Bogorientering


 



 


Om den nye koldkrig

Vi lever i en mærkelig periode, hvor Vesten - USA, EU og NATO - hetzer mod Rusland og Putin. I oprustningens og våbenindustriens tjeneste ignorerer mange vestlige politikere én af de største begivenheder i det 20. århundrede - kommunismens fald - og lader som om Rusland af i dag svarer til Sovjetunionen af i går. Vi skal ikke helgenkåre Putin eller benægte problemer i det russiske samfund, men der er i internationale politik hårdt brug for at få de historiske og virkelige dimensioner med. Forståelse udelukker ikke kritik.

Den britiske historiker Professor Richard Sakwa fra University of Kent er formodentlig den stærkeste røst i 'ørkenen.' Han er meget læsværdig - og i øvrigt ikke ukritisk over for visse sider af Putinstyret.
Information 19 feb. 2020 forside, side 10, side 11
Russia's Futures (udg. feb. 2019)
Russia Against The Rest (udg. feb. 2018)
New world order rejected by the West (The Guardian 31/3 2017)
Frontline Ukraine (udg. jan. 2016)
Ukraine-Rusland (The Guardian,  10/3 2015
Putin And The Oligarch (udg. feb. 2014)

Den tyske journalist Gabriele Krone-Schmaltz (f. 1949) nærlæser baggrunde, forhold og fordrejninger om Vestens forhold til Rusland. Jeg tænker: Snød forbundskansler Helmut Kohl (1930-2017) generalsekretær Mikhail Gorbatjov i forhandlingerne om Sovjetunionens tilbagetrækning fra DDR? Vi savner skriftlige kilder til visse detaljer af deres aftaler.
Eiszeit
Russland verstehen: Der Kamp um die Ukraine und die Arroganz des Westens

I Danmark er Marie Krarup én af de få, som går mod strømmen, hvilket naturligvis har medført, at nogle kalder hende Putin-fan eller lignende.
Marie Krarup om Rusland (8. oktober 2018)
Marie Krarups interviewbog om Rusland

Bo Torp Pedersen har skrevet en kronik, som giver nogle nuancer og korrektioner i beskrivelsen af den nye koldkrig. I denne sammenhæng anbefaler jeg også varmt Jens Jørgen Nielsens bøger.
Kronik 6. februar 2015 i Flensborg Avis
På egne præmisser - Putin og det nye Rusland (opr. 2013, 2. udg. 2014).
Ukraine i spændingsfeltet (2016)

Den amerikanske filminstruktøren Oliver Stone gennemførte en række interviews med præsident Vladimir Putin, og de er bestemt både seværdige og læsværdige, selv om man ikke skal være ukritisk.
The Putin Interviews (eng. udg. juli 2017)
Die Putin Interviews (tysk udg. aug. 2018)

Men hvad Præsident Putin og Rusland faktisk siger eller gør er irrelevant for de nye koldkrigere: Nogle vil ikke høre pga. en krigerisk dagsorden, og andre kan ikke høre, fordi de er opfyldt af et Putin-had; det gælder f. eks. Samuel Rachlin, der burde vide bedre. (BTP 2019)
 


Tilbage
til  forsiden














 


Michael Mortensen - Grus

Jeg frygtede, det blev for meget - tennisspilleren, tennistræneren og tenniskommentatoren Michael Mortensens erindringer med udgangspunkt i teenagedatterens død efter en bilulykke. Men uden at formindske tragedien lykkes det Mortensen sammen med Pilegaard at fortælle den ultimative sorghistorie på en rørende og vedkommende måde, måske fordi fortællingen om Mortensens liv og karrière kommer som en slags 'flashbacks' fra ventetiden på hospitalet og bryder den dystre stemning.

