Filmorientering


Den illusorisk 'rene' helt, men dog en helt

Von Stauffenberg-filmen ”Operation Valkyrie” kommer til os med megen foromtale, som har rejst tre negative forhold ved den: 1) At det prominente Scientology-medlem Tom Cruise spiller den kristne, tyske modstandshelt mod nazismen. 2) At det historiske stof er blevet ’amerikaniseret’ og forvansket. 3) At filmen med sin turbulente produktionshistorie har fået et dårligt resultat.

I Tyskland, hvor man har en mindre naiv opfattelse af Scientology-bevægelsen end den gængse i Danmark, er det en stor kamel at sluge, at en fremtrædende scientolog skal spille én af de få tyske helte fra Anden Verdenskrig. Men principielt må man nu mene, at Tom Cruise’ personlige anskuelser m.m. ikke nødvendigvis skader hans skuespilevner, jfr. gamle John Wayne, hvis enorme udstråling og skuespilkunst i filmene ikke blev mindre på grund af hans politiske fejltagelser. Desuden er det jo en stort anlagt amerikansk-international produktion, hvor en stjerne af Cruise-størrelse er naturlig.

Jeg oplever ikke Cruise som det tungeste problem, selv om han ikke yder nogen nuanceret eller dragende præstation, men mere det forhold, at der er så mange ansigter fra især engelsk film og tv, som vækker associationer i helt forkerte retninger. En undtagelse er Terence Stamp, som er så overbevisende i rollen som den sympatiske Ludwig Beck (billedet), at man snart glemmer hans adskillige og til tider parodiske skurkeroller. Den engelsksprogede tale, vi ser filmen med i Danmark, kan også virke distraherende, ikke mindst ved de to ellers glimrende tyske skuespillere Thomas Kretschmann og Christian Berkel; sidstnævnte så vi for nylig i ”Flammen & Citronen”. Måske er filmen bedre med tysk tale?

Instruktøren Bryan Singer har tidligere lavet bl.a. tegneserie-inspirerede film som ”X-Men” og ”Superman Returns”, men trods historierne om filmens vanskelige tilblivelse, er det blevet en hæderligt fortalt underholdningsfilm. Det er naturligvis uhyre svært at skabe spænding i en historie, hvor alle mere eller mindre véd, hvordan det går til sidst, men Singer lykkes et pænt stykke af vejen, selv om han ikke når Fred Zinnemanns enestående niveau i ”The Day of the Jackal” (1973) om det mislykkede attentatforsøg på Frankrigs præsident Charles de Gaulle.

Naturligvis får man ikke alt det historisk-autentiske stof med, men dette er ikke en dokumentarfilm; man kan ikke stille de samme krav til en dokumentarfilm og til en spillefilm i underholdnings-kategorien. Faktisk får ”Operation Valkyrie” ganske mange gode enkeltheder med og får pædagogisk fastslået von Stauffenbergs og de militære kupmageres ambition: at vise verden, at ikke alle tyskere er som Hitler, og at fremskynde krigens afslutning og dermed forventeligt skåne mange menneskers liv.

Nogle vil indvende, at filmen i for høj grad gør von Stauffenberg til den individuelle helt, men det er nu ikke så forkert endda. Von Stauffenberg var hovedmanden, fordi han handlede, mens andre tøvede og endnu andre var opportunister, der alene valgte side ud fra en vurdering af, hvem der ville ’vinde’. Filmen har også fat i det centrale forhold, at soldater og officerer stod fast ved den ed, de havde aflagt til Hitler, en misforstået og ulyksalig troskab, hvorfor det var så afgørende, at Hitler blev dræbt, så den ed ikke længere bandt.

Filmen har derimod ikke fat i det dybereliggende forhold, som von Stauffenbergs råb ved henrettelsen antyder, nemlig den ligeså ulyksalige forestilling om et ’helligt Tyskland’. Von Stauffenberg og andre i den militære opposition havde her en sprogbrug og en forestillingsverden, som sandt at sige lignede dele af nazismens. Men herfra og til at fraskrive den historiske von Stauffenberg al hæderlighed er der dog et langt stykke. Ikke desto mindre har dagbladet Politiken lagt tryksværte til en dansk historiker, lektor Therkel Stræde fra Syddansk Universitet, som opkaster den uhyrlige hypotese: "Man skal nok prise sig lykkelig over, at 20. juli-folkene ikke havde held med deres forehavende, for var det gået, som de forestillede sig, havde man fået en autoritær stat uden demokrati i Europas centrum."

