|
Filmorientering |
|
|
Det er en løst fortalt komedie, der tager tilløb til nogle små historier, dels om nogle af personerne på pirat-radio-skibet, dels om ministeren og hans nærmeste embedsmand, som er deres fjender. Instruktøren Richard Curtis har givet Kenneth Branagh frit løb i en vild parodi på en snæversynet konservativ politiker: Det ligner mere Branaghs forsøg på at parodiere Anthony Hopkins' Nixon-figur end noget andet. Desuden kan Branaghs minister-portræt give det fejlagtige indtryk, at der er tale om en konservativ engelsk regering. I alle årene 1964-1970 havde England en Labour regering under prime minister Harold Wilson…! Modsat kan vi positivt notere Philip Seymour Hoffman for endnu en god rolle som én af Radio Rocks disc-jockeys, en amerikansk indvandrer, indfølt og præcist portrætteret. På radioskibet er det ellers den unge Carl, som er vi tilskueres indgang til det sælsomme univers, men det virker som en belemring, at vi skal bruge en masse tid på Carls seksuelle debut og søgen efter den ukendte far, og filmens slutning ligner en ufrivillig (?) parodi på ”Titanic”. Filmen vil gerne gengive radiokulturen som et eksempel på det, der blevet kaldt hippiekulturens motto: ”Sex, Drugs and Rock'n'Roll”, men det virker stærkt overdrevent og tillagt med en bagklog pædagogik, der vil gøre nutidens unge mere forstående over for det provokatoriske element i popkulturen.
Men så er der musikken: Den ægte 1960’er popmusik fra Englands storhedstid med The Rolling Stones, The Kinks, The Hollies, The Beatles, Procol Harum og mange andre. Bedre kan det ikke blive: Det er hit på hit fra en fantastisk produktiv tid, hits som nu er blevet evergreens. Selv om man kan savne én og anden af sine egne favoritter, f.eks. The Searchers eller The Tremeloes, er filmens soundtrack-album vist et 'must' for gamle popvrag. Er man som undertegnede vokset op på den jyske vestkyst, hvor vi kunne høre Radio Caroline, Wonderful Radio London (Big L) og senere Radio North Sea International, får filmen en nostalgisk værdi. Nogle af pladevenderne synes modelleret efter autentiske forbilleder, f. eks. The Emperor Rosko og John Peel. Reklameagtigt viser filmen lytternes begejstring – på arbejdspladserne og på børnenes værelser – hvor de dengang nymodens transistorradioer indfanger de ikke altid helt skrattefri toner fra Nordsøen. Men det er rigtignok: Det var i den grad ’feel good’ radio! Kombinationen af kampgejst, entusiasme og en enestående musikbølge gør piratradioerne til noget særligt, som end ikke en mislykket film kan undertrykke. Popmusikken vandt, da statsradiofonierne med årene følte sig tvunget til at indføre popradio, men noget af piratånden gik tabt – også i takt med engelsk popmusik uheldige udvikling – da piraterne gik i land. Flere af piratradioernes folk blev ansat på BBC’s nye Radio One eller Radio Two, f.eks. Tony Blackburn, men ’skumsprøjtet’ gik tabt. © Bo Torp Pedersen, 2009 |
Tilbage til Filmorienterings forside
|
|
Henvisninger ● Filmfakta: The Boat that rocked England 2009 – Instr. og manus: Richard Curtis – Medv.: Philip Seymour Hoffman (The Count), Bill Nighy (Quentin), January Jones (Eleonore), Rhys Darby (Angus), Kenneth Branagh (Dormandy), Rhys Ifans (Gavin), Tom Sturridge (Carl), Nick Frost (Dave), Talulah Riley (Marianne), Jack Davenport (Twatt), Chris O'Dowd (Simon), Tom Wisdom (Midnight-Mark), Ralph Brown (Bob), Katherine Parkinson (Felicity), Gemma Arterton (Desiree) – 129 min. ● Anmeldelser m.v.: Cinefacts, CinemaZone, Filmering, IMDb, Scope, Tiscali. ● Mere om de engelske piratradioer Wikipedia 1, Wikipedia 2, Wikipedia 3, Wikipedia 4, Wikipedia 4 ●
Læs om de danske piratradioer 1958-1962 ● Billeder: pressebilleder © UIP Opdateret 3/1 2011 ** |
|