Jeg bekræftes i min store sympati for denne venlige og indsigtsfulde mand. Han har altid været 'den pæne dreng i klassen', som holdt lidt afstand til mere højrøstede typer. En pudsig sløjfe på det med den pæne unge mand er strandløve-fotoserien til Playgirl Magazine - i al ærbarhed selvfølgelig. Bogen fortæller også den fantastiske historie om, hvordan Mortensen kom ind i billedet som kineseren Li Nas træner. På trods af kultursammenstød m.v. førte han hende til sejr i French Open 2011, og det var såmænd Piotr Wozniacki, der formidlede kontakten. Se også "Kineserne kommer" på min tennis-side for 2018.

En anbefalelsesværdig bog af/om et elskværdigt menneske. (BTP 2019)

Peter Pilegaard: Michael Mortensen - Grus. People's Press, København 2018. 336 sider, ill., paperback, omslag med flapper, intet index.
 






Køb bogen her

 


Caroline og William

Danskerne er på fornavn med to af vore to mest fremtrædende sportsfolk, tennisspilleren Caroline Wozniacki og fodboldspilleren William Kvist Jørgensen. Man skulle tro, at alle glæder sig over deres fornemme karrierer, men sådan er det ikke.

Især Caroline er udsat for misundelse og bagtalelse. Hvorfor taler hun polsk med sin far, og hvorfor bor hun i Monaco? Caroline er født i Odense, men hendes forældre er polsk fødte, og de har en særlig fortrolighed på polsk. Fyrstendømmet ved Rivieraen byder på nogle glimrende tennisbaner, og ja, Monaco har lavere skatter end Danmark, men hvilke lande har ikke det?

Småligheden og mistænksomheden over Caroline og hendes familie er utrolig, og det er underligt, at en mand med disse holdninger, journalisten Kurt Lassen, (igen) skriver en hel bog om Caroline, hendes karrière og hendes familie, men han vil nok også gerne tjene penge! Lassens halvnye bog er ikke helt så slem som hans oprindelige fra 2009 (*, og jfr. titlen kan han ikke fornægte Carolines fantastiske comeback i toptennis, men han gør stadig en del ud af Piotr Wozniackis navneændring med mistænkeliggørelse mellem linjerne: Piotr bedriver nok lyssky forretninger; Lassen tør dog ikke skrive det ligeud. Jeg aner forfatterens skuffelse over, at han heller ikke kan sandsynliggøre en historie om den alt for dominerende far, som kendes fra andre spillere. Der er også god plads til formummede angreb på Caroline og Piotr for ikke at gøre nok for dansk tennis.

Hele historien er det langt fra – der er ikke meget om Carolines spillestil, for eller imod – og de fleste læsere vil føle sig snydt af bogen. Lad os håbe, at Caroline selv på et tidspunkt skriver en bog om sin enestående karrière og sit fantastiske liv. Det har William Kvist gjort, og alene det bekræfter hans ‘image’ som den tænksomme sportsmand.

Sympatisk virker han, ingen tvivl om det, men også nørdet. Karrièren er åbenbart bygget op gennem venne- og psykologhjælp samt talløse “what to do” lister, dvs. et ønske om selvoptimering. Han har meget lidt godt at sige om årene i tysk fodbold og de engelske år er ikke meget bedre. Man får den tanke, at hans utilfredshed skyldes, at han måtte underlægge sig andres – trænernes – planer og “what to do” lister.

Han virker ægte glad for miljøet i FCK, og bogen kan købes med et omslag, hvor William er afbildet i FCK-trøje, men vi andre kan heldigvis købe en udgave med William i landsholds-trøjen, og VM i Rusland 2018 bliver vel også hans svanesang som spiller. Begge nye bøger er pæne og vil pynte i enhver bogreol, men det er irriterende, at ingen af dem har et index. (BTP 2018)

● Kurt Lassen: Caroline Wozniacki. Comeback. Hele historien. Fra barnestjerne til verdensklasse. Forlaget Momenta, København 2018. 257 sider, ill., paperback, omslag med flapper, intet index.
Køb eventuelt bogen her
● William Kvist (med Ole Sønnichsen): Jagten på frihed. Min kamp for et meningsfuldt fodboldliv. Forlaget StoryHouse, København 2018. 378 sider, ill., paperback, omslag med flapper, intet index.
Køb bogen her
_ _
*) Kurt Lassen: Miss Sunshine. Caroline Wozniacki og skyggen af farmand. Forlaget Bogkompagniet, København 2009. 236 sider, ill., hæftet, omslag med flapper, intet index.

