|
Filmorientering |
|
|
Her møder vi enkemanden Ali, hans søn Nejat, og kvinden Yeter. Selv om Ali er oppe i årene, er han en flittig kunde hos Yeter, der ernærer sig som prostitueret, og han kan godt tænke sig at 'eje' Yeter, dvs. blive gift med hende. Nejat synes derimod at være en moderne tilpasset mand, der arbejder som professor i tysk litteratur ved universitetet. Det er det ene sæt à tre blandt filmens hovedpersoner. Det andet sæt à tre er den unge kvinde Ayten, der er militant politisk aktivist i Tyrkiet, og som flygter til Tyskland, til Hamburg og til Bremen, hvor hun forsøger at finde sin mor, og moderen er faktisk ovennævnte Yeter. Men i stedet træffer Ayten den blonde studerende Lotte og Lottes mor Susanne.
"På himlens kant" er altså en vanskelig film og ved første gennemsyn også en tvetydig film. Men man opdager, at filmen benytter sig af nogle raffinerede, ironiske gentagelsesmotiver: En situation gentager sig, men med et andet fortegn. Hertil kommer, at filmen lader to af hovedpersonerne mødes over historien om Abraham og Guds krav til ham om at ofre den elskede søn. Det er en historie, der kendes både fra koranen og bibelen (Det gamle Testamente), og filmen bruger historien negativt forstået som en historie med nogle værdier, som både mennesker fra en muslimsk tradition og mennesker fra en kristen tradition skal sætte sig ud over. Jeg forstår filmen sådan, at den anser generationskonflikten og løsningen af denne for at være den universelle nøgle til medmenneskelig forståelse og forsoning, og at den etnisk-kulturelle modsætning ikke er den afgørende. Filmen slutter, hvor den gådefuldt begyndte med den unge tyrkiske tyskprofessor på biltur i Tyrkiet, og den slutter med et billede af Nejat på en strand, ventende på faderen, der fisker ude på havet. Der er ingen tvivl om, at det er tænkt som et smukt forsoningsbillede, men det kan også ligne et idylliserende billede som hentet fra en turistbrochure, og det kan især opfattes sådan, hvis man – som jeg – ikke overbevises af filmens prioritering af generation over etnicitet.
Filmens stærke præg af kompleks konstruktion gør den mindre psykologisk overbevisende efterhånden som den skrider frem. Det er, som om filmen undertrykker de elementer i dens egne historier, der kunne danne en langt mere realistisk og særdeles dødelig konsekvens. Da Yeter dør, er det noget af et tilfælde, men hun kunne mere oplagt være blevet dræbt af de selvbestaltede 'ordenshåndhævere' i den tyrkiske enklave i Bremen. Lottes død er en følge af hendes naivitet og uvidenhed, da hun sætter alt ind på at overskride grænserne og redde Ayten. Men filmen vælger at betone Lottes død som anledning til moderens møde med Nejat og til den forvandling og forsoning, der vokser op hos disse to, og filmen fravælger at lade de særdeles realistiske dødstrusler mod Ayten fuldbyrdes. Den danske titel "På himlens kant" synes at illustrere en meget optimistisk tolkning af filmens handling og problematik, optimistisk i en grad hvor det efter min mening nærmer sig en pladderhumanistisk tendens. Den tyske titel, "Auf der anderen Seite", kunne derimod være overskriften på en skeptisk-realistisk fortolkning af problematikken, nemlig den forståelse at der virkelig er en anden side, at der er en verden til forskel på Europa og Lilleasien, og at det er dødsensfarligt at tro at man i dybere forstand kan overskride den grænse. Lige meget hvilken tolkning man vælger, er "På himlens kant" (Auf der anderen Seite) en udfordrende og fascinerende film, med overbevisende skuespillere i alle seks hovedroller og med et raffinement og et niveau klart over samme instruktørs "Mod muren" (Gegen die Wand, 2004). © Bo Torp Pedersen, 2007 |
Tilbage til Filmorienterings forside
|
|
Henvisninger ● Filmfakta: På
himlens kant |
|
