film i skiftende
genrer, og han vil sikkert gerne sammenlignes med Laurence Olivier, men
der er kvaliteten til forskel. Bedst går det for Branagh som
skuespiller, f. eks. som en isnende elegant-kynisk Reinhard Heydrich
i Conspiracy
(instr. Frank Pierson, 2001), men han er også en OK Kurt Wallander i
den engelske kopiserie og har ydet andre hæderlige præstationer, men
hans Hercule Poirot i de egne overflødige kopi-film er ufattelig dårlig
og fjollet. Branagh medvirker ikke selv i Belfast, som er befolket af glimrende ‘lokale’ skuespillere – samt den 87-årige Judi Dench.
Nogle anmeldelser med forskellige synspunkter - se links t.h. - er en
god anledning til at diskutere, om filmen er for pæn og nostalgisk
eller snarere positivt opmuntrende på trods af sammenhængen. Filmen
lægger desuden op til en diskussion om tro og politik, katolicisme vs.
protestantisme, livsholdning og social erfaring. Er religion og tro en
hovedårsag til konflikterne på den irske ø og borgerkrigen i Nordirland
– eller…..?
© Bo Torp Pedersen, 2022
|
(UIP)
Belfast
GB 2021
98 min.
Instr.: Kenneth Branagh
Manus: Kenneth Branagh
Medv.: Jude Hill, Caitríona Balfe, Jamie Dornan, Ciarán Hinds, Judi Dench
Dansk bio-premiere 8/3 2022
Dansk distribution: UIP
Medierådet: Tilladt for børn over 11 år
Links
Simran Hans
Peter Bradshaw
|