 




















William Kvist
(Wikipedia)


 


Punktnedslag i Håkan Nesser

1990-erne har udvist en eksplosionsagtig udbredelse af svenske kriminalromaner. Forfattere som Thomas Kanger, Camilla Läckberg, Stieg Larsson, Henning Mankell, Liza Marklund og Helene Turstén er blevet populære i store dele af Europa. Hertil kommer manden, jeg er 'faldet over', nemlig Håkan Nesser. Jeg er temmelig tilfældigt dumpet ind i hans nyeste roman i Sverige, Berättelse om Herr Roos (2008) og har i skrivende stund endnu ikke læst hans forudgående bøger. Det bliver således en slags test på, om en roman som ”Berättelse om Herr Roos” kan stå alene eller ej, og konklusionen er, at det kniber. Jeg blev i alt fald temmelig konfus, da bogen skifter synspunkt på cirka halvvejen.

Bogens store første afsnit (side 9-240) spænder over kapitlerne 1 til 23. I disse kapitler følger vi den mandlige hovedperson, titlens hr. Roos, og den unge kvinde, Anna, som han lærer at kende. Vi lærer dem at kende i adskilte, skiftende kapitler, indtil de mødes og fusionerer også i fortællingens komposition. Han er den borgerlige middelmand, der pludselig får en oplevelse af, at livet og livets mening er gledet ham af hænde, og hun er den unge kvinde med østeuropæisk baggrund, som er på flugt fra den baggrund og på en meget usikker ’jagt’ efter en anden fremtid.

Side 241 begynder den andet store halvdel af bogen, der omfatter kapitlerne 24 til 51. Først her introduceres kriminalinspektør Gunnar Barbarotti, kollegaen Eva Backmann m.fl., og nu inddrages læseren pludselig i denne Barborottis personlige univers, forholdet til hustruen osv. - og ikke blot i nogle politifolks opklaringsarbejde. Her viser det sig, at romanen har et føljetonpræg: Her forudsættes noget fra to tidligere romaner, hvor Gunnar Barbarotti også optræder. Man fristes nemt til at gå let hen over de dele, der handler om Barbarottis privatliv og hurtigst muligt finde frem til det videre forløb af hovedhistoriens intrige. Det er Herr Roos og ikke herr Barbarotti, som interesserer!

Det samme problem findes i øvrigt i Återkomsten (2003), som jeg siden har læst. Her fylder kriminalkommissær Van Veeteren og hans kolleger rigtig meget uden at interessere en døjt. Men Håkan Nesser kan også skrive noget helt andet, f. eks. den indtagende roman om ungdom og uskyldstab: Kim Novak badade aldrig i Genesarets sjö (1998); på dansk "Kim Novak badede aldrig ved Genesaret" (2010), jf. Litteratursiden

Jeg synes godt, forfatteren kunne have hjulpet den nye læser i stedet for i den grad at forudsætte læsning af tidligere romaner, og når jeg er ved indvendingerne mod "... Herr Roos", må jeg også anføre, at 511 sider er for langt. Det bliver ind imellem for ordrigt og omstændeligt – ikke blot omkring Barbarotti. Desværre må man også sige, at det er skuffende, om end næsten forudseligt, at historien slutter som den gør. Den typisk svenske pessimisme fornægter sig desværre ikke til sidst. Er det virkelig så forfærdeligt at være svensk? Hvorfor kan de aldrig se den ’blå himmel’?

