Filmorientering

 

 


Portræt af Natalie Wood

Barnestjerner havde det slemt i det gamle Hollywod, rigtig slemt. Hvis der er endnu er nogen, som ikke vidste det, kan de til overflod erfare det gennem Finstads murstens-biografi, men vælg hellere en anden, og gå langt uden om denne bog, hvis du ligesom jeg har et ømt punkt for Natalie Wood pga. film som "Rebel Without a Cause" (1954), "The Searchers" (1956) og "Splendor in the Grass" (1961).

Det er ganske forfærdeligt, hvad hun måtte gå igennem i det virkelige liv, men det er også slemt, hvad forfatterinden her udsætter Wood for. Desværre er det karakteristisk for en særlig amerikansk type biografier. De skal bare være så enormt detaljerede, at man bliver træt af det hele, og spørger, hvorfor stoffet dog ikke kunne prioriteres og redigeres blot en lille smule. Dernæst er det hele sovset ind i en ulidelig omgang lomme-psykologi, dybest kun sladder og spekulation, som skal tage sig ud som seriøs karakteranalyse.

Man trækkes igennem allehånde mindre betydningsfulde detaljer og spekulationer, men får ikke klar besked om nogle af de store begivenheder. Der bliver f.eks. ikke sat navn på den berømte skuespiller, som hævdes at have forgrebet sig på teenageren Wood, og baggrunden for noget så skelsættende som Woods to skilsmisser står også hen i tæt tåge (efter første ægteskab med R. Wagner samt efter ægteskabet med R. Gregson). Gad vist, om det er af skræk for retssager, som kunne rejses af de overlevende fra disse forhold. Vi får heller ingen nogen ny klarhed over omstændighederne ved Woods tragiske druknedød, 29. november 1981, et klimaks, som bogen ellers på næsten hver side har lagt op til med anekdotiske hentydninger til vandskræk, zigøjner-spådomme osv. osv., så det kan man da kalde et anti-klimaks!

Det er heller ikke meget, vi får at vide om filmene, selv om det er dem og Woods roller i dem, der gør hende interessant frem for så mange andre kvindeskæbner.

Selv om Finstand også her skulle være redigeret ned, er Woods slægthistorie ét af de mere fascinerende afsnit i bogen. Wood er ud af en russisk indvandrer-slægt og et miljø, hvor billeder af Romanov-dynastiet stadig hang på væggen, og hvor der blev læst op af Pusjkin m.fl. og spillet balalajkamusik. Moderen, hvis kyniske ambitioner skar dybe sår i Woods sind, fik sit første barn, Ovsana eller Olga, 1928 i den kinesiske havneby Harbin. Faderen var armener. Familien var flygtet fra borgerkrigen i Rusland gennem Manchuriet, og snart fortsatte turen til Korea og via Hawaii til San Fransisco, USA. Her mødte moderen guldgraveren Nikolaj Zakharenko, også en russisk indvandrer, og han blev far til hendes øvrige to børn: Natalie, født 20. juli 1938, døbt Natalija Nikolajevna Zakharenko, kaldet Natasha, og Lana, født 1. marts 1946, døbt Svetlana. Familien skiftede snart efternavn til Gurdin, fordi faderen ikke altid ville komme sidst i 1930ernes arbejdsløshedskø, men familien forblev fattig, indtil barnet Natasha med filmnavnet Natalie Wood og med filmkarrierestart i 1944-46 blev hele familiens forsørger.

Dette ansvar blev lagt på et spinkelt pigebarns skuldre foruden moderens umådeholdne, kyniske ambition. Olga undslap, fordi moderen var ligeglad med hende, og fordi hun siden valgte et liv langt fra Hollywood. Lana slap ikke helt for skrammer, selv om Natalie beskyttede hende. Tre søstre - et fascinerende motiv, og forfatterinden har forsynet hver af bogens fem hovedafsnit med et citat af den store russiske forfatter Anton P. Tjekhov (1860-1904), alle fra hans drama "Tre søstre" (1901). Ideen er rigtig god, men i denne bogs sammenhæng virker det som en fornærmelse både mod Tjekhov og mod Wood.

Forhåbentlig forhindrer denne udgivelse ikke andre i at skrive en ordentlig biografi om Natalie Wood, om såvel hendes tragiske liv som hendes vidunderlige film, og eventuelt om hendes søstre.

Suzanne Finstad: Natasha. The Biography of Natalie Wood. Century Publishers, London/New York, 2001, 430 sider, ill..

© Bo Torp Pedersen, 2002


Tilbage til Filmorienterings forside

 

Tilbage til oversigten

 

 

 

 

The Searchers

 

 

Brainstorm - Woods sidste film

 

Henvisninger

● Januar 2004: Den berømte amerikanske forfatter og filmkritiker Gavin Lambert har skrevet en alternativ biografi om Natalie Wood. Den er meget velkommen !
Gavin Lambert: Natalie Wood - A Life. Knopf, New York, 2004, 347 sider, ill.
http://www.popmatters.com/books/reviews/n/natalie-wood-a-life.shtml
Engelsk udgave:
Natalie Wood - A Life. London, Faber and Faber, 2004. ISBN 0-571-22197-1.
● Mere om Gavin Lambert
http://en.wikipedia.org/wiki/Gavin_Lambert
● Mere om Natalie Wood
http://en.wikipedia.org/wiki/Natalie_Wood
http://www.imdb.com/name/nm0000081/

Opdateret 24. maj 2008 **