|
Portræt af Robin Wood
 Robin
Wood (23/2 1931 - 18/12 2009) var en indflydelsesrig engelsk-canadisk filmkritiker
fra 1960'erne og til sin død, men i vidt forskellige retninger.
Først og fremmest med "Hitchcock's Films"
(1965) og "Howard Hawks" (1968) satte han en ny standard for den
angelsaksiske filmkritik. Truffaut og kollegerne på Cahiers du Cinéma og i
Nouvelle Vague-kredsen havde allerede udråbt Hitchcocks og Hawks'
genialitet, men 'The French Line' havde ikke overbevist det filmkritiske
establishment i Norden eller på de britiske øer - og da slet ikke Penelope
Houston, der i en menneskealder var chefredaktør for British Film
Institute's tidsskrift Sight & Sound. For dette establishment var Hollywood
en kommerciel filmfabrik, og derfor var Hollywood-film pr. definition
alene at betragte som 'light entertainment'. Robin Wood og hans kolleger
(bl.a. Ian Cameron og Victor F. Perkins) ved tidsskriftet Movie (start
1962) blev hurtigt en uomgængelig udfordring og et reelt alternativ til
dette establishment. De havde ligeså stort et engagement som franskmændene
- og i vidt omfang det samme auteur-pantheon - men desuden havde de en
grundig og seriøs argumentation gennem en film-analyse inspireret af den
litterære nykritik: 'close reading'. Det var noget ganske andet end
franskmændenes til tider vidtløftige filosofiske abstraktioner.
For den hastigt
voksende seriøse filmkritik og tidlige filmvidenskab på universiteterne i
Storbritannien og Norden var Robin Wood og Movie desuden et frugtbart
alternativ til de munke-marxistiske strømninger, selv om sidstnævnte
senere sejrede og gjorde mange intellektuelle filmmiljøer til ørkenland.
Men i 1970erne skiftede Wood i den grad kurs, og hans private/personlige
habitus som nyudsprunget homoseksuel (efter et længerevarende ægteskab med
Aline og deraf to børn) blev nu i den grad indblandet i hans filmkritik,
som blev et sært impressionistisk-feministisk-homoseksuelt-venstrepolitisk mix.
Robin Wood var således en spændende filmkritisk begavelse og personlighed, som i
fem årtier var snart i centrum snart i periferien af væsentlige
filmkritiske udviklinger. Derfor er det både rimeligt og velkomment, at Olof Hedling
ved Lunds Universitet har valgt at studere Robin Wood, og helt i Woods ånd er det en
imponerende grundig bog. Hedling synes at have læst alt af Robin Wood og
de fleste af debatterne omkring ham. En særlig fortjeneste er det, at
Hedling udførligt forklarer den særlige kritiske tradition og det store
forbillede, litteraten F.R. Leavis, som udgik fra Cambridge-universitetet.
Hedling argumenterer godt for, at det er Leavis' ånd, som gennem alle år
trods alle omskiftelser har præget Robin Wood, der til sidst boede mange år i USA og Canada.
Trods
grundigheden savner jeg dog noget i Hedlings fremstilling. Hedling
refererer primært til Woods evalueringer og kunstsyn, men hvad med Woods
metode(r)? Hvordan helt præcist og konkret kommer Wood frem til sine
konklusioner? Hvori består f. eks. den 'close reading', som Wood bedriver
i 1960'erne, og hvad er hans særpræg sammenlignet også med nære kolleger
som Cameron og Perkins? Det er påfaldende, hvordan Wood både hos Hawks og
Hitchcock når frem til nogle terapeutiske temaer, herunder filmenes
etablering af harmoni og kosmos. Raymond Durgnat udfordrede Woods analyse
af både Hawks og Hitchcock. Durgnat gjorde den fejl at anvende for meget
plads på at fremhæve William Wellman på Howard Hawks' bekostning. Durgnats
opgør med Woods konklusioner står stærkere i "The Strange
Case of Alfred Hitchcock" (1974), og det er nært beslægtet med Christian
Braad Thomsens polemik mod Wood i "Hitchcock - Hans liv og film" (1990).
Både Durgnat og Braad har en freudiansk tilgang til Hitchcock
og tegner et mere tvetydigt billede af Hitchcocks filmunivers end Wood.
Hedling anfører mange af de diskussioner og polemikker, som er opstået
omkring Wood, men går ikke særlig langt ind i dem. Det er en skam, selv om Wood
ikke er en film-teoretiker, men virkelig en film-kritiker. Wood kunne ikke have skrevet en bog som Victor F. Perkins'
"Film As Film" (1972). Hedling omtaler kort Andrew Britton, men den
alt for tidligt døde Britton er ikke blot en nærtstående kollega til Robin
Wood; Britton er også manden, som i det genoplivede Movie skriver det
store generelle opgør med den nye teoretiske og metodiske ortodoksi, som
tidsskriftet Screen repræsenterede: "The Ideology of Screen" (Movie 26,
Winter 1978-79). Det er et fremragende arbejde af Britton, og det er den
generelle baggrund for bl.a. nogle af Woods polemikker - ti år før, David
Bordwell gennemfører noget lignende i bogen "Making Meaning" (1989)... !
I et dansk filmvidenskabeligt miljø vil det måske undre nogle, at Hedlings bog
er antaget som en doktorafhandling (ved Lunds Universitet), for den savner et
udviklet videnskabeligt begrebssæt (problemfelt, tese, teori, metode). Vurderet ud fra en almindelig filmkritisk interesse er Hedlings bog et
imponerende og relevant værk, men givetvis primært for os, som filmkritisk
så at sige er vokset op med Woods publikationer. Det er bare en skam, at
Olof Hedling ikke vover noget mere. Jeg savner hos Hedling noget af det
temperament og engagement, som kendetegnede den yngre Robin Wood.
Den ældre Wood blev så seksual- og almenpolitisk radikaliseret, at han i
sine artikler ofte tog sig ud som en helt anden end den engagerede
humanist og filmentusiast, som udfordrede 1950ernes og 1960ernes
konformisme. I sin nekrolog fortæller den gamle kampfælle Charles Barr
dog, at Wood stadig kunne forlade sig på de gamle værdier og f. eks. gik
ind til vanskelige operationer med forbillede i den stoiske ro hos Howard
Hawks' westernhelte. Det er rørende, synes jeg.
Summa summarum: Robin Wood repræsenterer især i sine tidlige år og i sine bedste
værker en humanisme, som ganske vist ikke er kristent
motiveret, men som dog står i gæld til kristendommens realisme og håb. Den
form for humanisme kan der være god brug for - såvel til vor personlige
berigelse og eftertanke som i opposition til de teorier og tankesystemer,
der vil sætte kunsten på livs- og menneskefjerne formler.
Olof Hedling: Robin Wood - brittisk filmkritiker. 2001, Lund,
Filmhäftet, 265 sider, illustreret. ISBN 91-974142-1-2
© Bo Torp Pedersen, 2002 (revideret 2010) |
Tilbage til Filmorienterings forside
Tilbage til
oversigten
|