Men tilbage står, at den del, der er historien om Herr Roos, fascinerer. Det er en beretning fuld af følelse og mange nuancer. Det er en fortælling om et menneske, hvis liv pludselig kommer til at blomstre. Det er en gevaldig opbrudshistorie: Et menneske bryder med alt og alle, kaster sig ud i et eksperiment, hvor nogle oplevelser beriger ham positivt, mens andre oplevelser får ham til at miste styringen med det, der kunne være blevet et nyt liv. (BTP 2008)
 



Håkan Nesser
(Wikipedia)


På dansk 2009: "En fortælling om hr. Roos"


"Återkomsten" (1995), TV-miniserie 2001


"Kim Novak badade aldrig i Genesarets sjö" (1998) blev film 2005
 


Julia Tymosjenko

De to russiskfødte journalister Dmitrij Popov og Ilja Milstein, som nu arbejder ved tyske medier, har skrevet en underholdende, indholdsrig og skarpt pointeret biografi om Julia Tymosjenko, én af de nye fremtrædende ukrainske politikere. Bogen informerer også generelt om udviklingen i Ukraine – og Rusland.

Julia Tymosjenko er i sit hjemland blevet bagtalt, arresteret og afsat (som minister), har i Rusland haft en mystisk anholdelsesordre og er globalt i medierne omtalt som en populistisk for ikke at sige opportunistisk kvinde. Hun portrætteres som ’olie-prinsessen’, der blev politiker. Ganske vist er Tymosjenko én af de nyrige i det gamle Østeuropa, men det er forfatternes tese, at hun i modsætning til de andre har gennemgået noget, der ligner en åndelig omvendelse, og at hun i dag virkelig er en demokratisk politiker af hele hjertet. Givet er det, at den smukke, diminutive kvinde er både dygtig og temperamentsfuld, men hun er også overordentlig arbejdsom, hvad bogen fremhæver, og det er én af bogens få mangler, at den ikke gør rede for Tymosjenkos politiske studier og seriøse politisk-filosofiske forbilleder (bl.a. Heinrich Pesch, Franz Müller).

Bogen udkom kort før parlamentsvalget 26. marts 2006 - et valg som i skrivende stund endnu ikke har resulteret i nogen regering, øjensynligt fordi præsident Viktor Jusjtjenko ikke kan beslutte sig for, om hans eget, tabende parti, skal gå i alliance med Tymosjenko-fløjen eller med den hidtidige fjende Viktor Janukovitsj. Den ikke helt gennemskuelige Jusjtjenko har allerede svigtet Tymosjenko mindst to gange.

Selv om bogen ikke er en videnskabelig afhandling, er det en uheldig mangel, at forfatterne ikke anfører kilder til, hvor de har den ene eller den anden udtalelse eller analyse fra, og at forlaget DuMont har forsømt at udstyre bogen med et indeks. Det skæmmer. (BTP 2006)

Dmitri Popov, Ilia Milstein: Julia Timoschenko – Die Zukunft der Ukraine nach der Orangenen Revolution. DuMont Literatur und Kunst Verlag, Köln, 2006, 375, ill., hardback, smudsomslag.
 
















Julia Tymosjenko
(Wikipedia)
 


Fra Sovjetunionen til Rusland

Den norske udenrigskorrespondent Hans-Wilhelm Steinfelds bøger er en passende anledning til at gøre sig tanker om, hvad der skete, da Sovjetunionen gik på hæld, og Rusland så at sige genopstod som af kommunismens aske.

I bogen ”Istid i Moskva” skildrer Steinfeld Brezjnev-æraen. Skulle nogle have glemt, hvor svært det kunne være at leve og virke i Sovjetunionens sidste år, er bogen en nyttig genopfrisker, idet den giver eksempler på Sovjetunionens problemer og undertrykkelses-mekanismer på den tid. Steinfelds eksempler er hverken særlig originale eller overraskende, men giver baggrunden for, at man ikke må undervurdere Gorbatjovs op(b)rydningsindsats – ja, man må beklage, at han ikke fik mulighed for at komme længere med den. Bogen ”Tøvær i øst” tager udgangspunkt i de dramatiske begivenheder i 1950ernes Ungarn og udviklingen i Ungarn derefter, men går derefter tæt på det nye Sovjetunionen og manden, som forsøgte at skabe det: Mikhail Gorbatjov.