I filmen er von Stauffenberg den 'rene' helt, og selv om han ikke var 'ren' i virkeligheden, for det er intet menneske, så er han dog en helt, som Tyskland med rette kan og skal hylde. Nazismens undertrykkelsesapparat var så totalt og effektivt, at militærets folk var de eneste, der kunne have stoppet Hitlers krig mod sit eget folk og mod omverdenen. Filmen viser nogle af de tilfældigheder og menneskelige svagheder, der gjorde, at det mislykkedes den 20. juli ligesom ved flere tidligere forsøg. Filmens egen svaghed er en vis form for pænhed – en mangel på gennemtænkt engagement.

© Bo Torp Pedersen, 2009 

Tilbage til Filmorienterings forside

Tilbage til oversigten

 

 

Henvisninger

Filmfakta: Operation Valkyrie

Valkyrie/Operation Walküre: Das Stauffenberg-Attentat – USA/Tyskland 2008 – Instr.: Bryan Singer – Manus: Christopher McQuarrie, Nathan Alexander – 123 min. – Tom Cruise (Colonel Claus von Stauffenberg), Kenneth Branagh (Major-General Henning von Tresckow), Bill Nighy (General Friedrich Olbricht), Tom Wilkinson (General Friedrich Fromm), Carice van Houten (Nina von Stauffenberg), Thomas Kretschmann (Major Otto Ernst Remer), Terence Stamp (Ludwig Beck), Eddie Izzard (General Erich Fellgiebel), Kevin McNally (Dr. Carl Goerdeler), Christian Berkel (Colonel Mertz von Quirnheim), Andy Gatjen (vred SS mand), Jamie Parker (Lieutenant Werner von Haeften), David Bamber (Adolf Hitler), Tom Hollander (Colonel Heinz Brandt), David Schofield (Erwin von Witzleben), Kenneth Cranham (Field Marshal Wilhelm Keitel), Halina Reijn (Margarethe von Oven), Werner Daehn (Major Ernst John von Freyend), Harvey Friedman (Dr. Joseph Goebbels), Matthias Schweighöfer (Lieutenant Herber ), Waldemar Kobus (Wolf-Heinrich von Helldorf, politidirektør), Florian Panzner (Second Lieutenant Hagen), Ian McNeice (general), Danny Webb (Captain Haans), Chris Larkin (Sergeant Helm), Matthew Burton (Lieutenant-General Adolf Heusinger), Philipp von Schulthess (Tresckows adjudant), Wotan Wilke Möhring (Sergeant Kolbe), Christian Oliver (Sergeant-Major Adam), Bernard Hill (ørkengeneral), Julian Morris (/ung løjtnant i ørkenkrigen), Helmut Stauss (Dr. Roland Freisler, dommer), Tim Williams (læge), Karl Alexander Seidel (Berthold von Stauffenberg, barn), Timo Huber (Franz von Stauffenberg, barn), Justus Kammerer (Heimeran von Stauffenberg, barn), Annika Becker / Marie Becker (Valerie von Stauffenberg, barn), Katharine Mehrling (sangerinde), Achim Buch (soldat), Manfred-Anton Algrang (Albert Speer), Matthias Freihof (Reichsführer Heinrich Himmler), Gerhard Haase-Hindenberg (Reich Marshal Hermann Göring), Jon Collin Barclay (Second Lieutenant Kretz), Matthias Ziesing (ung officer i Wolfsschanze),  Tom Wlaschiha (kommunikationsofficer), Carsten Voigt (checkpoint vagt), Anna Holmes (central kommunikationsoperatør), Andrew Schwerdt (Keitels adjutant), Isbella Drischel (sekretær i krigsministeriet), Justin Beard (kommunikations-operatør i Wolfsschanze), Tilmann von Blomberg (officer som arresterer), Karsten Mielke (Remers chauffør),  Julita Witt (ung tysk kvinde).

Filmens trailer

Anmeldelser m.v.: Filmering, IMDb, Kino-Zeit, Los Angeles Times, Scope - samt Christianity Today med spørgsmål til overvejelse og drøftelse.

Realhistoriske henvisninger:

Interview med von Stauffenbergs søn Berthold i Hamburger Abendblatt

Anna Larsdotter: Claus von Stauffenberg - Han kom tæt på at myrde Hitler. Artikel i: Alt om historie, nr. 2/2009, side 34-39.

Karl Christian Lammers: Hitlers modstandere – Det andet Tyskland 1933-1945. København 1996, Schønbergs Forlag.

Billeder: pressebilleder © 20th Century Fox / OutNow

Billede 1 (Afrika) ~ Billede 2 (von S. tv. og von Quirnheim th.) ~ Billede 3 (Ludwig Beck) ~ Billede 4 (Fromm og von S.) ~ Billede 5 (von Tresckow) ~ Billede 6 (ægteparret von S.) ~ Billede 7 (mod slutningen) ~ Billede 8 (de sammensvorne i opstilling)

Opdateret 3/1 2011 **