|
Filmorientering
|
|
|
Nogen af os har haft den særlige evne i visse tilfælde at komme på tværs
af 'den almindelige mening' i dagbladenes anmelderkorps. Det kan være
ganske forfriskende og sjovt, synes vi i hvert fald selv. Lone Scherfigs "Hjemvé"
indbyder til en sådan 'manøvre', men desværre har det énstemmigt negative
dagbladskor aldeles ret. Lone Scherfig, som med "Kajs fødselsdag" (1990) og naturligvis frem for alt "Italiensk for begyndere" (2000) tegnede sig om én af de mest lovende nye danske filminstruktører, synes helt at mistet grebet som filmfortæller. Filmen skvulper af sted på en mærkelig tilfældig måde, helt uden dramaturgisk nerve, og der er nogle distraherende, meningsløse billedeffekter, hvor dele af billedet bliver uklare, overbelyste, osv.. Man aner noget, der ligner Niels Hausgaards typiske kommentarer og bemærkninger, men filmens replikker leveres – af næsten livløse skuespillere – på en pinagtig klumpedumpe facon: som tunge, vingeskudte lerduer, der falder til jorden og smuldrer.
Man kan mene, at f.eks. Per Flys film er overvurderede, også den bedste af dem, nemlig "Drabet", hvor pointerne er mere interessante på papiret end i oplevelsen af filmen. Fly er dog en instruktør, som kan sit håndværk, og som er i stand at formulere noget meningsfuldt i sit medie. Så kan vi mene, at han får for lidt ud af sine historier osv., men Flys film kan dog noget. Der fornemmes en intelligens bagved, som man godt gider diskutere med. "Hjemvé" er en fornærmelse mod tænkende mennesker. Filmen rummer ikke én god idé, som er gennemtænkt eller udarbejdet i filmisk form. En satire kræver både probate midler og et klart mål. Hvem er det lige, der skal føle sig ramt af ’satiren’ i "Hjemvé"? Puritanismen kan ligne noget fra en jysk landsby i 1950'erne, men filmens løst skitserede lilleby-samfund synes at være et nutidigt samfund. Den selvglade forfatter, den inkompetente butiksindehaver og de mange andre, som synes helt uduelige i deres hverv, er roller, der aldrig udvikles til en statur, hvor man gider så meget som fnise af deres dumhed, eller hvor man kan se dem som symboler eller typer. Skal de nøgne mænd – og reaktionen på dem - være noget sjovt, eller hvad, og hvorfor? Vi er langt fra den herlige, pointerede engelske film "Det' bare mænd" (The Full Monty, 1997). Hvis Lone Scherfig skal lave flere film, og man kommer alvorligt i tvivl efter denne oplevelse, bør de, der finansierer den, bede om at se et gennemarbejdet manuskript. © Bo Torp Pedersen, 2007 |
Tilbage til Filmorienterings forside
|
|
Henvisninger ● Filmfakta:
Hjemvé |
|