”Frihetens bitre ti-år” er Steinfelds bidrag til et opgør med Jeltsin-årene. Det kan godt ske, som historikeren og Ruslandseksperten Bent Jensen utrætteligt gentager, at Boris Jeltsin var en folkevalgt præsident – altså i en vis forstand mere demokratisk udrustet i sit embede end samtlige forgængere siden Aleksandr Kerenskij – altså før det kup, som Vladimir Lenin og bolsjevikkerne begik. Men Jeltsins styre var et mangelfuldt og korrupt styre, som tillod oligarkerne at bemægtige sig enorme ressourcer og rigdomme – og fjerne dem fra moder Ruslands domæne til diverse eksotiske øer og skattely.

Jeltsin skabte ikke et nyt samfund med lov og orden, tværtimod, og han bærer et tungt ansvar for den nye fattigdom, som gør, at store dele af den almindelige russiske befolkning stadig har det elendigt – og derfor drømmer om en ny stærk mand à la deres illusoriske billede af J.V. Stalin. Det er grundlaget for Putin og hans nye Rusland.

”Frihetens bitre ti-år” beskriver Sovjetunionens opløsning til og med 1991 – samt de efterfølgende år med Jeltsin og Putin. Jeltsin betegner han som den folkevalgte ’fribytter’, og den betegnelse er meget rammende, for en ’fribytter’ er landjordens sørøver. Jeltsin berigede sig selv og sin familie, men i endnu højere grad tillod Jeltsin andre at berige sig i et uhyrligt omfang – på landets bekostning.

Steinfeld betegner Vladimir Putin som den ’virtuelle’ præsident. Steinfeld ønsker vist at karakterisere Putins vej til magten som tvivlsom, mystisk og uhåndgribelig. Det er ’bjørnelappens metode’, som ifølge Steinfeld er vendt tilbage i Rusland. Man må her medgive forfatteren, at han har skrevet bogen, inden Putin klart fremstod som en ny leder og en ny ledertype.

Det er sikkert rigtigt, at Putin går en slags balancegang, men jeg kan ikke tilslutte mig den pessimistiske og måske meget personlige slutkonklusion, som Samuel Rachlin drog i Jyllandsposten d. 14/8, 2005 (Ruslands orange angstfornemmelser), men den er dog værd at citere: ”Hvad man oplever i Rusland i dag er fortsat et opgør mellem et spirende demokrati drevet frem af en voksende, reformvenlig middelklasse og en alliance af de mere traditionsbundne kræfter, der bekender sig til de gamle nationale værdier med enevælde, ortodoksi og en tro på, at det russiske folk har en særlig mission. Putin er i gang med en balanceakt mellem de kræfter, men mere og mere tyder på, at han hælder mod fortidens idealer.”

Hvorom alting er, skal Steinfelds forlag, Cappelens Forlag, have en reprimande for ikke at have lavet til disse bøger, en utilgivelig udeladelse i fagbøger. (BTP 2005)

● Steinfeld, Hans-Wilhelm: Istid i Moskva. J.W. Cappelens Forlag, Norge 1984, 221 sider, ingen ill., intet indeks, indbundet med smudsomslag
● Steinfeld, Hans-Wilhelm: Tøvær i Øst. J.W. Cappelens Forlag, Norge 1986. 175 sider, ill. s/h og farver, noter, intet indeks, indbundet med smudsomslag
● Steinfeld, Hans-Wilhelm: Frihetens bitre ti-år. J.W. Cappelens Forlag, Norge 2001, 320 sider, ingen ill., intet indeks, indbundet med smudsomslag

