|
Punktnedslag i Håkan Nesser
 Jeg er meget sent kommet i gang med læsningen af svenske
kriminalromaner. 1990-erne har udvist en eksplosionsagtig udbredelse af
svenske kriminalromaner. Forfattere som Thomas Kanger, Camilla Läckberg,
Stieg Larsson, Henning Mankell, Liza Marklund og Helene Turstén er blevet
populære i store dele af Europa. Hertil kommer manden, jeg er 'faldet
over', nemlig Håkan Nesser. Jeg er temmelig tilfældigt dumpet ind i hans
nyeste roman i Sverige, "Berättelse om Herr Roos" (2008) og har i
skrivende stund endnu ikke læst hans forudgående bøger.
Det bliver således en slags test på, om en
roman som ”Berättelse om Herr Roos” kan stå alene eller ej, og
konklusionen er, at det kniber. Jeg blev i hvert fald noget konfus, da
bogen skifter synspunkt på cirka halvvejen.
Bogens store første
afsnit (side 9 – 240) spænder over kapitlerne 1 til 23. I disse kapitler
følger vi den mandlige hovedperson, titlens hr. Roos, og den unge kvinde,
Anna, som han lærer at kende. Vi lærer dem at kende i adskilte, skiftende
kapitler, indtil de mødes og så at sige fusionerer også i fortællingens
komposition. Han er den borgerlige middelmand, der pludselig får en
oplevelse af, at livet og livets mening er gledet ham af hænde, og hun er
den unge kvinde med østeuropæisk baggrund, som er på flugt fra den
baggrund og på en meget usikker ’jagt’ efter en anden fremtid.
Side 241 begynder så den andet store halvdel
af bogen, der omfatter kapitlerne 24 til 51. Først her introduceres
kriminalinspektør Gunnar Barbarotti, kollegaen Eva Backmann m.fl., og her
bliver jeg som førstegangslæser konfus. Nu inddrages jeg pludselig i denne
Barborottis personlige univers, forholdet til hustruen osv., og ikke blot
i nogle politifolks opklaringsarbejde. Her viser det sig, at romanen har
et føljetonpræg: Her forudsættes noget fra to tidligere romaner, hvor
Gunnar Barbarotti også optræder. Så må man så at sige træde ud af denne
roman og gennem opslag på internettet el. lign. forsøge at få et indtryk
af Barbarotti-forhistorien, og derefter tilbage til denne roman og videre
med… hvis man altså gider! I stedet fristes man til at skimme de dele, der
handler om Barbarottis privatliv og hurtigst muligt finde frem til det
videre forløb af hovedhistoriens intrige.
Det samme problem findes i øvrigt i "Återkomsten" (2003), som jeg siden
har læst. Her fylder kriminalkommissær Van Veeteren og hans kolleger alt
meget uden at interessere en døjt.
 Jeg synes godt, forfatteren kunne have
hjulpet den nye læser i stedet for i den grad at forudsætte læsning af
tidligere romaner, og når jeg er ved indvendingerne, så må jeg også sige,
at 511 sider er mange sider – for mange sider. Det bliver ind imellem for
ordrigt og omstændeligt – ikke blot omkring Barbarotti. Desværre må man
også sige, at det er skuffende, om end næsten forudseligt, at historien
slutter som den gør. Den typisk svenske pessimisme fornægter sig desværre
ikke til sidst. Er det virkelig så forfærdeligt at være svensk? Hvorfor
kan de aldrig se den ’blå himmel’?
Men tilbage står, at den del, der er
historien om Herr Roos, er dybt fascinerende. Det er en beretning fuld af
følelse og mange nuancer. Det er en fortælling om et menneske, hvis liv
pludselig kommer til at blomstre. Det er en gevaldig opbrudshistorie: Et
menneske bryder med alt og alle, kaster sig ud i et eksperiment, hvor
nogle oplevelser beriger ham positivt, mens andre oplevelser får ham til
at miste styringen med det, der kunne være blevet et nyt liv.
© Bo Torp Pedersen, november 2008
|
Tilbage til Filmorienterings forside
Tilbage til
oversigt
Tilbage til
personside
|
