Filmorientering

 







 


Portræt af Robin Wood



              Robin Wood  | * 23/2 1931  † 18/12 2009 |

Robin Wood var en indflydelsesrig engelsk-canadisk filmkritiker fra 1960'erne og til sin død, men hans betydning og hans orientering gik gennem årenes løb i vidt forskellige retninger.

Med "Hitchcock's Films" (1965) og "Howard Hawks" (1968) satte han en ny standard for den angelsaksiske filmkritik. Truffaut og kollegerne på Cahiers du Cinéma og i Nouvelle Vague-kredsen havde allerede udråbt Hitchcocks og Hawks' genialitet, men 'The French Line' havde ikke overbevist det filmkritiske establishment i Norden eller på de britiske øer - og da slet ikke Penelope Houston, der i en menneskealder var chefredaktør for British Film Institute's tidsskrift Sight & Sound. For dette establishment var Hollywood en kommerciel filmfabrik, og derfor var Hollywood-film pr. definition alene at betragte som 'light entertainment'. Robin Wood og hans kolleger (bl.a. Ian Cameron, Paul Mayersberg og Victor F. Perkins) ved tidsskriftet MOVIE (start 1962) blev hurtigt en uomgængelig udfordring og et reelt alternativ til dette establishment. De havde ligeså stort et engagement som franskmændene - og i vidt omfang det samme auteur-pantheon - men desuden havde de en grundig og seriøs argumentation gennem en film-analyse inspireret af den litterære nykritik: 'close reading'. Det var noget ganske andet end franskmændenes til tider vidtløftige filosofiske abstraktioner.

For den hastigt voksende seriøse filmkritik og tidlige filmvidenskab på universiteterne i Storbritannien og Norden var Robin Wood og MOVIE desuden et frugtbart alternativ til de munke-marxistiske strømninger, selv om sidstnævnte senere sejrede og gjorde mange intellektuelle filmmiljøer til ørkenland. Men i 1970erne skiftede Wood i den grad kurs, og hans private habitus som nyudsprunget homoseksuel (efter et længerevarende ægteskab med Aline Macdonald og deraf tre børn) blev nu i den grad indblandet i hans filmkritik, som blev et sært impressionistisk-feministisk-homoseksuelt-venstrepolitisk mix.

Olof Hedling om Wood

Robin Wood var således en spændende filmkritisk begavelse og engageret personlighed, som i fem årtier var snart i centrum snart i periferien af væsentlige filmkritiske udviklinger. Derfor er det både rimeligt og velkomment, at Olof Hedling ved Lunds Universitet har valgt at studere Robin Wood, og helt i Woods ånd er det en imponerende grundig bog. Hedling synes at have læst alt af Robin Wood og de fleste af debatterne omkring ham. En særlig fortjeneste er det, at Hedling udførligt forklarer den særlige kritiske tradition og det store forbillede, litteraten F.R. Leavis, som udgik fra Cambridge-universitetet. Hedling argumenterer godt for, at det er Leavis' ånd, som gennem alle år trods alle omskiftelser har præget Robin Wood, der til sidst boede mange år i USA og Canada.

Trods grundigheden savner jeg dog noget i Hedlings fremstilling. Hedling refererer primært til Woods evalueringer og kunstsyn, men hvad med Woods metode(r)? Hvordan helt præcist og konkret kommer Wood frem til sine konklusioner? Hvori består f. eks. den 'close reading', som Wood bedriver i 1960'erne, og hvad er hans særpræg sammenlignet også med nære kolleger som Cameron og Perkins? Det er påfaldende, hvordan Wood både hos Hawks og Hitchcock når frem til nogle terapeutiske temaer, herunder filmenes etablering af harmoni og kosmos. Raymond Durgnat udfordrede Woods analyse af både Hawks og Hitchcock. Durgnat gjorde den fejl at anvende for meget plads på at fremhæve William Wellman på Howard Hawks' bekostning. Durgnats opgør med Woods konklusioner står stærkere i "The Strange Case of Alfred Hitchcock" (1974), og det er nært beslægtet med Christian Braad Thomsens polemik mod Wood i "Hitchcock - Hans liv og film" (1990). Både Durgnat og Braad har en freudiansk tilgang til Hitchcock og tegner et mere tvetydigt billede af Hitchcocks filmunivers end Wood.