 







































NOTER

Mikhail Sergejevitj Gorbatjov, født 2. marts 1931

Boris Nikolajevitj Jeltsin (f. 1. febr. 1931, død 23. april 2007

Vladimir Vladimirovitj Putin, f. 7. okt. 1952






Steinfeld på Wikipedia

Aktuelle bøger af Steinfeld hos Cappelens Forlag

 


Kompakt om Ukraine

Ernst Lüdemanns bog om Ukraine er et godt, præcist og koncist overbliks- og introduktions-værk, som gennemgår det store østeuropæiske rige i fire hovedsektioner: 1) Land & Leute, 2) Geschichte, 3) Wirtschaft & Politik, 4) Kultur & Religion - med yderligere oplysninger i et tillæg.

I sektion 1 kommer Lüdemann helt naturligt ind på fordomme og klicheer vedr. ukrainerne – herunder forholdet til russerne. Den nyvundne nationalfølelse, minoritetsgrupperne og randområderne er relevante emner i denne sammenhæng.

Lüdemann giver et godt historisk overblik i sektion 2 – ikke mindst om de omdiskuterede forhold fra det 6. til det 10. århundrede, hvor forskellige grupper, stammer og folkeslag indtog større eller mindre dele af det område, som vi i dag kalder Ukraine. Ordet ’Ukraine’ betyder egentlig netop ’grænseland’. Lüdemann gør opmærksom på sprogforbistringen omkring ordet ’rus’, der optræder i forbindelse med Kyivs magtcentrum. Lüdemann mener, at ’rus’ sandsynligvis ikke har noget at gøre med ’russer’ og ’Rusland’, men snarere med ordene ’rusynyj’ og 'rutari’, dvs. nogle helt andre folkeslag end russerne. Med andre ord: Det russiske rige opstod ifølge Lüdemann ikke i Kyiv og omegn, men det forbliver til diskussion.

Sproget, litteraturen og troen er det, der fylder mest i sektion 4 af bogen. Der er også blevet plads til en lille boks om ukrainske sportsfolk, og nogle vil mene, det er bedre end ingenting, mens andre vil påpege manglerne. Jeg kunne have ønsket mig flere linjer om f.eks. kunstskøjteløberen Oksana Bajul og hendes enestående karriere og personlighed. Senere flyttede hun til USA, hvor hun havde svært ved at magte den meget anderledes tilværelse. Hendes livsforløb er filmatiseret på rørende måde i TV-filmen A Promise Kept: The Oksana Baiul Story (instruktion: Charles Jarrott, 1994).

Hvis man skal sætte en finger på noget værre i Lüdemanns bog, er det i sektion 3, hvor Lüdemann desværre som så mange andre undervurderer konsekvenserne af den vilde kapitalisme i 1990: De retsløse tilstande, korruptionen, og nogle fås udplyndring af befolkningen og landet – ganske parallelt med situationen i Rusland. Det er det nye Østeuropas store tragedie: Store befolkningsgrupper har fået det dårligere rent materielt end i fordums kommunistiske østblok. Det er også baggrunden for, at der nu findes betydelige partier med anti-liberale programmer, dels national-konservative partier, dels kommunistiske partier. (BTP 2004)

Lüdemann, Ernst: Ukraine. Verlag C.H. Beck, München, 2001. Becksche Reihe: Länder. 224 sider, ill., paperback.

2016
Jens Jørgen Nielsen:
Ukraine i spændingsfeltet

En meget anbefalelsesværdig bog
Bogen hos William Dam
Anmeldelse ved Klaus Riis
Anmeldelse ved Thomas Petersen
Thomas Petersens egne bøger
Min vest østover - hos William Dam
Den brogede verden- hos William Dam
 












Ukrainsk frimærke med Oksana Bajul
Bajul på Wikipedia


1994: filmen "A Promise Kept: The Oksana Baiul Story"
IMDb-film-info



 


Opdateret 25/7, 2020