Bogorientering







 


Punktnedslag i Håkan Nesser

Jeg er meget sent kommet i gang med læsningen af svenske kriminalromaner. 1990-erne har udvist en eksplosionsagtig udbredelse af svenske kriminalromaner. Forfattere som Thomas Kanger, Camilla Läckberg, Stieg Larsson, Henning Mankell, Liza Marklund og Helene Turstén er blevet populære i store dele af Europa. Hertil kommer manden, jeg er 'faldet over', nemlig Håkan Nesser. Jeg er temmelig tilfældigt dumpet ind i hans nyeste roman i Sverige, "Berättelse om Herr Roos" (2008) og har i skrivende stund endnu ikke læst hans forudgående bøger.

Det bliver således en slags test på, om en roman som ”Berättelse om Herr Roos” kan stå alene eller ej, og konklusionen er, at det kniber. Jeg blev i hvert fald noget konfus, da bogen skifter synspunkt på cirka halvvejen.

Bogens store første afsnit (side 9 – 240) spænder over kapitlerne 1 til 23. I disse kapitler følger vi den mandlige hovedperson, titlens hr. Roos, og den unge kvinde, Anna, som han lærer at kende. Vi lærer dem at kende i adskilte, skiftende kapitler, indtil de mødes og så at sige fusionerer også i fortællingens komposition. Han er den borgerlige middelmand, der pludselig får en oplevelse af, at livet og livets mening er gledet ham af hænde, og hun er den unge kvinde med østeuropæisk baggrund, som er på flugt fra den baggrund og på en meget usikker ’jagt’ efter en anden fremtid.

Side 241 begynder så den andet store halvdel af bogen, der omfatter kapitlerne 24 til 51. Først her introduceres kriminalinspektør Gunnar Barbarotti, kollegaen Eva Backmann m.fl., og her bliver jeg som førstegangslæser konfus. Nu inddrages jeg pludselig i denne Barborottis personlige univers, forholdet til hustruen osv., og ikke blot i nogle politifolks opklaringsarbejde. Her viser det sig, at romanen har et føljetonpræg: Her forudsættes noget fra to tidligere romaner, hvor Gunnar Barbarotti også optræder. Så må man så at sige træde ud af denne roman og gennem opslag på internettet el. lign. forsøge at få et indtryk af Barbarotti-forhistorien, og derefter tilbage til denne roman og videre med… hvis man altså gider! I stedet fristes man til at skimme de dele, der handler om Barbarottis privatliv og hurtigst muligt finde frem til det videre forløb af hovedhistoriens intrige.

Det samme problem findes i øvrigt i "Återkomsten" (2003), som jeg siden har læst. Her fylder kriminalkommissær Van Veeteren og hans kolleger alt meget uden at interessere en døjt.

Jeg synes godt, forfatteren kunne have hjulpet den nye læser i stedet for i den grad at forudsætte læsning af tidligere romaner, og når jeg er ved indvendingerne, så må jeg også sige, at 511 sider er mange sider – for mange sider. Det bliver ind imellem for ordrigt og omstændeligt – ikke blot omkring Barbarotti. Desværre må man også sige, at det er skuffende, om end næsten forudseligt, at historien slutter som den gør. Den typisk svenske pessimisme fornægter sig desværre ikke til sidst. Er det virkelig så forfærdeligt at være svensk? Hvorfor kan de aldrig se den ’blå himmel’?

Men tilbage står, at den del, der er historien om Herr Roos, er dybt fascinerende. Det er en beretning fuld af følelse og mange nuancer. Det er en fortælling om et menneske, hvis liv pludselig kommer til at blomstre. Det er en gevaldig opbrudshistorie: Et menneske bryder med alt og alle, kaster sig ud i et eksperiment, hvor nogle oplevelser beriger ham positivt, mens andre oplevelser får ham til at miste styringen med det, der kunne være blevet et nyt liv.

© Bo Torp Pedersen, november 2008



Tilbage til forsiden

Tilbage til oversigt








































 


Henvisninger

● Hakon Nessers bøger i Danmark
http://www.saxo.com/dk/author/haakan-nesser.aspx
● Svensk anmeldelse af "...Herr Roos"
http://www.svd.se/kulturnoje/litteratur/artikel_1565031.svd

                                  Opdateret 25/1, 2013