Hedling anfører mange af de diskussioner og polemikker, som er opstået omkring Wood, men går ikke langt ind i dem. Det er en skam, selv om Wood vitterligt ikke er en film-teoretiker, men virkelig en film-kritiker, jfr. det You-Tube-klip, som er anført nedenfor. Wood kunne ikke have skrevet en bog som Victor F. Perkins' "Film As Film" (1972). Hedling omtaler kort Andrew Britton, men den alt for tidligt døde Britton er ikke blot en nærtstående kollega til Robin Wood; Britton er også manden, som i det genoplivede MOVIE skriver det store generelle opgør med den nye teoretiske og metodiske ortodoksi, som tidsskriftet Screen repræsenterede: "The Ideology of Screen" (MOVIE 26, Winter 1978-79). Det er et fremragende arbejde af Britton, og det er den generelle baggrund for bl.a. nogle af Woods polemikker - ti år før, David Bordwell gennemfører noget lignende i bogen "Making Meaning" (1989)... !

I et dansk filmvidenskabeligt miljø vil det måske undre nogle, at Hedlings bog er antaget som en doktorafhandling (ved Lunds Universitet), for den savner ét af de stort udviklede videnskabelige begrebssæt (problemfelt, tese, teori, metode), som man ynder i den sammenhæng. Pyt. Vurderet ud fra en almindelig filmkritisk interesse er Hedlings bog et imponerende og relevant værk, men givetvis primært for os, som filmkritisk så at sige er vokset op med Woods publikationer. Det er bare en skam, at Olof Hedling ikke vover noget mere. Jeg savner hos Hedling noget af det temperament og engagement, som kendetegnede den yngre Robin Wood.

Konklusion

Den ældre Wood blev så seksualpolitisk og alménpolitisk radikaliseret, at han i sine artikler ofte tog sig ud som en helt anden end den engagerede humanist og filmentusiast, som udfordrede 1950ernes og 1960ernes konformisme. I sin nekrolog fortæller den gamle kampfælle Charles Barr dog, at Wood stadig kunne forlade sig på de gamle værdier og f. eks. gik ind til vanskelige operationer med forbillede i den stoiske ro hos Howard Hawks' westernhelte. Det er rørende, synes jeg, og det er den Robin Wood, jeg vil mindes. Han er sandsynligvis den filmkritiker, der fagligt m.v. kom til at betyde mest for mig personligt .

Olof Hedling: Robin Wood - brittisk filmkritiker. 2001, Lund, Filmhäftet, 265 sider, illustreret. ISBN 91-974142-1-2

© Bo Torp Pedersen, 2002 (revideret 2012)


Tilbage til forsiden


Tilbage til oversigten















































Robin Wood som ung, ovenfor, og nedenfor div. udg. af Hitchcock bogen






























































 


VERDENS TI BEDSTE FILM IFØLGE WOOD



1 Rio Bravo (Howard Hawks, 1959)
2 Les demoiselles de Rochefort (Jacques Demy, 1967)
3 Heaven's Gate (Michael Cimino, 1980)
4 I Walked with a Zombie (Jacques Tourneur, 1943)
5 Banshun (Late Spring) (Yasujiro Ozu, 1949)
6 Marnie (Alfred Hitchcock, 1964)
7 Rally 'Round the Flag, Boys! (Leo McCarey, 1958)
8 The Reckless Moment (Max Ophuls, 1949)
9 La règle du jeu (Jean Renoir, 1939)
10 Ugetsu monogatari (Kenji Mizoguchi, 1953)
 















 


Henvisninger

Mere om Robin Wood
Wikipedia
The-Guardian-obituary-(by-Charles-Barr)
A-Personal-View-by-Tony-Williams
Columbia-University-Press
●  Friends-of-Robin-Wood
Robin-Wood-You-Tube
The-New-York-Times-obituary
Cine-Monkey-book-review
He-Was-As-Good-As-They-Say
David-Bordwell-blog
Robin-Wood-Top-Ti-film-fra-Criterion
Et-billede-af-Robin-Wood-som-vi-vil-huske-ham

Mere om MOVIE og 1960ernes ny filmkritik
Film-Reference
Mere om Andrew Britton
Wayne-State-University-Press
Mere om Olof Hedling
http://www.ht.lu.se/o.o.i.s?id=21232&p=OlofHedling

Opdateret  9/11,  2017