Filmorientering

 





 


Portræt af Claude Jade
8/10 1948 - 1/12 2006


Den franske skuespillerinde Claude Jade blev født i Dijon og døde kun 58 år gammel i Boulogne-Billancourt. Hendes død vækker ikke blot tristesse, men også varme minder, især om hendes skønne rolle som Antoine Doinels kæreste, senere ægtefælle og til sidst eks-ægtefælle Christine Darbon i François Truffauts trilogi "Baisers volés" (1968), "Domicile conjugal" (1970) og "L'Amour en fuite" (1979). Man så en kvinde og en rolle modnes for ens øjne, altid sødmefuld, men med årene tilsat et stænk ironi og slet skjult visdom.



Ifølge hendes egen erindringsbog, "Baisers envolés", var hun på nippet til at blive gift med Doinels virkelige alter ego, Truffaut selv, i juni 1968. Nu er både Truffaut og Jade borte. Jade, som var født i Dijon i en akademiker-familie, blev også ramt af kræft, døde og bisattes fra den reformerte kirke på rue Saint-Honoré i Paris.



Men Claude Jade var mere end en Truffaut-skuespillerinde. Et stort teater-arbejde blev det også til og andre film samt tv-krimier, et arbejde som de fleste af os må nøjes med at læse om. Jean-Pierre Mockys noget bizarre kriminalfilm "Bonsoir" (1994) nævnes af flere som hendes sidste store rolle. Men tilbage i 1969 var det Claude Jade, som gjorde Jacques Brel blød i knæene i Édouard Molinaros "Mon oncle Benjamin", og samme år havde hun en mindre rolle i en film skabt af ét af Truffauts store forbilleder, Alfred Hitchcock, nemlig i "Topaz", og den film er slet ikke så dårlig, som de fleste hævder.

© Bo Torp Pedersen, 2006


Tilbage til forsiden

Tilbage til oversigten


































 


Henvisninger: Mere om Claude Jade
http://www.guardian.co.uk/obituaries/story/0,,1963220,00.html
http://en.wikipedia.org/wiki/Claude_Jade
http://fr.wikipedia.org/wiki/Claude_Jade
http://uk.imdb.com/name/nm0415283/

                               Opdateret 9/11, 2017